Ny charmerende roman mikser fint alkoholisme og barnløshed

 
 
 
 
 

BØGER: Den alkoholiserede far Theis lever alene med sin alkohol og elskede hund, og datteren Ruby kæmper med hans svigt og sin egen og kærestens barnløshed og mange mislykkede fertilitetsbehandlinger. Et trist set-up, som der er kommet en humoristisk, hjertevarm og menneskeklog bog ud af.

Far og datter har ikke set hinanden i flere år, skønt de mere end nogensinde har brug for hinanden, og da Theis har måttet aflive sin syge hund Snuppa, er det alligevel Ruby, som han ringer til i sin ensomme og ulykkelige brandert:   

"For satan da også, det var jo bare en hund," græder far, og nu hulker han også. Jeg lægger en hånd aende mod min kind. Den er kold mod ansigtet. Jeg forsøger at forestille mig en boble rundt om mig selv, det her er noget, der er sket for ham, ikke for mig, jeg behøver ikke at blive vred, hvis ikke jeg har lyst, at bære nag er som at drikke gift og forvente, at andre dør af det, jeg bestemmer, hvad der skal have lov til at påvirke mig, alt er et valg.

Far stønner ned i røret.
 "Det var da trist," siger jeg.
 "Ja, for fanden," siger han, han trækker vejret dybt, jeg ser for mig, hvordan han retter sig op og tørrer en tåre væk fra kinden.

"Hun var en skidegod hund," siger han. Hans stemme lyder nasal, som om næsen er tilstoppet.

Jeg nikker. "Ja, det ... var hun," siger jeg. Jeg havde praktisk talt intet forhold til hans hund, hun var bange for alle undtagen far. Et halvstort gadekryds, som altid gik lige i hælene på ham.

Hvorfor ringer han til mig?

"Jo, men du, det var ikke det, jeg ... Det er ikke derfor, jeg ringer," siger han så pludselig, som om han har hørt mine tanker.

"Okay?" siger jeg."

Men kan Ruby, der har mere end nok at tænke på med sine mislykkede fertilitetsbehandlinger oveni dette også rumme sin drukfældige og derfor utilregnelige far, lyder konflikten i den norske roman ´Far var næsten på Woodstock´.  Bogen, der er skrevet af den norske, tidligere prisbelønnede forfatter Ane Barmen, kredser herefter om barndom, skyld, skam, tilgivelse, forventninger, livsløgne og selvbedrag indenfor rammerne af alkoholisme og ufrivillig barnløshed.

For 31-årige Ruby, der har fået uddannelse, arbejde som musiklærer, lækker lejlighed i Oslo og en kæreste fra et velordnet hjem med grønkål i haven, og som således skammer sig over det miljø hun kommer fra, er det svært og sårbart igen at blive konfronteret med den far, som hele tiden minder hende om alt det, som hans ukontrollable hang til de våde varer har kostet dem begge.

Og for Theis, der er pensioneret sømænd med tatoveringer og bilvrag i haven, indtil kommunen kræver dem fjernet, er samværet med Ruby ikke kun en kilde til skamfulde minder om egne svigt gennem årene, men også til smertelige erindringer om sin egen svære barndom med en ondskabsfuld og svært alkoholiseret far.

Forfatteren lægger således umiddelbart i kakkelovnen til socialrealisme af tungeste skuffe på et massivt bagtæppe af Rubys og hendes kæreste Bjørnars barske og alt opslidende kamp for at blive gravide.

Men ´Far var næsten på Woodstock´ er alt andet end forbitret socialrealisme. Den er, selv om intet er spor nemt for nogen af dens hovedpersoner, faktisk fuld af humor og varme. Uanset om den beskriver Rubys flovhed over faderens billige øl, tilbudssodavand og køkkenrulle fremfor servietter, eller den konfliktfulde far-datter relation eller de barske IVF-behandlinger. 

Både Ruby og Theis er selvstændige fortællere, selvom ´Far var næsten på Woodstock´ delvist er en autobiografi. Forfatteren har nemlig selv været gennem seks år med fertilitetsbehandlinger, inden hun blev gravid, mens den alkoholiserede far er en fiktiv figur, der dog i romanen har fået tildelt ligeså meget taletid og indfølende forståelse som forfatterens alter ego, barnløse Ruby. 

Og det kan godt værre, at Ruby ikke vil være sin far bekendt, men for os læsere er han et godt, rørende og tankevækkende bekendtskab, når han reflekterer over sit liv, sin datter og ikke mindst, når han forsøger at bortforklare de dumme og selvdestruerende ting, han gør, når alkoholen igen og igen griber ham i nakkeskindet og smadrer hans aftaler, drømme og næsten altid gode intentioner. 

Ruby og Theis er to mennesker, der ikke kun har brug for hinanden, men som også begge behøver et velfungerende sundhedsvæsen for at kunne få noget, der minder om de liv de ønsker sig. Hver for sig og med hinanden.

Og sundhedsvæsnet er skildret menneskeligt og velfungerende i forhold til at tilbyde Theis den hjælp, som han har brug for i form af behandling og senere afvænning, da han endelig er parat, mens det skildres mere kritisk i forhold til de barnløse, som er udsat for lange og opslidende ventetider i et ufølsomt og overbelastet system, der ikke har tid til at tage sig af kvindernes psykiske og mentale problemer. Heller ikke selv om disse problemer kan være kolossale, da det at være ufrivilligt barnløs ifølge forfatteren er én lang rejse i ensomhed, dårligt selvværd, fysiske og psykiske smerter fra behandlinger og afmagt.

Ane Barmen er dog ikke kun en indfølende og empatisk forfatter, men har også et syrligt og skarpt blik på såvel sine hovedpersoner og den tid, vi lever i, hvor hun giver nogle ordentlige satiriske spark til såvel de sociale medier, meditationsguider, kønsroller som til de ikke-ufrivilligt barnløse mødres bedrevidende, men ubrugelige gode råd som for eksempel bare at holde op med at stresse over den baby, som ikke vil indfinde sig trods flere års mislykkede behandlinger, fortvivlelse og knuste håb:

”Så det er altså min egen skyld, jeg har stresset mig til barnløshed?” siger jeg og presser, hvad der skal ligne et smil frem.

De gisper, “Nej nej, det er ikke det, vi siger!” siger Mette.

“Men det er det, I siger,” siger jeg og forsøger at tale, uden at ryste på stemmen, “når I siger, at man ikke kan få børn, når man stresser over det, og antyder, at vi stresser over det, så siger I sådan set, at det er vores egen skyld.”

Mette ryster på hovedet, og Johanna starter: “Jeg mener bare, at ...” og jeg afbryder hende:

 “De kvinder, som bliver kidnappet af IS og holdt som sexslaver, og som får megamange børn sammen med deres overgrebsmænd. Tror I ikke, de er lidt mere stressede end mig? Jeg synker, hele kroppen koger, og jeg kan se, at de vil svare. Mette har fået røde pletter på kinderne. Johanna starter: “Men det er jo noget helt andet,” men jeg fortsætter: "Eller Elizabeth Fritzl, hende, der blev holdt fanget og voldtaget af sin egen far i årevis og fik otte børn eller noget i den retning, jeg forestiller mig, at hun jo nok var en lille bitte smule mere stresset end mig?"

Jeg snakker for højt. Den anden kollega kaster et blik op fra sit skrivebord, men kigger hurtigt ned igen, da jeg bliver ved: “Eller hvad med dem, der bliver gravide efter en overfaldsvoldtægt?, råber hun og fortsætter overfor de lamslåede kollegaer, der gang på gang har belært hende om stress::

“Jeg har stresset rimelig meget, og jeg har ikke stresset en kæft, og så har jeg stresset over, at jeg stresser over det, og stresset over, at jeg måske stresser for lidt over det, men uanset hvad jeg gør, lader det ikke til at virke. Men uanset hvad!” hvæser jeg, jeg tror, der sidder spyt i mundvigen på mig: “Hvis I brænder inde med en fantastisk afslapningsteknik for sådan nogle idioter som mig, så kom med den. Men ikke et ord om Headspace, for det har jeg prøvet, OG DET VAR NOGET LORT."

´Far var næsten på Woodstock´ er en stærk, velskrevet og sprogligt usædvanlig levende roman om to mennesker for hvem, livet er kommet til at handle om, at de ikke slår til, men som alligevel forsøger at trodse deres hårde odds og komme tættere på deres respektive livsdrømme og hinanden.

Alkoholisme og uønsket barnløshed er et voldsomt miks. Men her et følsomt og vellykket miks i en troværdig og ganske gribende bog skrevet af en romanforfatter, som man kun kan håbe er kommet for at blive. 

Ane Barmen:´Far var næsten på Woodstock´ er udkommet på forlaget Straarup&Co og koster 249 kroner