Ny bog om Det Medicinske Selskab er underholdende og velskrevet

BØGER: Ikke mange aner, at gaderne Todesgade, Callisensvej og Saxtorphsvejs navnefædre J.C. Tode, Henrich Callisen og Matthias Saxtorph var markante læger i 1700-tallets København, der stiftede et lægevidenskabeligt selskab, hvis betydning rækker helt frem til nutiden.

Men det fremgår af ny velresearchet og velskrevet jubilæumsværk om stifterne af Det Medicinske Selskab i København, DMSK.

For 250 år siden, onsdag aften den 9. september 1772, mødtes en håndfuld læger i København for at stifte et lægevidenskabeligt selskab, Det Medicinske Selskab. Selskabet, som ved sin stiftelse havde seks medlemmer, tæller i dag 2.231 københavnske læger under sit nuværende navn, Det Medicinske Selskab i København, fremgår det af journalist Klaus Larsens nye, flot illustrerede jubilæumsbog ´1772 Selskabet - barn af oplysningstiden´, hvori han dykker ned i den turbulente periode omkring stiftelsen af Det Medicinske Selskab i 1772 og selskabets udvikling frem til dets 250-årige jubilæum i år.

Lige netop 1772 var et voldsomt år i Danmark, og det mærkede man især i København ifølge Klaus Larsen i form af statskup, optøjer og blodige henrettelser – blandt andre af den unge, sindslidende kong Christian den 7´s livlæge J.F. Struensee. 

Den tyske livlæge havde et par år forinden tiltaget sig magten og var op til sin død i 1772 i fuld gang med at rydde op på Københavns Universitet og på medicinstudiet, som Struensee mente var håbløst bag ud i forhold til resten af Europa, hvor medicin var på vej til at blive revet ud af religionens kløer til fordel for en mere rationel og videnskabelig forståelse befriet for forældede, religiøse dogmer og spekulative, teoretiske systemer. For 1772 var også højden af Oplysningstiden med dens tro på naturvidenskab, filosofi, rationalitet og den menneskelige fornuft.

”I Danmark gav Oplysningstiden stødet til oprettelsen af en række videnskabelige selskaber i sidste halvdel af 1700-tallet. De fleste fik en kort levetid, enkelte fortsatte, men kun to af dem findes endnu. Det ældste er Videnskabernes Selskab, der så dagens lys i 1742, og derfor fylder 280 år i år. Det andet er DMSK, som ganske vist er 30 år yngre, men dog er verdens ældste, endnu eksisterende medicinske selskab,” fortæller Klaus Larsen.

Hvor tæt, at de seks stiftende læger, der alle var markante læger i København i 1700-tallet, var på Struensee, inden han blev afsat, er ifølge Klaus Larsen uklart. Men da de herrer mødtes hin aften den 9. september 1772 var de – J.C. Tode, Henrich Callisen, Johan Henrich Schønheyder, Christian Berger og Matthias Saxtorph – allerede venner og havde på kryds og tværs knyttet venskaber under flere års studieophold i udlandet. Og Christian Berger havde desuden været arkitekten bag stort set alle Struensees medicinalreformer indtil hans halshugning et halvt år tidligere.

Det Medicinske Selskab blev dog ikke født alene af Oplysningstiden, men stod ifølge forfatteren også på skuldrene af en udvikling, der i Danmark begyndte på Købmagergade i København i 1736, hvor den etablerede barberkirurg Simon Crüger med støtte fra kongen oprettede en kirurgskole, ´Theatrum anatomico-chirurgicum´, efter at Crüger under et ophold i Frankrig 1728-31 havde oplevet, hvordan kirurgerne her ikke – som i Danmark – blev set ned på. De blev nemlig uddannet på et anset kirurgisk akademi i Paris og nød således anerkendelse på lige fod med de medicinske doktorer.

”Med oprettelsen af sit anatomisk-kirurgiske Theatrum havde Crüger styrket kirurgien ved at løsrive den fra barberlavet. Kirurgerne i Danmark havde taget det første skridt i retning af at blive en autoriseret behandlergruppe på lige fod med lægerne. Næste skridt kom i 1785, da Theatrum blev videreført i det nyindrettede Kongelige Kirurgiske Akademi i Bredgade. Gennem 50 år kom Crügers skole til at uddanne det store flertal af de læger, der arbejdede i Danmark-Norge – herunder nogle af de mest fremtrædende som Henrich Callisen, J.C. Tode, Georg Heuermann og Christian Berger. Crügers skole forsynede landet med så mange kirurger, at de snart skulle danne rygraden i et begyndende offentligt sundhedsvæsen.

Faktisk var flertallet af den kreds, som i september 1772 mødtes hos Tode for at stifte Det Medicinske Selskab, kommet til medicinen via kirurguddannelsen,” forklarer Klaus Larsen, der trods bogens karakter af festskrift alligevel ikke lægger skjul på, at selskabet hverken bidrog til at fremme udviklingen af sundhedsvæsenet eller en videnskabeliggørelse af lægefaget i de første mange år, og at selskabet, som 1800-tallet skred frem, ikke så meget var et videnskabeligt selskab som en selskabelig klub for distingverede ´doctores medicinæ´ og professorer.

I 1782, ti år efter sin tilblivelse, fik Det københavnske medicinske Selskab tilladelse til at kalde sig Det kongelige medicinske Selskab, men de mange tanker om at reformere universitetet og lægeuddannelsen kuldsejlede ved Struensees fald, og i de første årtier af 1800-tallet lå dansk lægevidenskab ifølge Klaus Larsen stille hen i et provinsielt dødvande, og Det kongelige medicinske Selskab var stagneret i selvtilstrækkelighed, selv om lægekunsten uden for landets grænser var på vej ind i et paradigmeskift og det naturvidenskabelige ved at bryde igennem.

Men i juni 1853 blev København ramt af en koleraepidemi, som frem til oktober kostede over 4.700 københavnere livet. Myndighederne var handlingslammede, og det blev lægerne fra Det kongelige medicinske Selskab, som sammen med lægerne Carl Emil Fenger, Andreas Buntzen, E.A. Dahlerup, Carl Levy og S.M. Trier igangsatte indsatsen for at afbøde epidemien. I de næste måneder arbejdede flere end 100 af byens læger også gennem Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse for at hjælpe de syge og inddæmme epidemien. Syv læger døde af kolera, som de pådrog sig under arbejdet. De seks læger, som havde taget initiativ til indsatsen under epidemien, var alle aktive medlemmer af Det kongelige medicinske Selskab, og fem af dem havde været eller blev senere formænd for selskabet. 

Og maj 1872, 100 år efter selskabets fødsel, bliver igen skelsættende for selskabet, som fusionerede med et yngre selskab, Philiatrien, som yngre læger havde dannet som modtræk til de veletablerede, ældre lægers selskab. Det sammensluttede selskab tog sit nuværende navn: Det Medicinske Selskab i København – DMSK, som skulle ’bidrage til Lægevidenskabens Fremme, at udbrede nyttige Kundskaber og Sans for Videnskabelighed inden for sine egne Grænser´, for nu kom de naturvidenskabelige medicinske opdagelser, der for alvor kunne løfte lægekunsten, slag i slag. For eksempel identificering af sygdomsfremkaldende virus og bakterier, hvad der var årsag til blandt andet kopper, influenza, mæslinger og polio. På kort tid forvandlede medicinen sig simpelthen fra en famlende disciplin til en videnskab, der på få årtier skulle opleve det ene gennembrud efter det andet.

Forfatteren Klaus Larsen har valgt at gøre Johan Clemens Tode, dr.med. og læge ved både hoffet og teatret, til bogens hovedperson, og dette valg fungerer godt

Der ligger tydeligvist et stort researcharbejde bag afdækningen af den personkreds, som stod bag oprettelsen af DMSK og det turbulente politiske miljø, og man behøver ikke at have en specialinteresse i det medicinske selskab for at kunne have glæde af at læse de spændende beretninger om de store kløfter mellem rig og fattig i datidens København og de stærke brydninger i samfundet mellem tilhængerne af Oplysningstidens værdier og de, der ville fastholde de gamle dogmer og Biblens magt.   

Klaus Larsen har valgt at gøre Johan Clemens Tode, dr.med. og læge ved både hoffet og teatret, til bogens hovedperson, og dette valg fungerer godt, da Tode i høj grad personificerer ønsket om oplysning og at give lægekunsten status, en interesse for sundhedsoplysning og en forståelse for, at medicinere og kirurger skulle integreres i lægevidenskab for patienternes skyld.

Selv om Klaus Larsen i ´1772 Selskabet- barn af oplysningstiden´ har lagt vægten på selskabets tilblivelseshistorie og mindre på de videnskabelige og samfundsrettede aktiviteter, er den i øvrigt også velskrevne bog fuld af underholdende historiske detaljer og fascinerende beretninger om en lang stribe fremragende danske læger og videnskabsfolk, som har gjort betydelige indsatser i den danske lægehistorie.

Klaus Larsen: ´1772 Selskabet- barn af oplysningstiden´, udkommer 9. september på Gads forlag og koster 249,95 kroner