Her er årets mest sommerferie-egnede bøger

BØGER: Kulturskribent Maria Cuculiza foreslår her fem af de mest interessante bøger på sundhedsområdet fra 2022.

Seks stjerner til rystende bog om assisteret selvmord

 
 
 
 
 

Da hendes kun 67-årige mand ønskede at dø, valgte den amerikanske bestsellerforfatter Amy Bloom at hjælpe ham hele vejen, og det har hun skrevet en rystende bog om. For nogle vil den være yderst provokerende, men for andre vil det være en meget smuk og livsbekræftende bog.

Da forfatteren, psykoterapeuten og lektor i litterær skrivning Amy Bloom og den tidligere sportsstjerne og arkitekt fra Yale University Brian Ameche mødtes for godt 15 år siden, var de begge midaldrende. Herefter fulgte 10 vidunderligt lykkelige år - lige indtil, at Brian Ameche i 2015 pludselig begynder at forandre sig. Det fremgår det af Amy Blooms nye bog "In Love - a Memoir of Love and Loss", der handler om Brian Ameche’s Alzheimers sygdom og deres fælles liv frem til hans assisterede selvmord i 2020.

I begyndelsen, hvor Brian Ameche udviser en større grad af glemsomhed, får sværere ved at finde vej og i det hele taget bliver mere fjern og atypisk opfarende, tilskriver Amy Bloom hans ændrede adfærd problemer på arbejdet, alder og irritation over hende:

“Lige pludseligt var det som om, at vi kunne skændes i det uendelige om alting,” fortæller hun om den første tid, hvor navne forsvandt for ham, hvor deres samtaler blev domineret af underlige gentagelser, hvor samtaler og sætninger blev vendt på hovedet, og aftaler faldt fra hinanden, uden at hun forstod, at deres konflikter og hans evindelige snak om sin ungdoms præstationer var udtryk for sygdom og ikke almindeligt parforholdsfnidder.

 ”Jeg tror, at man altid vil forsøge at normalisere den slags. Du ønsker, at alt er godt. Det gjorde jeg i hvert fald,” skriver Amy Bloom, der dog i takt med, at Brians symptomer forværres, begynder at mistænke, at noget helt andet er galt.

Men i 2019 får Brian Ameche diagnosen hurtigt fremadskridende Alzheimers sygdom og for han er diagnosen lig med en dødsdom, for han ønsker ikke

opleve yderligere kognitive forringelser og han beder Amy Bloom om at tage livet af ham.

Men til sidst og efter mange forgæves forsøg på at finde en lovlig løsning i USA, opdager Bloom Dignitas, en nonprofit-organisation i Zürich i Schweiz, som mod betaling bistår med assisteret selvmord, hvis man i øvrigt lever op til organisationens krav om eksempelvist terminal sygdom, invaliderende handicap eller uudholdelig og ukontrollerbar smerte - samt at man kan demonstrere fuld klarhed og forståelse for sit ønske om at dø.

Amy Bloom, der vil gøre alt for sin mand, og som i øvrigt også selv er mere end udmattet efter næsten fem års liv i angst, udmattelse, kamp og gråd med sin højt elskede, men dybt demente og derfor ulykkelige Brian, har også svært ved at se sig selv og ham udholde 5-10 års yderligere lidelser, som kun vil blive værre. 

I november 2019 lykkes det dem efter en hård kamp og meget bureaukrati endelig at få en aftale med Dignitas, og i januar 2020 tager de sammen afsted. Han på en enkelt - og hun på en returbillet til Zurich, hvor han dør i hendes arme.

"In Love" indledes med denne uafrystelige afrejse fra deres hjem nord for New York, og siden springer Amy Bloom frem og tilbage mellem denne sidste fælles tur og passionerede og vittige, men også sørgelige og skarpe kapitler i form af tilbageblik på deres første møde, bryllup, ægteskab, sygdommens udvikling og endelig kampen for Brians mulighed for at vælge tidspunktet for sin død.

Amy Bloom lægger på ingen måde skjul på, at bogen er tænkt som et oplysningsarbejde, altså et utvetydigt partsindlæg fra såvel hende selv som Brian i forhold til retten til assisteret selvmord. "In Love" vil således givetvis have mest værdi for læsere, som ikke allerede inden er imod assisteret selvmord.

Men "In love" er dog ikke blot en bog om assisteret selvmord, men i lige så høj grad eller faktisk endnu mere en fortælling om, hvordan Alzheimers sygdom kan æde sjæle op hos de ramte og deres pårørende, som i denne bog får en helt unik mulighed for at spejle egne erfaringer i en livsklog, tolerant og mere end almindeligt modig forfatter. Hun tør - fordomsløst, uforglemmeligt og med stor humor - dykke ned i både de smukke og de mindre smukke følelser, som sygdommen kan fremprovokere hos de nærtstående, som skal forsøge at dele hverdagen med et menneske med Alzheimers sygdom.

Amy Blooms evne til at blande sjov med alvor gør, at bogen er en fornøjelse at læse trods sit dystre emne. Det er sjældent, at en memoire om døden er så fuld af varme, taknemmelighed, værdighed og liv.

Amy Bloom: "In Love - a Memoir of Love and Loss" koster 219 kroner på Saxo.dk

 

Træt af bøger om covid-19? Giv den her 6-stjernede bog chancen

 
 
 
 
 

Er du drøntræt af at høre om de første uger og måneder af pandemien, så giv alligevel den yngre læge og tidligere prisbelønnede forfatter Roopa Farooki en chance. Hun er en fremragende skribent og går frygtløst til stålet i sin rå, vrede, ærlige og nogle gange også bitre kritik af den britiske hospitalssystem NHS’ håndtering af covid-19.

Jep, Roopa Farookis nye bog "Everything is true" handler om covid-19. Faktisk kun de første 40 dage af den britiske lockdown. Men selv om man skulle tænke, at man egentligt nærmest hellere vil have covid-19 end igen at høre om de første uger og måneder af pandemien, så giv alligevel Roopa Farooki en chance, for hun er en sjældent fremragende skribent, en syleskarp analytiker af både sig selv og sine omgivelser. Og så er hun tilsyneladende ikke spor bange for sin ledelse, som hun finder uduelig, inhuman og tenderende det kriminelle på grund af dens mange undladelsessynder.

Roopa Farooki er forfatter til seks skønlitterære romaner, der er blevet oversat til flere end ti sprog, og til en række børnebøger for Oxford University Press. Hendes forfatterskab er blevet tildelt John C. Laurence Prize og en Arts Council Award, og hun er tre gange blevet indstillet til den britiske litterære pris Women's Prize, hvoraf hun har modtaget én pris. Hun er desuden lærer på Masters in Creative Writing ved University of Oxford og ambassadør for den velgørende rådgivningsorganisation, Family for Relate. I 2020 blev hun tildelt Junior Doctor Leadership Prize fra sin arbejdsgiver, NHS Trust, for sit arbejde under covid-pandemien.

Da de første covid-19 syge patienter begynder at vælte ind på akutafdelingen, kommer hun og kolleger hurtigt til at arbejde i daglige 13 timers vagter plus overarbejde uden tid til mad, drikke og toiletbesøg og værst af alt uden relevant beskyttelsesudstyr, uden mulighed for at holde afstand til smittede patienter og kolleger. Og med risiko for at tage smitten med hjem til sin mand og fire børn:

"Døden er overalt. Den er overalt, og luften knitrer konstant med dens afledte elektricitet. Lyden af hjerter i færd med at knuses er øredøvende,” skriver hun i de dagbogsnotater som udgør rygraden i bogen.

Hun er ikke mere en læge, men nu en soldat ved frontlinjen, udstyret med kun et mundbind af papir som våben mod kugleregnen. Ferier og fridage inddrages, vagtskemaer skifter uden varsel, og alligevel er der ingen, der ved, hvem der er på arbejde og kan hvad:

”Det virker upassende at klage. Du er i hvert fald ikke død. Du keder dig i hvert fald ikke,” skriver Farooki der ikke klager, men raser. Raser over, at det især er de fattige, de sårbare, de sorte og de brune, der dør af covid-19. Hun raser over syge, men usmittede patienter, som dør unødigt, fordi adgangen til hospitalet er umuliggjort, og hun raser over, at patienter, som hun ved er døde på grund af deres covid-19 sygdom, alligevel registreres som døde af anden sygdom.

Men det er ikke kun Farooki, som er rasende. Det er hendes mand også. Han mener, at det er egoistisk af hende at gå på arbejde og således udsætte familien for risiko. Hendes børn spørger, hvorfor hun ikke bare kan være en ’normal’ mor igen og vende tilbage til at være fuldtidsforfatter. Eller bare melde sig syg? Hun græder i en erkendelse af, at familien måske har ret, og at grænsen mellem egoisme og uselviskhed kan være hårfin.

En n måned efter lockdown får Faaroki da også covid. I feberdelirium hører hun sin afdøde søsters anklagende stemme:

"For god ordens skyld, jeg synes ikke, du er en helt. Jeg synes ikke, du er modig. Jeg mener, du er en jævnt talentfuld excentriker, der er snublet ind i et dumt tidspunkt at begynde på medicin."

Umiddelbart er der måske ikke så meget nyt som sådan i Roopa Farookis oplevelser som yngre læge under pandemien. Men det er der i rigt mål så alligevel. Dels fordi hun giver sine chefer sandheden råt for usødet i håb om, at de vil lære heraf, og dels fordi hendes beskrivelser af, hvordan man som læge jonglerer det djøf-drevne og underfinansierede sundhedsvæsen med pandemiens traumer og privatlivets vigtige banaliteter, er enestående.

"Everything is true" er forbløffende ærlig og uden filter og kan snildt gå hen og blive det litterære monument over lægers og sygeplejerskes kamp for deres patienter under nedlukningens første måneder. Ikke kun i England, selv om Boris Johnson var længere om at lukke ned.

Roopa Farooki: "Everything is True: A junior doctor's story of life, death and grief in a time of pandemic" koster 194,95 kroner på Saxo.dk 

 

Et hovedværk i moderne litteratur om brystkræft

 
 
 
 
 

Anne Boyers imponerede og provokerende bog The Undying, der for nylig er udkommet med den danske titel "Ikke at dø", er en vanvittig barsk beskrivelse af, hvordan en kvinde kan opleve sin egen dødelighed, sygdom, smerter, sårbarhed, kunst, litteratur, tid og udmattelse i lyset af cancerbehandling i et moderne vestligt samfund.

Ugen efter, at den i dag flere gange prisbelønnede forfatter, deltidsansatte lektor i kunst og litteratur og enlige mor Anne Boyer var fyldt 41 år, fik hun konstateret den særligt aggressive type triple-3-negative brystkræft i fremskredent stadie. Onkologerne gav hende ikke meget håb, men hun opsøgte selv egenhændigt og insisterede på den mest aggressive behandling. Trods lægernes advarsler om, at hun kunne dø af behandlingerne undervejs eller blive ramt af meget alvorlige bivirkninger og senfølgevirkninger.  

I dag efter neoadjuverende kemoterapi (kemoterapi før operation), fjernelse af begge bryster, stråleterapi og endnu en omgang kemobehandling efter operation, er Anne Boyer blevet erklæret rask. Hun er ramt af smertefulde og kognitive senfølger, som hun er afklaret med i forhold til, at hun selv har valgt dem til i sit forsøg på at beholde livet. Men hun er hun vred og forarget over, at mange andre kvinder ikke som hun oplyses udførligt om senfølgeskader og efter afsluttet behandling efterlades tilbage usikre på, om det hele var prisen værd, når hverdagene er blevet smertefulde og udmattende.

Men det var ikke kun senfølger, som Anne Boyer opdagede på den rejse gennem cancerland, som "Ikke at dø" skildrer så unikt og enestående, at hendes bog ikke blot blev modtaget med masser af kritikkerros, men også i 2020 modtog den amerikanske Pulitzerpris for ’sin elegante og uforglemmelige fortælling om sygdoms brutalitet og det kapitalistiske markeds betydning for amerikansk kræftbehandling.’

Ifølge Boyer, der siden er udgivet på tysk, svensk, koreansk, portugisisk, spansk, fransk og nu også dansk er Cancerland en verden, hvor compliance bliver belønnet, men hvor kritiske spørgsmål og andre meninger er uvelkomne. Især fra kvinder mener Boyer. Hun gør også op med de gængse medicinske memoirs, idet hun sjældent lader læseren komme tæt på sig og aldrig er privat. Hun vil ikke have læserens medlidenhed eller medfølelse. Hun ønsker i stedet at bruge sin egen historie som udgangspunkt til at få os til at se ud på verdens magt- industri- og kønspolitiske forhold, som hun mener forstærker brystkræftsyge kvinders lidelser.

Anne Boyer bryder, mikser og blander genrer og alle gængse litterære normer for henholdsvis erindringer, digte og journalistisk rapportering i en fortløbende blanding, når hun kritiserer, reflekterer og lejlighedsvis også raser over for eksempel de amerikanske forsikringsselskabers nådesløse mangel på omsorg, de markedsdrevne kræftorganisationer, som bruger den lyserøde, lukrative sløjfe til indsamling af penge, som hun mener sjældent kommer kvinder til gode, indsamlingskampagner, som hun anklager for at hylde de stærke og seje overlevere som om, at det overlevelse er et spørgsmål om at have en positiv attitude og ikke kræftens biologi, der bestemmer udfald af behandlinger.

Og "Ikke at dø" bliver således en blanding af medicinsk memoir, videnskabelig medicinsk research og etik, sociologi, politik, økonomi, litteraturhistorie, digt, filosofi, og meditationer over skrift og sprog i forbindelse med smerter, ekstrem sygdom, lidelse og kommende mulig død.

"Ikke at dø" ligner ikke andre beretninger om kræft, sådan som vi ellers har lært at fortælle, forestille os eller forstå sygdommen. Tværtimod er den alt andet end, hvad vi plejer at høre om i kraft af Boyers stædige, fragmenterede, oprørske, præcise, abstrakte og rasende, men også intelligente, smukke og taknemmelige mangfoldighed som analytiker og som skribent.

Anne Boyer: "Ikke at dø" udkom på OVO Press 3. juni 2022 og koster 279 kroner

 

Velskrevet roman i modigt opgør med dansk alkoholkultur

 
 
 
 
 

Den prisbelønnede forfatter og journalist, Jesper Stein, har drukket som en svamp i årevis, men med erkendelsen af, at han ikke tåler mosten mere, følger et smerteligt selvopgør og en helt ny forståelse af den danske alkoholkultur og litteraturens dyrkelse af den stærkt fordrukne, mandlige hovedperson.

Hovedpersonen Jesper i forfatteren Jesper Steins nye roman "Ædru" er en kendt og prisvindende, mandlig forfatter og journalist, der også ligesom 54- årige Jesper Stein selv, har hustru, fire børn, succes, og et alkoholproblem, der er blevet så stort, at han er nødt til at holde op med at drikke for ikke at gå endeligt til bunds i løgne og sprut.

I romanen er Jesper i gang med et otte uger langt alkoholafvænningsprogram, som Jesper Stein selv har været igennem. Nu er han for første gang i mange år tørlagt og ædru og rammes af en eksistentiel krise, der for ham føles værre end alkoholens rovdrift.

Konfronteret med hans tidligere svigt og løgne overfor familie, venner og sig selv kombineret med terapiens 0-tolerance overfor alkohol, er Jesper godt på vej til at gå i spåner, for er livet overhovedet værd at leve uden den alkohol, hvis virkninger han elsker, men som han også har lovet sig selv og sine nærmeste omgivelser at opgive? Et løfte han slås med, for aldrig har alkoholen føltes så forbundet med kreativitet og livsglæde som nu, og aldrig har han haft det værre - og for hvad egentligt:

"Jeg kan slet ikke forestille mig det. Og alligevel ved jeg, at det er slut. Jeg har nået min bund. Der er ikke nogen vej tilbage. Så nu skal jeg være ædru. Resten af mit liv. Jeg er helt væk, når jeg tænker på det. Jeg afslutter samtalen og ser på uret. Det er ved at være tid. Hvad fanden er det hele for noget? Hvordan kom jeg herhen? Hvad går det ud på?”

Men hovedpersonen holder stand overfor alkoholens sirenesang, og sammen med ham lærer vi hans medkursister at kende. Heriblandt psykiateren der bilder sig selv ind, at hans teenager søn ikke er klar over hans alkoholproblem, selvom han dagligt kommer hjem fuld som en allike efter at have drukket i bilen, en kvindelig HR-chef, som hævder, hun kun er på kurset for at reducere sit forbrug en smule med henblik på at tabe sig skønt hun har været stangdrukken hver aften i 20 år og den unge succesrige billedkunstner som sejler rundt i en kunstverden, hvor alkohol og stoffer hyldes som kilden til kreativitet. Løgne, fortrængninger og undskyldninger pilles fra hinanden i kursisternes såkaldte ædruelighedsarbejde, som sørgeligt nok mislykkes for nogle, men også synes at lykkes for andre.

Alene fortælleren Jespers tumlen med begreberne skyld og ansvar og hans refleksioner over de mulige konsekvenser af vores danske alkoholkultur, hvor vi sjældent griber ind overfor hinanden, gør bogen værd at læse:

”Jeg siger ikke, det er andres ansvar at gøre os ædru, men hvem skal hjælpe den alkoholiserede forfatter i en branche, hvor det er hvidvinsvejr døgnet rundt 365 dage om året? Hvilken arbejdsgiver skal nænsomt foreslå afvænning? Forfatteren selv? Det vil aldrig ske. Og forlagene skal næppe have klinket noget,” skriver Jesper Stein og fortsætter:

”Men jeg har lyst til at smide med sten og smadre det hele, for jeg føler lede ved at være i en sammenhæng i et samfund, hvor vi skal synes, at det er kært, at en 110 kilo svedigvarm og glinsende mand er usammenhængende og bankestiv. Jeg kan mærke mit smil som en dårligt klæbende smiley, der illuderer maske i det narrespil, vi opfører omkring alkoholen og dens ofre; folk, der falder for øjnene af os hver eneste dag, mens vi lader som ingenting, vi oplever dem udleve deres mangel på kontrol, deres afhængighed, deres langsommelige dræning af alt liv, indtil de har et reb af lort, de kan hænge sig selv i.”

Men tilværelsen som ædru kaster ikke kun fortælleren Jesper ud i et opgør med sig selv og vores livsstilskultur omkring alkohol. Han tager også nogle gevaldige livtag med litteraturens og den øvrige kunstverdens udbredte anprisning af alkohol og stoffer som kreativitetens nødvendige muse og hjælper. En løgn som han også selv passioneret har abonneret på:

”Jeg har dyrket billedet af forfatteren, der skaber i smerte og fortvivlelse, den mandlige arketype, der forskanser sig på et hotelværelse med sprutflasker og smøger og angst og dæmoner. Og opfører sig som et røvhul over for alt og alle, særligt kvinder og børn, fordi han lider. Ville nogen i dag stoppe den store beatdigter, som tog sin fem-årige datter med på værtshus aften efter aften? Eller ville vi blot betragte hende som collateral damage i digterens store kamp med sjælens mørke, på samme måde som vi i århundreder har ignoreret koner og børns lidelser i kølvandet på deres skabende ægtemænds eller fædres egorus? Hvorfor er det så svært at se gennem myten og forstå, at selv for kunstneren har det en værdi at blive fastholdt i hverdagslivet og indgå normale relationer, at det er usundt at få lov at løbe linen ud i alkoholiseret selvsvælgen, at der ikke i sig selv kommer kvalitet ud af at dyrke myten om den lidende kunstner,” fortæller han og fastslår, at han ikke kender nogen, hvis værk er blevet dybere og større, efterhånden som alkoholen åd sig ind på dem, men i stedet mange, hvor det modsatte er tilfældet. 

"Ædru" er med sine nådesløse og sprogligt vibrerende beretninger om nødvendigheden af selvindsigt og et dedikeret ædruelighedsarbejde er et lysende bevis på, at en forfatter ikke behøver at være drukfældig for at skrive bedre end de fleste. Han matcher fint sine whiskydrikkende mandlige crime noir-idolers berømte penne uden, at han selv behøver at skrive på alkoholens dampe.

Det er svært at lægge Ædru fra sig, for romanen er en iskoldt afsøgende og på samme gang brændende varm beretning om alkoholikernes mange fælles mønstre, og den næsten umenneskeligt svære kunst det er at holde sig ædru, når man først har været fanget ind i sygdommen alkoholismes selvbedrageriske fangearme, som er så ubønhørligt vanskelige at vride sig fri fra igen.

Jesper Stein: "Ædru", er udkommet på Politikens forlag og koster 300 kroner

 

Debutant skriver stærkt og smerteligt om sin ventesorg og mors død

 
 
 
 
 

 Lægerne er blevet bedre til at behandle, og vi lever længere med alvorlig sygdom. Men det kan have store konsekvenser for børn og unge, som kan blive hårdt ramte af ventesorg. 

Flere unge skriver lige nu erindringer, romaner og poesi om deres erfaringer med ventesorgen og at miste deres forældre, mens de er helt unge.

Blandt disse unge skribenter er uddannet billedkunstner fra Stockholm og forfatterskoleelev, den i dag 28-årige Joakim Kruse Lykke, der netop er debuteret med en meget stærk og vellykket beskrivelse af "Et sted at være mor fra", der handler om især sin egen, men også sine søskendes ventesorg i forbindelse med, at deres mor er blevet erklæret for uhelbredeligt syg af kræft.

"Et sted at være mor fra" er et autobiografisk værk, hvori den fiktive jeg-fortæller hedder Joakim ligesom forfatteren, der også mistede sin mor til kræft i 2017. Selv kalder Joakim Kruse Lykke ikke sin bog for en erindringsbog, men en roman. En roman som fremstår som én lang prosatekst i små og korte meget koncise sætninger, som indfanger læseren i først en stærk og dybt smertelig ventesorg - og senere efter morens død også en flerårig sorgbearbejdning. Handlingen er fragmenteret og består af skildringer og tanker, hvilket giver bogen intimitet og troværdighed men også et præg af dokumentarisk fortælling.

"Et sted at være mor" fra indledes med, at jeg-fortælleren Joakim modtager beskeden telefonisk fra sin mor, der informerer sine børn om den definitive og terminale lægelige dom.

”Jeg står på en altan og står og lytter, at hun ringer, at lægerne, at hun ringer og siger noget, ud over tagene.

Magnus og jeg, vi henter Julius på banegården. Han skal høre om mor.

Vi er brødre på perronen.

I bilen hjem og Julius, han dumper ned i sædet som om vægten i ham allerede forstår.

Tavsheden slår mellem ruderne, eller vi siger, Julius, hun vil gerne selv, siger vi, fortælle det.

 

Joakims mor får det dårligere, endog meget dårligt trods behandlinger i Danmark og i udlandet ifølge romanen, som går detaljeret og helt nært på kræftsygdommens nedbrydning af morens fysiske krop, hvor leveren vokser og maven flyder ned i stolen. Men hvor det fysiske forfald alligevel kun øger intimiteten mellem mor og søn:

“Helt tæt ind til hende i sengen, til bryst. Joakim, siger hun og jeg nikker. Jeg nikker og nikker og håber det er rigtigt, at vi ligner hinanden, og jeg håber at hendes død ikke vil slå mig ihjel, at hun ikke også forlader mine gener.”

Og om sin ventesorg, den sorg der kan ramme hårdt, mens man venter på at miste, skriver Joakim Kruse Lykke på sin korte og alligevel så rammende præcise måde:  

Mor, siger jeg, eller, eller, mor, tænker jeg, du er her stadig, men jeg sørger allerede over dig,” skriver han om den mor, som han elsker så højt, men som ubønhørligt dør fra ham:

Om begravelsen på Nordre Kirkegård omgivet af syren, rododendron og en blodbøg, hvor han og broren står for urnenedsænkningen og tiden efter begravelsen, skriver han:

 

”Magnus og jeg, vi sænker urnen ned og vi sænker asken, som er det mor vi sænker ned i hullet.

Fra nu af og for evigt må jeg være min egen mor.

Der løber en navlestreng mellem graven og mig.

Stenen, den er gravet op af markerne, uden for huset, en natursten, en stjerne, et kors, en font.

Et fotografi af hende. Hun ser ind i kameraet, jeg tænker, jeg ser de øjne der har set sin søn se sin mor gå til grunde.

Sommeren 17. Jeg husker den ikke.”

 

Et sted at være mor fra er en flot forfatterdebut med store og lovende poetiske kvaliteter samtidigt med, at værket er en meget konkret, men også sitrende og gribende afdækning af ventesorg, forældrekærlighed, døden og tabet og sorgen i de år, som fulgte efter.

Joakim Kruse Lykke beskriver så råt og alligevel så rørende og smukt, at man kun kan håbe, at har endnu flere bøger i sig end denne første. At han kan noget med sine korte, indholdsmættede og talesprogsagtige sætninger, har han allerede bevist.

Joakim Kruse Lykke: Et sted at være mor fra er udkommet på Gyldendals forlag og koster 199 kroner