Fotograf: Simone Lilmoes, Gyldendal Medie

Debutant skriver stærkt og smerteligt om sin ventesorg og mors død

 
 
 
 
 

BØGER: Lægerne er blevet bedre til at behandle, og vi lever længere med alvorlig sygdom. Men det kan have store konsekvenser for børn og unge, som kan blive hårdt ramte af ventesorg. 

Flere unge skriver lige nu erindringer, romaner og poesi om deres erfaringer med ventesorgen og at miste deres forældre, mens de er helt unge.

Blandt disse unge skribenter er uddannet billedkunstner fra Stockholm og forfatterskoleelev, den i dag 28-årige Joakim Kruse Lykke, der netop er debuteret med en meget stærk og vellykket beskrivelse af "Et sted at være mor fra", der handler om især sin egen, men også sine søskendes ventesorg efter, at deres mor er blevet erklæret for uhelbredeligt syg af kræft.

 Hun må ikke tabe sig, siger lægerne. Lungerne, siger de, knogler og bækken og tiden, tiden arbejder på at ødelægge hende. Det siger de, de siger at hun skal dø.”

"Et sted at være mor fra" er et autobiografisk værk, hvori den fiktive jeg-fortæller hedder Joakim ligesom forfatteren, der også mistede sin mor til kræft i 2017. Selv kalder Joakim Kruse Lykke ikke sin bog for en erindringsbog, men en roman. En roman som fremstår som én lang prosatekst i små og korte meget koncise sætninger, som indfanger læseren i først en stærk og dybt smertelig ventesorg - og senere efter morens død også en flerårig sorgbearbejdning. Handlingen er fragmenteret og består af skildringer og tanker, hvilket giver bogen intimitet og troværdighed men også et præg af dokumentarisk fortælling.

"Et sted at være mor" fra indledes med, at jeg-fortælleren Joakim modtager beskeden telefonisk fra sin mor, der informerer sine børn om den definitive og terminale lægelige dom.

”Jeg står på en altan og står og lytter, at hun ringer, at lægerne, at hun ringer og siger noget, ud over tagene.

Magnus og jeg, vi henter Julius på banegården. Han skal høre om mor.

Vi er brødre på perronen.

I bilen hjem og Julius, han dumper ned i sædet som om vægten i ham allerede forstår.

Tavsheden slår mellem ruderne, eller vi siger, Julius, hun vil gerne selv, siger vi, fortælle det.

 

Fliserne op til huset.

Et hej, det hænger allerede i gangen.

Indenfor, ved spisebordet, vores søster Emilie. Emilie sidder med mors hænder i skødet, giver dem videre til Julius.

Bare en bunke familie på gulvet. Madrasserne, beskeden, helt op i halsen, kvalmen, over ryggene, tyk luft over ryggene og mor.

Jeg vil tage det fra Julius, og jeg tænker, lad det kun være mig, tænker jeg, mig der mister hende.

Mellem væggene, aftenen, lampen, tårer.

Stuen er krøllet sammen om hende.

 

Joakims mor får det dårligere, endog meget dårligt trods behandlinger i Danmark og i udlandet ifølge romanen, som går detaljeret og helt nært på kræftsygdommens nedbrydning af morens fysiske krop, hvor leveren vokser og maven flyder ned i stolen. Men hvor det fysiske forfald alligevel kun øger intimiteten mellem mor og søn:

“Helt tæt ind til hende i sengen, til bryst. Joakim, siger hun og jeg nikker. Jeg nikker og nikker og håber det er rigtigt, at vi ligner hinanden, og jeg håber at hendes død ikke vil slå mig ihjel, at hun ikke også forlader mine gener.”

Og for at det ikke skal være løgn, så får Joakims søster Emilie midt i morens terminale forløb også konstateret kræft. En brystkræft, som kræver, at hun blandt andet skal have kemoterapi.

Men Joakim Kruse Lykke økonomiserer ikke kun med antal ord i romanens små, fragmentariske tableauer og stramme prosatekster, men også med de familiære informationer, for Emilie hører vi ikke så meget mere om. Men vi forstår, at der synes at være grænser for ,hvor meget alvorlig kræftsygdom en familie kan rumme på én og samme gang:

Ved spisebordet, en ny besked fylder stuen, Emilie. At hun har fået taget prøver, Emilie, at hun også har fået taget prøver.

En familie om spisebordet.

En familie spreder sig i stuen for at kunne få luft.

Vi bliver til pårørende om bordet.

Beskeden sætter sig på huden. Jeg forsøger at føle noget.

Jeg vil vise min sympati over for Emilies syge område, men det område er brystets,” skriver han og fortsætter:

Ved frokosten, i stuen, der er kun plads til én diagnose.

Om et år er jeg rask, siger Emilie, vi lader det være sandt.

Knuden i hendes bryst.

Hun finder andre lokaler at være syg i.”

 

På samme måde bliver vi heller ikke meget klogere på hans søskende, deres far og hvem og hvordan moren var, bortset fra, at hun dør af sin sygdom før sin egen mor, og som kun 58-årig.

Forfatterens hårde redigeringer af sine øvrige personlige og familiære relationer, som der dog selvfølgelig kan være mange gode grunde til, gør, at man som læser godt nogle gange kan føle sig lidt vægtløs og uden mulighed for mentalt fodfæste under Kruse Lykkes altfavnende modstand mod sin mors alt for tidlige død og deres fælles rejse mod denne:  

“Mælken holder længer end mor, tænker jeg, jeg kigger på udløbsdatoen, jeg køber den og tager den med på hospice. Den dag, jeg drikker hele mælken den dag, og jeg drikker den, så den ikke skal være en dom i køleskabet. Mors liv skal fortsætte ud over mælkens.

Og om sin ventesorg, den sorg der kan ramme hårdt, mens man venter på at miste, skriver Joakim Kruse Lykke på sin korte og alligevel så rammende præcise måde:  

Mor, siger jeg, eller, eller, mor, tænker jeg, du er her stadig, men jeg sørger allerede over dig,” skriver han om den mor, som han elsker så højt, men som ubønhørligt dør fra ham:

Vi følger kisten ud fra stuen, ud på gangen, forbi hendes navn på mindesmærket, stearinlyset.

En dødsannonce, skal den bringes, spørger bedemanden.

Det er det sidste i mig. At hendes død skal, i avisen, ligge på morgenbordet, falme mod solen, blive en del af bunken, bruges til optænding, i husene, eller smides til papir.

Jeg tænker, hvis ikke I ved sygdommen i hende, om CBD og THC, frygten, om kvalmen om gråden, hvedegræsjuice og ærtespirer, stråler i hjernen, om protonterapi, protokol, om immunterapi, hun var for svag til det, en flyver til München, et nattog fra Hamborg til Zürich, Uppsala, at have sin krop oppe som sag i amerikanske konferencelokaler, I har ikke fortjent hendes død.”

Om begravelsen på Nordre Kirkegård omgivet af syren, rododendron og en blodbøg, hvor han og broren står for urnenedsænkningen og tiden efter begravelsen, skriver han:

 

Magnus og jeg, vi sænker urnen ned og vi sænker asken, som er det mor vi sænker ned i hullet.

Fra nu af og for evigt må jeg være min egen mor.

Der løber en navlestreng mellem graven og mig.

Stenen, den er gravet op af markerne, uden for huset, en natursten, en stjerne, et kors, en font.

Et fotografi af hende. Hun ser ind i kameraet, jeg tænker, jeg ser de øjne der har set sin søn se sin mor gå til grunde.

 

Sommeren 17. Jeg husker den ikke.”

 

Et sted at være mor fra er en flot forfatterdebut med store og lovende poetiske kvaliteter samtidigt med, at værket er en meget konkret, men også vibrerende og gribende afdækning af ventesorg, forældrekærlighed, døden og tabet og sorgen i de år, som fulgte efter.

Joakim Kruse Lykke beskriver så råt og alligevel så rørende og smukt, at man kun kan håbe, at har endnu flere bøger i sig end denne første. At han kan noget med sine korte, indholdsmættede og talesprogsagtige sætninger, har han allerede bevist.

Joakim Kruse Lykke: Et sted at være mor fra er udkommet på Gyldendals forlag og koster 199 kroner