Rosalinde Mynsters bog om sin far viser at hun er en litterær skærebrænder

BØGER: Da skuespiller Søren Spanning døde i 2020, var det efter et mangeårigt, hårdt sygdomsforløb, som forandrede ikke kun hans liv, men også hele familiens tilværelse, hvor intet mere ville kunne blive det samme som før, fortæller hans datter, skuespiller Rosalinde Mynster, der har skrevet et af de mest fremragende, nuancerede og mest kærlige faderportrætter i moderne dansk litteratur.

Da Søren Spanning i april 2014 fik en massiv blodprop i hjernen, og hans datter Rosalinde Mynster blev hjemkaldt fra New York til Rigshospitalet, havde Søren Spanning allerede overlevet leukæmi to gange. Første gang, da han selv var et stort barn, og for anden gang i 2002, hvor han blev ramt af en særlig aggressiv leukæmi, og hvor hans yngste datter Rosalinde endnu kun var en lille pige. Det skriver hun i sin erindringsbog "Fars Stemme".

Og fars stemme tilhørte Søren Spanning, en anerkendt teaterskuespiller og desuden kendt for flere større roller i danske film og serier, som for eksempel Borgen, 'Jul i Valha, Ørnen og Krummernes jul.

”Da jeg var 11, fik Søren konstateret galopperende leukæmi. Jeg havde stået ved hans hospitalsseng på en stue på Riget 12 år tidligere. Jeg havde én gang før set ham blive tynd og kraftesløs, og jeg havde én gang før oplevet, hvordan sygdommen var et nedslag – et indgreb, som satte vores liv på pause, rev os ud af resten af verden og ind i en glasklokke med andre regler, andre rutiner, andre værdier. At være ”de pårørende”. Det havde været en kraftanstrengelse dengang: At vende tilbage, da han var blevet rask, at finde ind i hjulet og genlære sig selv at være andet. Nu var jeg atter pårørende. Gangene på hospitalet gav mig en velkendt kvalme, jeg blev oversvømmet af minder fra min barndom. Som at blive trukket gennem blomstervand, en kvalmende sød lugt, straks afløst af skarpt råd, billeder på nethinden som papirtynde blomsterblade, gennemblødte og farveløse,” skriver hun i bogen, som er stilet til faren, som hun altid har kaldt for Søren.

"Fars Stemme" handler især om tiden efter Søren Spannings store blodprop i 2014, hvor Rosalinde Mynster er fra 23 til 29 år. Men hun skuer også baglæns i deres fælles liv og fortæller blandt andet knivskarpt om den ubønhørlige stigmatisering, som børn kan blive udsat for, når de som hun bliver pårørende til alvorligt syge forældre:

”At blive hentet midt i dansktimen for at køre ud på hospitalet, himlen alt for stor og lys til, at det er tid til at have fri. De andre elever i klassen er tavse og undviger mit blik, imens jeg pakker skoletasken, som om jeg repræsenterer en uformuleret trussel i klasselokalet, idet jeg smyger mig ud mellem stolene. Lyden af timen, der fortsætter, efter at døren er lukket. Jeg følger efter min mor ud i den tomme skolegård, vinden isner sig ind under huden, tommelfingrene klemmes hvide under skoletaskens stropper, sætter mig ind i bilen med al min skrøbelighed rettet mod håbet om, at der stadig er flere chokolademilkshakes tilbage i ”de pårørendes.”

Men selv om faren overlevede leukæmien også anden gang som voksen, var hans helbred herefter vakkelvornt og præget af senfølger efter kemoterapi og stråling i form af blandt andet ødelagt lungevæv, kronisk hoste, kraftig psoriasis over hele kroppen og træthed, så selv om han var erklæret rask og familielivet genoprettet, forsvandt frygten for farens helbred aldrig for Rosalinde Mynster, der om den afbrudte New York-rejse skriver: 

”Hvor længe havde jeg ventet på det opkald, jeg fik i New York? På at blive kaldt tilbage til Danmark, til Riget, til krisen? Det var som at genbesøge et sted i mig selv, jeg vidste ventede på mig, og som jeg længe havde flygtet fra."

"’Du er besat af fremtid,’ sagde Søren engang. Jeg var altid på rejse, altid i gang med at planlægge en tur, et projekt. Altid lettet, når noget sluttede, så jeg kunne komme i gang med noget nyt. Jeg var en travl vind, der fejede af sted og ikke så sig tilbage. Besat af fremtid, besat af at glemme det udsagn, som man er i tæt forhandling med, når man er pårørende; livet er skrøbeligt. Som et omkvæd, der sidder fast i hjernen, til at blive sindssyg af.”

Da Rosalinde Mynster i 2014 når frem til sygesengen, er Søren Spanning lagt i kunstig koma. Han har ikke kun blodproppen at kæmpe med, men også iltmangel og en høj og uforklaret feber. Af årsager, som lægerne ikke kender, vil han ikke vågne igen, ingen ved, om han nogensinde vågner, og hvis han vågner, hvordan hans tænkeevne, taleevne og bevægelighed så vil være. Men Rosalinde Mynster, broderen og moren, skuespillerinden, Karen Lise Mynster, viger ikke fra hans side:

“Det er april måned, og min far ligger i koma på Riget, og verden er et hvidt hus. Det er ikke til at sige, hvor mange dage, timer, minutter vi har tilbragt her. Hver dag det samme. Vi kommer om morgenen og tager blå masker for munden, trækker kapperne på, tavse og metodiske som soldater, der klæder sig på til kamp, og hvad der møder os på den anden side af den overdimensionerede brede dør, er hver gang det samme, rummet med sengen og maskinerne. Intet nyt,” fortæller hun, der har tegnet et af de mest fremragende, nuancerede og mest kærlige faderportrætter i moderne dansk litteratur.

Og faren vågner trods alle odds op igen en måned senere. Denne gang til en genoptræning, der til familiens overraskede fortvivlelse viser sig at have sine begrænsninger.  Han vil forblive at være lam i den ene side, delvist hjerneskadet, plejekrævende og i overhængende risiko for at få en ny blodprop. Han flytter i egen bolig, kernefamilien og hjemmet opløses, og nye former af afmagt og sorg indtræder for familien, for hende og for ham:

"Hvorfor mig? Hvorfor skal jeg sidde her? Hvorfor mit lod? Hvorfor mig? Hvorfor mit lod? Hvorfor mig? Hvorfor? Hvorfor? Vi blev nødt til at hjælpe ham med accepten, og jeg kunne næsten ikke. Accepten var ikke frigivende, den var omklamrende og tung som en krop uden på min krop, og jeg krummede mig sammen inde i den krop, blev til en kugle, der sank og sank.”

I det første års tid besøger forfatteren sin far hver dag. Men besøgene og hendes ønske om telefonisk kontakt bliver herefter sjældnere og sjældnere i takt med, at hendes depression over hans tilstand, hendes frygt for at miste ham og hendes vrede over, at han ingenting kan, alt sammen tager til og overvælder hende.

Rosalind Mynsters vilje til at konfrontere sig med sine menneskeligt forståelige, men for hende selv skamfulde svigt og forsømmelser er imponerende og modig:

”Nogle gange har jeg stadig lyst til at råbe:

– KOM NU. REJS DIG DOG OP. KOM NU. Sådan er det. Det er grimt,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg ringer ikke, og han sidder der og venter i stolen, imens livet går forbi, og jeg vil ikke have, at det skal være sådan, jeg vil ikke have det. Jeg vil have, Søren skal være sig selv, jeg vil have min far tilbage. Jeg tænker på tidsmaskiner, jeg vil vende tilbage og rette op på verden, jeg vil skære det, der skete, ud af verden. Jeg siger til mig selv: Skam dig, dit utaknemmelig kræ. Hvad er problemet? Han er jo lige der, han findes, han overlevede. Tag dig sammen. Og jeg beslutter mig for at gå, men jeg går ingen vegne, for det presser sådan på mine luftveje, og jeg siger til mig selv: Du må godt græde. Græd ud. Men sorgen er ikke en beslutning om at gå. Sorgen er ikke at slippe en hund fri eller at skære en splint ud eller at gå hen til en skål og græde ned i den og så gå videre, lettet. Sorgen er et slør, der lægger sig over alt, ligesom paryktræet, der voksede på skrænten ned til baghaven i barndomshjemmet, hvis blomster filtrede sig ind i luften med deres lilla tråde, en sky, et slør, et røgbillede i alt.” 

Da faren dør 12. februar 2020 efter endnu et alvorligt sygdomsforløb og efter selv at have bedt om, at hans respirator slukkes, er det ham, der trøster, og hende, der vil blive hos hans tidligere forpinte og nu afdøde krop, som hele familien trods sorgen er enige om, endelig havde fået fred.

Rosalinde Mynster, der har skrevet siden, hun var barn, er en litterær skærebrænder, der ikke viger tilbage for at sætte ord på, hvad hun ser og føler. Men selv om hun således kan forekomme tæt på filterløs i sine beskrivelser af sig selv sin far, mor og bror, så formår hun alligevel at bade sin familie i et så stærkt et kærlighedslys, at man ikke gribes af ellers forstyrrende tanker om, at de måske vil føle sig gået for nært.

"Fars stemme" er nemlig så klart hendes oplevelser og hendes vigtige fortælling om, hvor vanskeligt og nærmest ødelæggende, det kan være at være barn og ung pårørende til en syg og døende forælder. 

Ligesom det er hendes og kun hendes forsøg på at give sit billede af en larmende, kærlig far og en dybt seriøs og myreflittig teaterskuespiller, som de fleste danskere kendte uden at kende – blandt andet fordi Søren Spanning var så travlt optaget af at være en far, der med sin ’store og runde stemme’ fortalte sine børn røverhistorier, eventyr, løgnehistorier, vittigheder, anekdoter og erindringer i én pærevælling af sandt og opdigtet, så de blev helt ’stille og artige af bare nysgerrighed’.  

Rosalinde Mynster kan også gøre sine læsere stille og artige af nysgerrighed, selv om genren er rimeligt afklaret, og at bogen ikke føles som en røverhistorie fra de pårørendes afbrændte marker, men som en retvisende og sand fremskrivelse af en omsorgsfuld fars og en passioneret skuespillers barske sygdomsforløb samt hans datters følelser af kærlighed, beundring og respekt, men også af desperation, uretfærdighed, afmagt, sårbarhed, udmattelse, depression, vrede, sorg og opløsning.

"Fars stemme" er udkommet på forlaget Gyldendal, og bogen koster 249, 95 og er forlagets itredje, men helt selvstændige, værk i år skrevet af unge pårørende, som har mistet en mor eller far alt for tidligt. 

De andre bøger i serien er "Tænk ikke på mig" af Vilma Sandness om en lille datter, der vokser op med sin døende mor , og "Et sted at være mor fra" af Joakim Kruse Lykke om en ung mand, der mister sin mor.

Rosalinde Mynster: "Fars stemme", Gyldendal, 225 kroner