| | | | | |
 

Katarina den Store var en tidlig influencer og magtfuld kvindelig politiker. Her malet af Johann Baptist von Lampi the Elder

Fascinerende beretning om kejserindes indsats mod koppeepidemi

BØGER: I 1700-tallet mistede omkring 400.000 mennesker hvert år livet til kopper, men midt i århundredet opstod de første rygter om en effektiv behandling i kraft af en mystisk metode kaldet inokulation, podning. Én af de vigtigste og mest modige forkæmpere var Ruslands kejserinde, Katarina den Store.

Da koppe-epidemien skyllede over Europa, var det en af de mest alvorlige infektionssygdomme i verden gennem tusinder af år. Kopper smittede fra menneske til menneske gennem dråber, dødeligheden ved sygdommen var på 10-30 procent, og sygdommen ramte i alle samfundslag. Inden vaccinen blev indført i 1800-tallet, brugte man koppe-inokulation (podning), som kom fra Asien. Men allerede i 1500-tallet var man i Kina begyndt at puste pulveriserede skorper fra koppesår ind i børns næsebor for at fremkalde milde tilfælde af sygdommen og således gøre børnene modstandsdygtige, fremgår det af den britiske journalist og forfatters, Lucy Wards nye bog "The Empress and the English Doctor - How Catherine the Great defied a deadly virus".

Selv om bogen handler om kopper for godt 200 år siden, afspejler den alligevel mange af de diskussioner og konflikter, som vi i dag i moderne tid genopfører i forbindelse med vaccination mod coronavirus.

Fra Kina spredte koppe-inokulationerne sig til Tyrkiet, hvorfra den britiske ambassadørfrue Mary Wortley Montagu i 1717 fortalte om, hvordan børnene blev inficeret via et rids med en nål, der indeholdt puds fra milde tilfælde af sygdommen. Mary Wortley Montagu, der selv var arret og skæmmet efter kopper iværksatte en vellykket kampagne for koppe-inokulation, offentliggjorde sin egen datters inokulation i London og fik det britiske kongehus til at gøre det samme, hvorved hun fik skabt stor opmærksomhed omkring den nye behandling.

Men inokuleringens bevidste inficering af raske patienter forblev kontroversiel og skræmmende for mange europæere, og behandlingen fik i de følgende år brændende tilhængere og lige så brændende toneangivende modstandere blandt læger og præster. Så selv om koppe-inokulation betød, at børnenes risiko for at dø var meget lavere (1-2 procent) end koppeepidemiernes høje børnedødelighed (25-50 procent), forblev det svært at overbevise folk om at acceptere det forebyggende middel samtidigt med, at argumenterne rasede over risici og fordele. Det beretter Lucy Ward om i sin ypperligt skrevne bog, der er én lang demonstration af, at historiske bøger kan opleves som mindst ligeså spændende og vedkommende som moderne litteratur.

Men da kopper for alvor begyndte at hærge også ved kejserinden Katarina den Stores hof i Skt. Petersborg og i hele hendes russiske imperium, tog hun sagen i egen hånd og besluttede at hidkalde den britiske kvækerlæge Thomas Dimsdale til St. Petersborg for sammen med ham at udføre en hemmelig mission, nemlig den kontroversielle koppe-inokulation af hende selv. Katarina, Ruslands store enehersker efter Peter den store, ønskede at beskytte sin søn og arving, Paul, ved hjælp af podningen, men ville først selv gennemgå proceduren for at bevise, at den var sikker.

Katarina mente desuden, at hun ved selv at sætte et eksempel kunne overtale sine undersåtter til frivilligt at lade sig pode, og hendes valg af Thomas Dimsdale skyldtes, at han allerede havde udført 6.000 podninger samt publiceret en artikel herom.

Thomas Dimsdale sagde i første omgang nej tak, men blev overtalt af den russiske ambassadør i London og foretog rejsen til Rusland i sommeren 1768. Kong George III, der selv var en engageret fortaler for podning, kendte til turen og var dybt bekymret over de politiske konsekvenser - Rusland var en allieret, og en kejserindes død i hånden på en britisk undersåt ville have været katastrofal. 

Men da Dimsdale ankommer til Skt. Petersborg, finder han en yderst velinformeret, rolig og overbevist Katarina, der fuldt ud har forstået podningernes fordele og ulemper, og som i øvrigt er meget optaget af forskellen på tro, overtro og videnskab. Og den 39-årige Katarina og 56-årige Dimsdale blev hurtigt gode og nære venner, som tilbragte timevis med at diskutere lægevidenskab.

Lucy Ward har i sin research blandt andet haft adgang til alle Thomas Dimsdales medicinske notater, som tæt følger koppe-inokulationen af Katerina Den Store og alle hendes symptomer, helbredelse og den senere betydning, det havde, da den russiske adel begyndte at følge hendes eksempel. Ligesom Lucy Ward også har haft adgang til Dimsdales anden rejse til Rusland i 1781, hvor han også podede Katarina den Stores børnebørn, heriblandt også Alexander, som senere skulle blive Ruslands Zar. Hendes plan havde fungeret, og 30 år efter Dimsdales første besøg havde Rusland overhalet det meste af resten af Europa i landets accept af podning. For sine rejser og behandlinger modtog Dimsdales - der havde sagt, at han ikke ville have betaling - hvad der i dag svarer til omkring 200 millioner kroner foruden, at han blev gjort til baron. 

"The Empress and the English Doctor" er således en historisk beretning om en global folkesundhedskampagne for at reducere effekten af ​​kopper, ledet af en britisk praktiserende læge fra den lille by Hertford og ikke mindst en oplyst og inspirerende kvindelig leder, der aldrig har fået kredit for sin for samtiden sjældne og helt ekstraordinære indsigt og vision omkring podning. 

Men samtidigt er det også en bog om en kvindelig leder, der af magtens mænd i uretmæssig grad - ifølge Lucy Ward - er blevet stemplet som en utilregnelig og seksuelt løsagtig tøjte. Fremfor en kvinde, der forstod værdien af inokulation generationer før, at den britiske læge Edward Jenner fik ære og berømmelse, da han i 1796 påviste, at de grundlæggende tilsvarende principper i form af injektioner med en mildere og mere sikker udgave af kopper, nemlig kokopper, også kunne beskytte mod kopper. En proces som han kaldte for vaccination. 

Lucy Ward, der er tidligere journalist for den britiske avis The Guardian, og som har boet en årrække i Rusland, begyndte på sin bog, inden covid-19-pandemien brød ud, og i hendes beskrivelser af kopper er der således bunker af paralleller til corona. For eksempel at koppe-vira ikke bare forsvinder, men kommer og går i flere bølger, hvor vira ofte i løbet af forsommeren klinger ud, for så sandsynligvis at komme tilbage igen til efteråret i en anden bølge, som kan vise sig at være endnu mere dødelig end i den første. At anti-vaccinationsbevægelser er et gammelt fænomen, der stammer tilbage fra koppe-inokulationer, og at det er de samme fronter, der ridses op dengang som nu, når diskussionerne handler om forskellige former for smitteforanstaltninger.

"The Empress and the English Doctor" er blændende underholdning og historieskrivning af høj karat. Bogen er oplagt ferielæsning og ikke kun for de helt særligt historieinteresserede men også for andre, da bogen er en veloplagt, engageret, spændende beretning om en tidlig influencer og magtfuld kvindelig politiker, som forstod værdien af ikke blot videnskab over holdninger, men også af eksemplets magt.

Lucy Ward: The Empress and the English Doctor-How Catherine the Great defied a deadly virus, koster 254 kroner på Saxo.dk