| | | | | |
 

Seamus O’Mahony lægger ikke skjul på, at han finder sine arbejdsforhold absurd anstrengende og risikable for både sig selv og patienterne.

Læges bog er sjov, men man ved ikke om man skal grine eller græde

 
 
 
 
 

BØGER: Den irske professor og gastrolæge Seamus O’Mahonys beskrivelser af sine sidste otte måneder inden pensionen på Cork University Hospital er på én og samme gang uendeligt triste og vanvittigt vittige. Med sin sarkastiske pen spidder han især sin hospitalsledelse, men også kolleger og patienter.

O’Mahony fik sin uddannelse til læge i sin irske hjemby Cork. Herefter flyttede han til England, hvor han arbejdede i 15 år, hvorefter han vendte tilbage som speciallæge og overlæge i gastroenterologi til Cork University Hospital, hvor han siden arbejdede i 20 år. I februar 2020 lod han sig pensionere på dagen inden sin 60-års fødselsdag.

Men de omkring 40 år i sundhedsvæsnets tjeneste har ikke gjort Seamus O’Mahony til fan af det 21. århundredes måde at drive hospitalsvæsnet på og således heller ikke af sit eget hospital, som han har givet øgenavnet "Ministeriet". 

”Vi har skuffet hinanden, Ministeriet og mig, idet vi har set hinanden vokse fra ungdommens blæsende optimisme til en besværlig midalder,” skriver Seamus O’Mahony i sin beskt vittige bog, "The Ministry of Bodies", hvori han ikke lægger skjul på, at han finder sine arbejdsforhold så absurd anstrengende og risikable for sig selv og patienterne, at han er kommet i tvivl om, hvor vidt hans livsvalg om at blive læge har været en fejl:

”Min personlighed ville nok have passet bedre til en mere eftertænksom livsstil,” skriver O’Mahony i bogen, som han varedeklarerer som værende baseret på notater og erindringer og ikke på en decideret dagbog fra det godt halve år, inden han opsagde sin stilling.

"The Ministry of Bodies" er Seamus O’Mahonys tredje bog om det irske sundhedsvæsen. Hans første bog "The Way We Die Now" vandt British Medical Association's Council Chair's Choice Book Award i 2017. Hans anden bog "Can Medicine Be Cured?" udkom i 2019, men bragte ham i unåde hos sin ledelse, der ikke brød sig om hans kritik af moderne patientbehandling.

O’ Mahony’s gamle ledelse bryder sig givetvis endnu mindre om "The Ministry of Bodies", hvor O’ Mahony skærper sin kritik af de irske hospitalsledelser, som han ikke mener har forstand på, hvad de laver, hvorfor de konstant gør det forkerte og herefter forsøger at skyde enhver form for ansvar væk fra sig selv og over på de læger og sygeplejersker, som de ved hjælp af deres manegement speak forlanger hele tiden skal gøre mere med mindre. 

"The Ministry of Bodies" er fuld af forfatterens ironiske refleksioner over små og større fænomener i hospitalsvæsnet som for eksempel:

  • ”Protokollerne for koloskopi kræver fjernelse af alle kolonpolypper hos alle patienter. Disse protokoller er baseret på tre vrangforestillinger: At ressourcer er ubegrænsede, at komplikationer aldrig opstår, og at mennesker lever for evigt."
  • "At praktisere medicin er at have en permanent følelse af, at du har glemt noget."
  • "Medicin har endnu ikke fundet et mere nyttigt lægemiddel end morfin; uden den ville de færreste have hjerte til at udøve faget.”
  • "Det værste ved at være læge er andre læger."

Og det er da heller ikke kun hospitalsvæsnets ledelser, som får hans stærkt underholdende sarkasme, ironi og hån at føle. Også kolleger står for skud. Især er han ude efter dem, som smisker og fedter for ledelsen, hvorved patienterne risikerer at få en ringere omsorg og behandling, end de ellers ville have fået. Kolleger, som pjækker fra vagter, har ikke hans store sympati og ikke mindst får de, som ustandseligt forsøger at undgå patientansvar, også verbale slag, så man skulle synes, at de herefter må skamme sig.

Men det er især hans individuelle, episodiske, men alligevel meget fortællende og erfaringsrige beskrivelser af sine patienter, som han ser mindst 30 til 50 af om dagen, som giver glimt ind i den verden, som han både elsker og hader, for det er tydeligvist især patienterne, som rammes af ledelsernes underfinansierede og inhumane beslutninger, når de for eksempel dør på grund af manglende sengepladser eller personale. Eller når man som læge ved, at en far opviser en voldsomt overdrevet og helt usund interesse i sin teenagedatter, men de administrative systemer ikke giver opbakning til at gøre andet end at observere farens i stigende grad mærkværdige opførsel og datterens tilsvarende indelukkethed. 

"The Ministry of Bodies" er i høj grad skrevet til fagfæller og er ikke som mange andre lægers memoirs præget af ønsket om også at være en feelgood bog for drømmende medicinstuderende, fans af lægeserier og let opskræmte patienter. Seamus O’Mahony, der i øvrigt ikke kan fordrage sentimentalitet, giver nemlig ikke sine læsere meget plads til håb. Hverken for sig selv, sine kolleger eller de mange patienter, hvis liv og førlighed afhænger af, hvad han opfatter som det moderne sundhedsvæsens mange absurditeter.

Seamus O’Mahony vil helt sikkert virke provokerende, og nogle vil endog også kunne opleve ham som kold, afstandtagende og arrogant. Måske ligefrem som udbrændt. Og O'Mahony's særlige mix af viden, vid og hån i forbindelse med sygdom og døende er da heller ikke for alle. Nogle vil le og more sig igennem bogen, andre vil smide ham fra sig i ubehag. Selv betegner han sig som en medicinsk apostat, hvorfor hans job er uholdbart. Et arbejde som han i øvrigt principielt mener er bedre egnet for en 30-40 årigs endnu stærke fysik og end for en ældre herre med gigt i hænderne og andre former for slitage. 

Men den mand, der toner frem bag den ironiske sarkastiske gøren sjov med alt og alle ved afslutningen af sin karriere, forekommer ikke desto mindre at være en mand, der hele sit liv og trods ofte umulige forhold i stiv modvind alligevel har forsøgt at gøre mere end sit bedste for sine mange patienter, som han synes at have et godt øje for i al deres brogede mangfoldighed.

Som læser ved man ofte ikke, om man skal græde eller grine, og på samme måde har Seamus O’Mahony nok heller ikke altid vidst, hvornår han skulle lade gråden vinde over den sjov og sarkasme, som han har så stor talent for. Uanset om han skriver om uspiselige erstatningsmåltider, patienter som har gjort det til en levevej at være kronisk syge af lidelser udenfor den lægevidenskabelige skive, kolleger som cherry-picker sig væk fra de multisyge patienter med deres myriader af symptomer, administrationens ulidelige pep-talks og de mange konflikter på sit hospital om hvilket han i sin ofte brutale ærlighed forklarer:

“Ministeriet var en oase af venlighed og behagelighed. Det var også et sted for kaos og konflikter og institutionel grusomhed.” 

Seamus O’Mahony: The Ministry of Bodies koster 193 kroner på Saxo.dk