| | | | | |
 

Gunnar og Johan Lose i et video-interview på Fadls forlag ved præsentationen af deres nye bog om det forrykte sygehusvæsen..Fotograb fra Youtube.

Professor og filosof giver det djøfiserede sundhedsvæsen med krabasken

 
 
 
 
 

BØGER: Sundhedsvæsnet er blevet forrykt, fordi magten i løbet af de seneste 40 år er blevet forrykket fra de sundhedsfaglige til djøf´erne, som forveksler midler med mål i en grad, så de nu stjæler medarbejdernes og de faglige lederes tid med administrative og for patienterne værdiløse opgaver, lyder kritikken i en ny debatbog, der opfordrer til nye måder at fordele magten på i det danske sundhedsvæsen.

Selv om sundhedsvæsnets personale er mere og mere fortravlede, bliver administrationernes projektmagere, it-folk, økonomer, jurister, konsulenter og administratorer ved med at producere en konstant strøm af pseudoprojekter, nye former for registreringer, administrative opgaver, tidsrøvende it-systemer, akkrediteringsøvelser, projekter og ledelsesprincipper. Og det hele skal det kliniske personale løfte i en tid, hvor der samtidigt bliver mindre og mindre tid til sundhedsvæsenets kerneydelser og hospitalernes vigtigste målgruppe nemlig patienterne. Sådan siger Johan og Gunnar Lose i deres fælles nye, yderst kritiske, men også meget gennemtænkte bog, "Det forrykte Sygehusvæsen", der er udkommet på FADL’s forlag. 

"Det forrykte Sygehusvæsen" tager sit udgangspunkt i den nu pensionerede Gunnar Loses tidlige år som ung læge i 1970’erne. Han analyserer herefter udviklingen i magt- og arbejdsforholdene i hospitalsvæsnet frem til i dag efter de første corona-bølger og giver et om end ikke overraskende, så dog både trist og provokerende indblik i djøf´ernes overtagelse af magten i sundhedsvæsnet op igennem årene. 

Men selv om bogen således kan hævdes primært at være en viderekolportering af de mange beretninger, der florerer i medier og i lægekredse om, at stress, udbrændthed og utilsigtede hændelser samt al verdens bøvl og besvær i sundhedsvæsnet ene og alene skyldes djøf´ere, så har de to gange Lose ikke det ringeste imod, at sundhedsvæsnet ansætter djøf´ere.

Forfatterne er ikke ude på at dæmonisere det administrative personale, men tager afstand fra forestillingerne om, at man er i stand til at lede noget på kvalificeret vis, hvis man ikke ved, hvad det handler om. Og som konsekvens heraf mener de, at disse nye faggrupper, som politikerne har udstyret med vidtgående forvaltningsmæssige beføjelser og kompetencer til at detaildefinere mål og midler i sundhedsvæsnet, igen skal fratages en del af deres nye magt over den kliniske hverdag, så magtudøvelserne kommer tættere på patienternes behov, og sådan at midler som for eksempel økonomi og projektarbejder ikke forrykkes til mål i sig selv.

At djøferne ikke har formået at løfte alle de opgaver, som de har givet sig selv, og ansat flere og flere ligesindede til at udføre dem op igennem de seneste 30-40 år, måler forfatterne på de få og ringe gevinster, hvis nogen overhovedet, som faggruppen har opnået via dens kostbare eksperimenter med for eksempel: New Public Management, indførsel af Sundhedsplatformen, LEAN, LEON, driftsmålstyring, nærhedsfinansieringsmodellen, joint commission, Ventet og velkommen, Operation livskraft, værdibaseret sundhed, Sundhed for alle, Global Trigger Tool, Projekt nye veje, Meld en regel og Ny styring efter Patientperspektiv:

”Noget har man måske vundet ved projekterne, men noget har man i hvert fald også tabt. Fagligt mener vi,” skriver forfatterne, der fortsætter:

”Vi kan også spørge: Kunne vi, sundhedspersonale og patienter, klare os uden projekterne? Måske endda endnu bedre? Kunne midlerne bruges mere optimalt? Af for eksempel sundhedsfagligt personale – en kættersk tanke? Kunne det lykkes lægerne og sygeplejerskerne at organisere sig på bedre, måske endda nye måder, kunne de tænkes at kunne prioritere midlerne til gavn for patienterne og for økonomien i sundhedsvæsnet- helt uden at have en mini-MBA i organisationsteori, uden at have været med til strategi- og udviklingsseminar, uden at have et arsenal af (hurra)begreber, gerne angelsaksiske, at orientere sig efter?,” skriver Lose og Lose, der mener, verden stadig ’har til gode at se, at sundhedsvæsnet er blevet bedre på grund af de ikke- sundhedsfagliges indtog’.

Men at djøf´ernes politiske magt- og økonomihensyn, behov for at gøre midler til klinisk værdiløse mål samt deres styringsiver uden forståelse for patientbehandling har gjort sundhedsvæsnet til en kampplads for forskellige faggrupper, afdelinger, specialer og hospitaler imellem, hvor alle varetager egne snævre behov fremfor borgernes, mener de to forfattere til gengæld ikke man behøver at have til gode at forstå. Ligesom de heller ikke er i tvivl om, at ikke alt skidt kommer fra de overivrige djøf´ere, men også fra en for passiv Lægeforening, læger i ledelsesstillinger, som har ladet sig djøfisere, og politikere der har ladet sig besnakke og besnære af løfter om at kunne få det hele til den halve pris.

Så selv om Johan og Gunnar Lohse ikke lægger fingrene imellem, når de svinger krabasken over de magtstrukturer og ideologier, som de mener spænder ben for det vigtigste af alt, nemlig mødet mellem patient og læge, er de alligevel ganske nøgterne og på ingen måde for personlige i deres analyser af de opståede og nogle gange endog meget dybe kløfter mellem klinikere og disses ledelser og administration.

Kløfter som vi senest har set udfoldet på dramatisk vis i blandt andet Region Midtjylland i maj 2020 i forbindelse med regionsledelsens fyring af tidligere ledende overlæge Ulrich Fredberg, Diagnostisk center i Silkeborg. Fredberg havde i modstrid med koncernledelsens ordrer udført diagnostisk lavdosis CT røntgen af brystkassen for tidligt at fange potentielle tumorer. For slet ikke at tale om sidste uges fyring af den nu forhenværende koncernchef i Region Midtjylland, cand. rer. soc. Ole Thomsen, som flere gange valgte at overhøre advarsler fra de faglige miljøer om et forhøjet antal benamputationer i regionen på grund af besparelser og de derved manglende forebyggende behandlinger på regionens to karkirurgiske afdelinger i Viborg og Aarhus.

Begge sager synes udtryk for den inkompetente faglighed, der kan herske i en administration, der har fået for meget magt og i kampens hede øjensynligt helt glemmer patienternes ve og vel. Forrykte forhold, som forfatterne håber, at de med deres velargumenterende bog kan medvirke til, at sundhedsfaglige og borgere begynder at ruske op i, sådan at magten, styringen og ressourcerne kommer tættere på dem, som har ansvaret for de faglige aktiviteter, nemlig de sundhedsfaglige og politikerne, som forfatterne mener lige nu for ofte står uden anden viden end den, som det indskudte mellemlag af djøfere vælger at give dem - eller netop ikke give dem.

Hvad der helt konkret skal ske for at gøre sundhedsvæsnet mindre forrykt, rummer "Det forrykte Sygehusvæsen" ikke mange præcise forslag til. For som forfatterne flere gange påpeger, så skal disse forandringer netop gro nedefra, i klinikkerne, hvor sundhedspersoner er sammen med patienterne. Forfatterne er fuld af tillid til, at klinikkerne kan opføre sig fuldt fagligt og økonomisk forsvarligt, og at man iøvrigt er dem, der ved, hvordan arbejdet bedst muligt organiseres og innoveres i forhold til kvalitet og patienternes behov. 

Men uanset at "Det forrykte sygehusvæsen" således ikke giver sig ud for at kunne løse det danske hospitalsvæsens mange konflikter og gordiske knuder, så er det en vigtig debatbog, og Johan Loses flittige brug af relevante citater fra danske og udenlandske filosoffer giver bogen det vingesus, som gør, at man får nye perspektiver på og forståelser for de betragtelige humanistiske og etiske problemer, der er forbundet med den måde, som vi har organiseret sundhedsvæsnet på. Det må kunne gøres bedre for de professionelle sundhedspersoner, for patienterne og for økonomien, hvis man da ellers kan tro de to forfattere. Og det giver bogen også anledning til at tro, at man kan.

Johan Lose & Gunnar Lose: ‘Det forrykte sygehusvæsen: Om målene, midlerne og magten, der forrykkede sig’, 182 sider, FADL’s Forlag, 249,95 kr.