Eftertænksom bog fra læge, der har sat livet på spil i krige og katastrofer igennem 30 år

BØGER: Den britiske læge og professor i akut- og katastrofemedicin, Tony Redmond, har i mere end 30 år arbejdet i nogle af verdens mest farlige krigs- og katastrofeområder med at give den bedst mulige behandling til civile ofre for krig, sygdom og naturkatastrofer. Det har han skrevet en højaktuel, kritisk og eftertænksom bog om.

ony Redmond har som læge i fronten overlevet adskillige kriges kugleregn, naturkatastrofer, overfald, forgiftningsforsøg, været ledende læge Lockerbie-attentatet og senest også direktør for det britiske covid-hospital NHS Nightingale Hospital North West. Hospitalet fik han, hans team af nødhjælpsarbejdere og andre frivillige hospitalsmedarbejdere fra det statslige sundhedsvæsen NHS etableret i løbet af 10 dage, da det gik op for dem, at pandemien ville blive en væsentlig større trussel, end den britiske regering lod sine borgere forstå, og efter at have oplevet hvordan regeringen efter hans mening lod såvel læger og sygeplejersker som patienter i stikken.

Det er fra dette covid-hospital, at Tony Redmond i sin nye øjenåbner af en bog "Frontline: Saving Lives in War, Disaster and Disease" tager sine læsere med på sine farlige jobs og komplekse ophold i blandt andet Kosovo, Albanien, Serbien, Gaza, grænseområdet mellem Iran og Irak, Iran, Armenien, Sierra Leone, Kenya, Haiti, Pakistan, Kina og Filippinerne.

Tony Redmonds mangeårige karriere som frivillig, humanitær nødhjælpsarbejder begyndte mest af alt som en tilfældighed i 1988. Her fik han i sin egenskab af overlæge i akutmedicin på Wythenshawe Hospital og ansporet af sin sygeplejerske stablet et redningshold på benene, som kunne tage til Armenien, hvor et voldsomt jordskælv i Spitak-regionen i december 1988 havde afstedkommet tusindvis af døde og endnu flere frysende sårede og hjemløse i murbrokkerne under huse og hospitaler.

Det var første gang, at England sendte nødhjælpsarbejdere til andre lande, og det blev hurtigt klart for Tony Redmond, at hverken England, han selv eller hans team trods gode intentioner var tilstrækkeligt kompetente til at kunne udvirke en tilfredsstillende og afgørende forskel for de mange kvæstede. En vurdering, som han fik yderligere bekræftet, da han og teamet få timer efter deres tilbagekomst til England lige op til julen blev bedt om som det første lægehold at tage til Skotland, hvor et passagerfly var eksploderet over byen Lockerbie.

Også i Lockerbie oplevede han som ledende læge på ulykkesstedet faglig afmagt og efter at have tilbragt sin juleferie på sin sofa overvældet af skam over sig selv og sorg over de mange lidelser, som han havde været tæt på, stod det ham efterhånden lysende klart, at han skulle vælge mellem aldrig mere nogensinde at have noget at gøre med nødhjælpsarbejde - eller at gøre alt han kunne for at forbedre det.  

"Jeg indså, at jeg var nødt til at træffe et valg," fortæller han og fortsætter:

"Beslut dig for aldrig at gøre noget lignende igen - begrav det, læg det bag mig og skån mig selv og min familie. Eller gør det til mit livsværk og gør det ordentligt. På godt og ondt valgte jeg det sidste.”

Valget blev altså udvikling og forbedring, og det er i høj grad hans konstante understregninger af vigtigheden i at udvikle evidensbåren, høj lægelig kvalitet i nødhjælpsarbejde, som udgør den røde tråd i "Frontline: Saving Lives in War, Disaster and Disease", hvori han nu næsten 35 år senere redegør for sine erfaringer hermed på godt og ondt.

Blandt de spørgsmål, som altid har optaget den nu 70-årige Tony Redmond både i hans arbejde som akutmediciner i England og som frivillig nødhjælpsarbejder i resten af verden, er, hvordan man træffer de bedste liv-eller-død beslutninger på et splitsekund. Hvad er konsekvenserne af, hvad du som læge og mennesker gør eller måske netop ikke gør? Er der tidspunkter, hvor det er bedst at gøre ingenting, og hvordan lever du med dig selv, hvis du ønsker at hjælpe, men ikke er i stand til det?

For Tony Redmond er svarene og hans personlige motor i livet at hjælpe de mest trængende og at give medicinsk behandling uanset hvor, til dem, der har mest behov.

”Man skal gøre det gode, det rigtige for det godes skyld. Lidelse skal lindres, uanset hvor den finder sted, for uanset om man med det gode ikke altid opnår det ønskede outcome, så tæller processen i bestræbelsen på at gøre det gode også,” mener Redmond, der dog understreger, at man skal have sin professionelle faglighed på plads, inden man handler på vegne af det gode. Blandt andet så ens eventuelle risikovillighed ikke bliver en unødig belastning eller fare for patienten:

”Kynisme producerer ingenting og synes at retfærdiggøre at gøre ingenting. Men at gøre ingenting er aldrig neutralt. Når jeg er enig i, at noget bør gøres, analyserer jeg, hvad der er det bedste at gøre, og hvordan dette gøres bedst, så jeg undgår at skade,” skriver Redmond, der mener, at de største fejl begås på grund af manglende evner til at gøre det rigtige på den rigtige måde og af de rigtige grunde.

Og at nødhjælpsarbejdere indimellem skader deres patienter, lægger Redmond ikke skjul på. Han er stadig den dag i dag tydeligvist rasende over en lægegruppe, der på Haiti efter jordskælvet i 2010 på grusom vis amputerede tre gange så mange ben, som var nødvendigt.  

Tilsvarende er hans foragt for læger, som tager på nødhjælpsturisme for at øve sig i for eksempel kirurgi og plastikoperationer motiveret af ikke-eksisterende patient- og forsikringsansvar, formidlet med inderlig afsky. Heller ikke læger, der tager ud som nødhjælpsarbejdere for således at undgå kvalitetskontrol, har han noget til overs for.

Forhold i hjælpeindustrien, som han tordner imod og har forsøgt at rette op på ved blandt andet at stifte instituttet for humanitært nødhjælpsarbejde ved University of Manchester, hvor han nu er professor, den nationale britiske globale nødhjælpsorganisation for krig og katastrofer under det nationale sundhedsvæsen, UK-Med, samt ved at lægge pres på visse nødhjælpsorganisationerne, så de øger kvaliteten af de udsendte.

"At læse Frontline: Saving Lives in War, Disaster and Disease" er en rejse i gys og forbløffelse over, hvad denne tilsyneladende fredlige, venlige, begavede og eftertænksomme mand dog har turdet og overkommet på vegne af sine patienter, men med risiko for sit liv, førlighed og familiens ve og vel.  Man skulle jo ikke synes, at man behøver at rejse kloden rundt gennem mere end 30 år i kugleregn, kanonstøv og ubeskrivelige menneskelige rædsler for som læge at få afløb for sit hjælpe- og frelsergen.

Selv afviser Tony Redmond, at han har gjort det på grund af de narcissistiske og forfængelige karaktertræk, som han indrømmer at have mødt hos nogle af sine nødhjælpskolleger gennem årene. En lille smule større end almindelig appetit på risiko vil han dog godt vedkende sig, men ikke i en grad så han mener, at denne kan forklare hans mange missioner. I øvrigt mener han ikke, at det personlige motiv for at blive nødhjælpsarbejder er særlig vigtigt, såfremt at det, som man gør, hele tiden tilhører kategorien det gode.

Sit eget motiv udtrykker han dog således:

”Hvis der har været en drivende kraft bag mit arbejde, så er det denne, at det, som du gør, er mindst ligeså vigtigt som det, du kunne tænke dig at gøre – for mig betyder dette endnu mere. Jeg hørte sirenerne synge, og jeg sprang over bord for at redde dem, som var i nød, og dem, som jeg måske dybt inde tænkte, at det kun var mig, der kunne redde."

Redmond ved endnu ikke i dag, om han kan sige, at det har været det hele værd, hvis han som mange andre nødhjælpsarbejdere havde mistet livet, og hustruen og deres tre fælles døtre var blevet ladt alene tilbage.

Bogen er - sammenlignet med tidligere også rigtig fremragende og lige nu yderst aktuelle memoirs fra læger i krig og katastrofer - på mange måder mindre kulørt og saftig. Hvor for eksempel hans nære kollega, den britiske ekspert i traumekirurgi, David Nott i sin bog "A War Doctor " er vild og rebelsk som en anden kirurgiens Indiana Jones, er Tony Redmond skarpt, men afdæmpet, analytisk og med et stift klinisk blik på bolden, som for ham er, at også verdenssamfundets allersvageste har ret til evidensbåret lægelig behandling - uanset hvor og hvorfor de lider. Og hvad man ikke får af pittoresk elendighed hos Redmond opvejes så fuldstændigt af mulighed for forståelse af de strukturelle, faglige, men også personlige  udfordringer i forbindelse med lægers indsatser i verdens brændpunkter.

Frontline og dens forfatter kan kun aftvinge respekt.     

Tony Redmond: "Frontline: Saving Lives in War, Disaster and Disease" koster 219 kroner på Saxo.dk