| | | | | |
 


Mødres advarsler mod bestemt mad skræmmer livet af deres børn

 
 
 
 
 

BØGER: Når forældre, men især mødre, omtaler bestemte typer mad som negative, usunde, farlige eller måske endda giftige, gør de mad til et farligt monster, som børn bør være bange for, advarer journalist og forfatter Mogens Jepsen om i sin nye bog.

Han mener, at samtaler med børn om sund og mindre sund mad kun skaber bekymringer, angst, stress og spiseforstyrrelser. 

Børn tænker meget i sort-hvidt, og de bliver simpelthen bange for mad, ifølge bogen "Undgå madmonstret: Sådan taler du mad og sundhed med børn" af fysioterapeut og journalis Mogens Jepsen, der skriver:

”Hvordan opstår den slags i hjemmet? Jeg må desværre sige, at det oftest er moderen, der er den dommer og eksaminator. Især mødre er del af en sundhedstrend, hvor man får sin sundhedsmæssige identitet gennem grupperinger, hvor særlige sundhedsregler gælder. Barnet bliver derfor en repræsentant udadtil for den sundhedsgruppe. Og det kan være meget pinefuldt for et barn, der måske er lidt overvægtig at være en sådan repræsentant. Barnet har meget svært ved at navigere i det spil. De bliver usikre på sig selv og bange for ikke at leve op til reglerne,” skriver Mogens Jepsen, der mener, at konsekvensen er, at maden for børnene bliver noget, man skal være bange for, et farligt monster.

Ifølge Mogens Jepsen har vi det med at udskamme de lavere socialklasser for deres højere forbrug af sodavand, chips og junkfood samtidigt med, at vi officielt hylder de økonomiske overskudsfamilier, som oplærer børnene ’i den rette tro’ om værdien af sunde fødevarer, selv om disse sundhedsidealer gør mere skade end gavn:

”Det er netop i de familier, hvor mad, livsstil og (u)sundhed konstant italesættes, at det risikerer at sætte uheldige spor i barnet. Min påstand er, at den påvirkning i de velstillede familier er lige så skadelig, som fodring med junkfood hver dag i de nederste socialklasse-familier er det.,” skriver han og fortsætter: 

”Stemningen i samfundet er at udskamme forældre, der medvirker til at give deres børn overvægt/diabetes via dårlig mad, typisk junkfood. Endnu stærkere er samfundets reaktion, når der er tale om egentlige fysiske overgreb mod barnet, hvor barnet ender i anorexi, selvskade eller selvmord. Her er der klare og utvetydige krav om indgreb i familien. Vi ved nok, hvordan socialklasse fem skal behandles. Men ingen hæver et øjenbryn over forældre, der giver børn anorexi eller andre typer af mad- eller sundhedsmæssige tvangstanker, når børn bliver udsat for et ernæringsregime, der godt nok ikke ødelægger fysikken – ikke i første omgang i hvert fald – men som skaber psykisk sygdom hos den unge. I min optik er der ikke forskel, hverken principielt eller i skadeomfang,” skriver Mogens Jepsen.

Han blander således sin analyse af samfundets love, familieret, ernæringsvidenskab, psykiatri og antropologi i én stor pærevælling i sit forsøg på at hive sin første pointe hjem, nemlig aldrig overfor børn at italesætte sundhed og usundhed i forhold til madvarer.

Jepsen argumenterer altså for, at den mor, der anbefaler sit barn en gulerod frem for en pose slik før spisetid, bør være ligeså hjemfalden til straf som den far, der øver fysisk overgreb mod sit barn. Og meget bedre bliver hans argumentation heller ikke, når han forsøger at hive sin næste pointe hjem, nemlig at man slet ikke kan skelne mellem sunde og usunde fødevarer. Hvis man blot ser bort fra produkter som for eksempel stryknin og blegemidler og i øvrigt ikke spiser og drikker for meget af noget. Uanset om det er valnødder og avocado eller coca-cola, så er alt lige godt ifølge Jepsen, der er stor forsvarer af blandt andet pomfritter, burgerbarer og ikke mindst Coca cola, som han sågar tilskriver medicinske egenskaber:

”Derfor vil det være en misforståelse og en fejlslutning at sige, at sodavand er usundt. For det er sodavand ikke nødvendigvis. Glemme skal man vel heller ikke i den store ligning, at næst efter Imodium fra apoteket, så står Cola højest på indkøbslisten, når man har lidt med maven – så noget godt mener mange åbenbart, at cola gør. Og at en stor Cola er et absolut must efter nat i byen med efterfølgende tømmermænd tyder bestemt også på, at sodavand og især Cola har en nærmest helbredende effekt – men det taler vi jo ikke så højt om over for børn, vel!?”

"Undgå madmonstret: Sådan taler du mad og sundhed med børn" er i det hele taget præget af en række udokumenterede og uigennemtænkte argumenter og analyser. Og det er faktisk rigtigt kedeligt, for der kan være masser af gode grunde til, at vi både som forældre, som samfund, som fødevareindustri og i alle sociale klasser begynder at reflektere over de måder, som vi hver især og sammen på tværs taler om mad og ernæring på. Måske især i forhold til børn og unge, der,  som han ganske rigtigt påpeger, ofte har så rigeligt andet at slås med i forhold til ting, som de kan være bange for, endnu ikke rigtigt forstår og i øvrigt finder svære at overskue, at endnu flere bekymringer, mere kontrol og mindre livsnydelse vil kunne være en yderligere belastning.

Og Jepsen har givetvis også ret i, at der i nogle familier og  børneinstitutioner er en lige lovlig striks og måske heller ikke altid helt gennemtænkt holdning til fødevarer, som det vil være ganske ufarligt for børnene, hvis der blev skruet lidt ned for.  

Men børn og unge og deres forældre lever jo ikke i drivhuse, så måske retter Jepsen bager for smed i sin kritik. For fødevareproducenter hævder jo konstant, at deres produkter er sunde, og læger og offentlige sundhedsorganer advarer ligeså tit mod nogle af dem. Eller måske tilhører de børn, som han mener bliver så skræmte af den gængse sundhedsdiskurs indenfor sundt og usundt en subgruppe af særligt ængstelige børn, som er bange af helt andre grunde end, at deres mor opfordrer til havregryn, æbler og salat fremfor cornflakes, leverpostej og spegepølse? 

Men når selvsamme Jepsen bruger en anseelig mængde sider af sin bog på at udstille nogle af de ’frelste og velstilledes’ fødevarevalg som for eksempel sojabønneprodukter, vegetabilske mælkeerstatninger og plantefars etc. som værende dybt usunde, så skyder han sig selv i foden. Ikke fordi han ikke har ret i, at disse fødevarer kan være noget værre bras. Men fordi når man hævder, at ingen fødevarer er usunde, så kan man ikke samtidigt påstå, at netop disse fødevarer er usunde, blot fordi man ikke bryder sig om de forældre og de livsstilstrends, som ligger bag indkøbene.  

Mad har altid været en kampplads for stærke økonomiske interesser, strid og stærke emotioner, men Jepsen skaber ikke mere madro for hverken voksne eller børn med sine vrede udfald mod de anderledes tænkende sundhedsapostle, som med arme og ben vil stritte imod hans kritikløse omfavnelser af højtforarbejdede, storindustrielle fødevarer bestående af primært sukker, fedt, salt og syntetiske farve- og smagsstoffer.

Mogens Jepsen: Undgå madmonstret: Sådan taler du mad og sundhed med børn, er udkommet på forlaget Kahrius og koster 150 kroner.