| | | | | |
 


Ny bog: Manglen på organer til donation er alarmerende

 
 
 
 
 

BØGER: Hvert år dør mennesker i Danmark, mens de venter på et organ. En ny debatbog konkluderer, at Danmark bør lave sin lovgivning om og derved indføre aktivt fravalg fremfor den nuværende model som bygger på aktivt tilvalg.

Bogen Organdonation er skrevet af ph.d., postdoc ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Andreas Albertsen, der som udgangspunkt mener, at ’vi skylder’ både de syge, der venter på et nyt organ, og os selv, at overveje, om vi kan give dem en bedre chance for at overleve ved at finde alternativer til den nuværende danske model for organdonation, der i mange år været baseret på et aktivt tilvalg, hvor den enkelte selv skal melde sig som organdonor.

Andreas Albertsen går dermed op i mod både Etisk Råd og Folketinget, der hver især flere gange har afvist modellen om aktivt fravalg med blandt andet henvisning til, at det vil kunne kompromittere de potentielle donors autonomi og selvbestemmelse. Men Albertsen er uenig i vurderingen, og bogen er ét langt forsøg på at få danske myndigheder til at ændre den danske model til aktivt fravalg. Blandt andet i lyset af, at Danmark ifølge ham har færre donorer og donerede organer sammenlignet med mange andre lande i Europa:

”Det vil med stor sandsynlighed øge antallet af organer til rådighed for transplantationer og dermed også øge antallet af mennesker, vi som samfund kan redde fra at dø. Aktivt fravalg respekterer, at det er vigtigt og rigtigt, at vi selv bestemmer over, hvad der skal ske med vores organer, når vi ikke er her længere. Samtidig hjælper det flere af de mennesker, der står på venteliste til et nyt organ,” skriver Andreas Albertsen, der samtidig fastslår, at hans mål ikke er flere organer for enhver pris, men en systematisk etisk diskussion af, hvordan vi kan få flere borgere til at donere deres organer frivilligt byggende på en beskyttelse af borgernes autonomi:

”Hvis vi kun var bekymrede om at øge antallet af organer, ville det sikkert være bedre med en model, hvor individet ikke havde noget at skulle have sagt omkring sine egne organer. Men i et frit samfund må vi fastholde den grundholdning, at mennesker skal behandles som autonome moralske individer. ”

Selv om otte ud af ti danskerne er positive over for organdonation, og blot 2,3 procent har en negativ eller meget negativ holdning til organdonation, så er der ifølge Albertsen alt for mange, som ikke får ikke glæde af de muligheder, som de nye teknologier omkring organtransplantation kunne tilføre patienter med behov herfor:

”På grund af organmanglen venter patienterne på ventelister og venter i måneder og år. I håb om, at det snart bliver deres tur. I håb om, at der snart kommer et organ, der passer til dem. Rigtig mange venter forgæves. De dør, mens de venter. I Danmark alene døde 19 mennesker i 2019, mens de ventede, mens det året før var 40 mennesker. Sundhedssystemet er medicinsk og teknisk i stand til at hjælpe disse mennesker. Det er heller ikke voldsomt dyrt. Når vi betragter forholdet mellem gevinst i leveår og omkostninger er organtransplantationer helt på linje med andre behandlinger i sundhedsvæsnet. Men vi har ikke de nødvendige organer til rådighed,” skriver Albertsen, der desuden påpeger, at organmanglen koster flere menneskeliv, end det fremgår af de officielle statistikker:

”Det skyldes, at statistikkerne kun viser, hvor mange der dør, mens de står på venteliste. Men man står kun opført på en venteliste, hvis man er i stand til at gennemføre en transplantation. Det er både fysisk og psykisk krævende at modtage en transplantation. Nogle bliver for syge til at komme i betragtning og bliver taget af ventelisten. Deres liv herefter er givetvis kort. Deres skæbne fremgår kun indirekte af de officielle statistikker og slet ikke i mediernes overskrifter, selvom deres tab og lidelse ikke er mindre. Det er desværre svært at vide, hvor mange mennesker der dør, efter de er taget af ventelisten,” skriver Albertsen, der opfordrer til at vi ikke glemmer dette ukendte antal mennesker, når vi gør organmanglens konsekvenser op, for havde der været flere organer til rådighed, kunne sundhedsvæsnet også have hjulpet dem, mens de endnu var raske nok til at modtage et organ.

I de senere år har en række europæiske lande indført aktivt fravalg. Heriblandt Holland, England, Wales og Island, som hermed har sluttet sig til Sverige, Østrig, Belgien, Spanien, Frankrig og Portugal, der allerede bruger modellen. Ligesom Danmark har Tyskland, Australien, Schweiz og USA til gengæld aktivt tilvalg.

Men som Albertsen også fuldt ud erkender trods sin åbenlyse iver efter flere organer, så er den bedste model for organdonation ikke nødvendigvis den, der skaffer flest organer. Den gode model skal også beskytte donorernes rettigheder og selvbestemmelse over egen krop og autonomi på en måde, så disse behov respekteres. Og anskuet som sådan er bogen Organdonation et spændende og meget vedkommende indlæg i en diskussion, som er blevet ført med jævne mellemrum i Danmark i mere end 30 år, og hvori ideen om, at aktivt fravalg burde erstatte aktivt tilvalg, har været et element lige så længe.

Andreas Albertsen griber i sin bog på sober vis fat i en lang række af de argumenter og aspekter, som enten allerede er blevet fremsat eller kunne fremsættes i fornyede refleksioner over, hvorvidt aktivt fravalg eller aktivt tilvalg bør være udgangspunkt for den danske model. Heriblandt blandt andet om borgerne skal tvinges til at tage stilling til deres vilje til at donere deres organ, om man skal indføre geografiske kriterier som i USA, sådan at organer primært går til mennesker i ens nærmiljø, om mennesker, der har sagt ja til at ville donere egne organer skal først i køen blandt mulige modtagere, hvis de selv får brug for det, i hvilket omfang familier skal have det afgørende ord i tilfælde af donation fra en pårørende og hvorvidt man kan tale om, at man skader den hjernedøde, som jo altså hermed er erklæret for død, ved at donere eller ikke donere mod dennes vilje.

Så selv om Albertsen’s argumentation er cirkulær, idet han fra start til slut finder det ’ uretfærdigt’, at den danske model ikke formåer at fremskaffe tilstrækkeligt med organer til de behov, som findes, så lykkes det ham, at gøre bogen til et værdifuldt indlæg i en kompliceret debat, som blandt andet viser sin kompleksitet ved, at tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at et klart flertal af danskerne er positive overfor organdonation samtidigt med, at vores konkrete vilje til at donere egne eller pårørendes organer tilsyneladende er faldet fra 72 procent i 2006 til 64 procent i 2015.

Albertsen er god til at dele sol og vind lige i sin analyse af, hvordan vi får øget mængden af tilgængelige organer samtidigt med at donors autonomi opretholdes, så bogen vil kunne læses med udbytte uanset, hvilken holdning, at man selv måtte have inden. Dog forekommer det måske nok en kende mærkeligt, at han helt undlader at forholde sig til den eventuelle betydning af skandalen i 2012 på Aarhus Universitetshospital, hvor læger på hospitalet havde vurderet, at en ung pige, Carina Melchior, der var hårdt kvæstet efter en trafikulykke, ville ende som hjernedød. I stedet overlevede hun, og senere re-analyser udført både på Aarhus Universitetshospital og på Rigshospitalet af scanningsbilleder af hendes hjerne viste, at der ikke på noget tidspunkt havde været belæg for at tro, at pigens hjerne var på vej til at dø. Et forløb som blev skildret fra start til slut for en gysende befolkning i dokumentarprogrammet Pigen der ikke ville dø, og som givetvis fortsat spiller en rolle for mange danskeres tillid til hjernedødskriteriet og dermed også organdonation. 

Tilsvarende er det også en svaghed ved bogen, at forfatteren slet ikke berører, hvorvidt den danske model måske i virkeligheden fører til et tilstrækkeligt antal organer, og at manglen måske i nok så høj grad skyldes, at hospitalerne ikke er gearede til at høste og distribuere dem i tide.

  • I 2018 døde kun 2.537 på en intensivafdeling. 259 af dem var potentielle organdonorer, og 80 blev i sidste ende organdonorer ifølge Dansk Center for Organdonation 2019.
  • I Danmark er der to forskellige dødskriterier. Det ene er hjernedødskriteriet, mens det andet er hjertedødskriteriet. Begge kriterier findes i dansk lovgivning, hvor Sundhedsloven i §176 foreskriver at ”en persons død kan konstateres ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion”
  • Frem til 1990 til 2019 havde vi i Danmark kun hjertedødskriteriet, og det betød i realiteten, at sundhedsvæsnet kun kunne udføre nyretransplantationer. Grunden til det er, at de øvrige organer tager skade, når en persons hjerte holder op med at slå.
  • Fra 1990 til 2019 var praksis i Danmark, at organer til organtransplantation kun blev udtaget fra hjernedøde, selvom Sundhedsloven også tillader, at organer udtages fra hjertedøde. Folketinget har i 2019 indført, at Danmark fremover også vil anvende organer fra dem, der erklæres hjertedøde. Og da en del af patienter hjertedør, før de hjernedør, kan en praksis med organdonation efter hjertedød derfor udvide antallet af donorer.
  • Ser man på antallet af danskere i donorregistret, er der tale om en markant stigning over tid. I alt har 1.146.347 danskere pr. 1. april 2020 registreret deres holdning til organdonation mod kun 300.000 i 2006. At Danmarks donationsmodel baserer sig på aktivt tilvalg betyder, at man i udgangspunktet aktivt skal udtrykke ønske om at donere for at blive betragtet som donor. Man kan registrere et ønske om at donere alle organer (fuld tilladelse) eller nogle organer (delvis tilladelse).Man kan også registrere, at man ikke ønsker sine organer anvendt til transplantation (forbud). Endelig er det muligt at samtykke på betingelse af, at familien også samtykker, og man kan registrere, at man ikke har taget stilling. Man kan samtykke ved enten at lade sig registrere i donorregistret, udfylde et donorkort, give anden skriftlig tilladelse eller ved mundtligt at meddele det til sine pårørende.

 

  • Organdonation – og behovet for en ny model
  • Andreas Albertsen
  • Aarhus Universitetsforlag
  • udkommer d. 3. september
  • Pris: 200 kr.