| | | | | |
 


Søren Ventegodt skriver skamstøtte over sig selv

 
 
 
 
 

BØGER: Coronavirus er blot en forkølelse, som medicinalindustrien, WHO og verdens regeringer har pustet op til at ligne et livsfarligt monster ved hjælp af en snedig drejebog, lyder det i ny video og bog forfattet af lægen Søren Ventegodt, der hævder, at COVID-19 er massehysteri.

”Corona er forkølelser og slet ikke farlig. COVID-19 er bare den almindelige årlige mutation af Corona, som vi har haft hver år i mange år. Vi er derfor helt og aldeles immune over for corona. Vi bliver ikke syge, når vi bliver smittet. Vi får ingen symptomer. Vi smitter andre, der heller ikke får symptomer. Og meget hurtigt er alle smittede og immune, både over for den aktuelle virus og over for den næste mutation af samme virus, der rammer os om 6-12 måneder, uden at det gør noget som helst.”

Sådan skriver Søren Ventegodt i sin bog "Corona-overleverens Håndbog", som består af 286 siders forsøg på at overtale læseren til at forstå, at COVID-19 er et stort fupnummer organiseret af verdenssundhedsorganisationen WHO på vegne af medicinalindustriens ønsker om at skabe et globalt marked for - ifølge Ventegodt - helt unødvendige og desuden også virkningsløse tests, apparaturer, mediciner og vacciner.

Søren Ventegodt, der mistede sin lægeautorisation i 2005 efter anklager for at have begået seksuelle overgreb mod kvinder under behandlinger med vaginal massage, men som alligevel fik ret til autorisation igen af Landsretten i år, ser nu konspirationer overalt i de nationale og internationale sundhedsystemer, som han mener har planlagt og skabt COVID-19 pandemien ved hjælp af en nøje orkestreret drejebog, som bevidst gør hvidt til sort:

”Vi har fået indtryk af at en dødbringende pandemi har rullet over planeten. Samtidig har alle de store medier købt ind i fortællingen og har bragt forfærdelige historier med frygtelige billeder, som har overbevist verden om at der var en dødbringende pandemi. Men det var der ikke. I kapitlet med medie kritik vil du se at historierne er fabrikerede; det er historier på Ekstra Blads niveau, hvor der ikke er hold i noget af det, men hvor alting præsenteres som den endelige og skinbarlige sandhed. Det som er overraskende ved Corona pandemien er at selv medier som normalt forholder sig seriøst og kritisk, som de store aviser, DR og så videre, hopper med på den. Det er helt ufatteligt for mig at selv Dronningen, der burde være fornuftens stemme i en tid med manipulation og vanvid, er gået på TV og har medvirket til at piske en stemning op og få folket til at købe ind i illusionen om den farlige COVID-19 virus. Politiet, sundhedsstyrelsen, alle læger osv. har samstemmende sunget sangen om den farlige virus”, skriver han og fastslår:

”Vi har oplevet en vildledning, som vi aldrig har set magen til. Hele verden er blevet ført bag lyset af WHO, der samarbejder tæt med medicinalindustrien – alt for tæt, så tæt at det igen og igen er blevet kaldt korruption.”

Når det angiveligt er lykkedes WHO at iværksætte dette store corona-blufnummer på vegne af industrien skyldes det ifølge Søren Ventegodt, at politikerne er svage, magtsyge og korrupte, og at sundhedsstyrelser og læger er politisk inficerede og bange for at blive fyrede - trods den ifølge ham udbredte solide, videnskabelige evidens for, at corona er helt uskadelig:

”Husk, at protesten mod det, der sker overalt i verden under Corona COVID-19 pandemien, ikke kommer fra et par skøre forskere, men fra en meget betydelig del af det videnskabelige samfund. Mange flere kunne råbe op, men tør ikke. Som vi skal se, kan det, selv i vores moderne demokrati, nemt koste dig dit job, hvis du taler imod politikerne,” skriver Ventegodt, som derfor nu har følt sig tvunget til forsøge at redde Europas befolkninger fra blandt andet unødig sygeliggørelse, angst, mundbind, lock-downs og indgreb i frihedsrettighederne.

”Jeg forstod, at kun en person der kendte systemet indefra, kunne forstå og forklare det som skete. En fuldstændig ufarlig og uskadelig virus får rollen som superskurk, så sorte interesser kan få frit spil,” erklærer Søren Ventegodt, der desuden også har stiftet en ny organisation, OOC – Organisationen til Oplysning om Corona COVID-19, som han oplyser har til formål: ’at finde den videnskabelige sandhed om COVID-19 og få denne ud til befolkningen samt ’ganske enkelt rydde op og bruge lejligheden til at synliggøre, hvordan medicinalindustrien bruger WHO som markedsføringsplatform’. 

Men nystiftede OOC, som Ventegodt også er formand for, skal ikke kun informere danskere, tyskere, englændere, portugisere, franskmænd, svenskere og spaniere. Organisationen har også stævnet den danske regering for grundlovsstridig unødigt forbud mod forsamlinger og udbedt statsminister Mette Frederiksen om at fremlægge dokumentation for, at corona er farlig. Ligesom at OOC opfordrer borgere til også at anlægge egne sager mod regeringen. Retssager som Søren Ventegodt lover at støtte praktisk og økonomisk ifølge TV-programmet "Ny forening stævner Statsministeren", udsendt på netkanalen, DKDOX.TV.

”Vi betaler også, hvis man taber sin sag”, lover Ventegodt i programmet, hvori han ligesom i sin bog bortforklarer de globale sundhedsvæsners rapporteringer om sygdom og død på grund af COVID-19 som ren og skær manipulation fra ende til anden orkestreret af WHO og skruppelløse læger og medier.

Ventegodts manipulation

Men hvis der er nogen, som manipulerer med fakta, så er det Søren Ventegodt, der kalder COVID-19 for ti gange mindre farlig end en almindelig influenza. De mange døde i de norditalienske kapeller forklarer han som resultat af en ophobning af døde af andre grunde i et forarmet italiensk sundhedsvæsen, de mange kølebiler med COVID-lig i New York erklærer han for et falsum, og om de mange overlevende patienter, som har berettet om hårde sygdomsforløb, fremfører han, at de er ofre for propaganda, og at deres symptomer, og hele sygdomsforløb derfor er indbildning.

”Disse mennesker er overdrevent opmærksomme på alle deres symptomer, hvilket gør symptomerne væsentligt stærkere. Frygten og desorienteringen ses som et resultat af infektionen, men kommer i virkeligheden fra sindet som en reaktion på den situation, at patienten tror at have fået en dødelig, viral infektion. Til sidstnævnte gruppe hører de mennesker, som er alt for villige til at følge deres læges forslag om behandling og hospitalisering. Der er endda en gruppe mennesker, også yngre mennesker, der insisterer på at blive indlagt på intensivafdelingen, i det lille håb, at de herved kan overleve denne forfærdelige, dødbringende COVID-19 infektion, som de allerede har hørt så meget skrækkeligt om og nu sørgeligt selv har pådraget sig.” 

Gal mands værk?

Søren Ventegodts hån og gøren nar af alvorligt syge mennesker er i sig selv usympatisk. Men hvorvidt "Corona-overleverens Håndbog" er en gal mands værk, et selvbestaltet genis narcissistiske trang til opmærksomhed eller eventuelt blot et nyt og måske meget givtigt internationalt forretningsområde er svært at afkode. Nogen med beføjelser burde se hans projekt-økonomi grundigt efter i sømmene.

Men uanset Søren Ventegodts drivkraft, så har han med såvel bogen som med TV-programmet - om hvilket det eneste pæne, man kan sige, er, at det tager kortere tid end at læse bogen - rejst den endelige og definitive skamstøtte over sig selv. Han burde endnu engang fratages sin ret til autorisation for sin massivt misinformerende infodemic, som ikke vil kunne undgå at komme til at koste liv, når hans disciple dropper alle forsigtighedsregler, smitter andre og i øvrigt selv kommer for sent til lægen, når de er blevet smittede og syge, for som han skriver:

”Hvis du mener, du har en dødelig infektion, og alle, herunder din egen læge og hospitalet bekræfter dig i opfattelsen, er det kun naturligt, at du føler dig dårligt tilpas. Og hvis du har det dårligt på hospitalet, ja, så bliver du behandlet. Både indlæggelse, medicin og respiratorer kan give infektioner, bivirkninger og øge dødeligheden. På den måde har verden bekræftet sig selv i illusionen om en dødelig pandemi, der til at begynde med simpelthen ikke eksisterer,” skriver Ventegodt, der således har begået en bog, som ikke kan undgå at få én til for et kort øjeblik at genoverveje indførelse af statslig censur på nettet og offentlig bogbrænding.

Corona overleverens Håndborg.

Er udkommet på Søren Ventegodt og Livskvalitetsforlaget og er produceret for OOC – Organisationen til Oplysning om Corona.