| | | | | |
 

Mangler du læsestof i sommerferien? Her er 5 gode bud

BØGER: Mangler du lecture til sommerferien? Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt de fem bedste bøger på sundhedsområdet fra foråret 2020.

Ung læge disrupter lægevidenskaben og redder sig selv fra døden

 
 
 
 
 

En ung læges bog om sin vilde jagt på at finde en kur mod sin egen dødelige sygdom er også fortællingen om, hvordan lægevidenskaben kan disrupte sig selv og finde frem til brug af allerede eksisterende lægemidler mod sjældne og endnu ellers ikke-behandelige sygdomme. I dag får år efter han fandt sin egen kur, er han en af verdens førende forskere i sjældne sygdomme og var senest hovedtaler på den internationale virtuelle konference, ASCO 

Da den dengang kun 25 år gamle, medicinstuderende, amerikanske David Fajgenbaum i juli 2010 pludselig blev overmandet af en overvældende træthed, fulgt af bevidstløshed og senere organsvigt, forstod ingen, hvad han fejlede. Men han overlevede mirakuløst, selv efter at præsten havde været der med sin sidste bøn for ham. Den unge studerende forlod hospitalet uden diagnose, men med ønsker fra sin forbløffede læge om, at den ukendte sygdom aldrig kom igen.

Men sygdommen vendte tilbage nogle måneder senere, og igen overlevede David Fajgenbaum. Denne gang dog nu udskrevet med diagnosen ideopatisk, multicentrisk Castlemans sygdom, som er en sygdom i lymfesystemet, der medfører, at celler i lymfeknuderne begynder at vokse abnormt og danner godartede svulster. Sygdommen, der opfører sig som en blanding af cancer og en autoimmunforstyrrelse, kan forsøges behandlet med præparatet Sylvant, men det virker ikke for alle, og et flertal dør indenfor højst fem år. Det fortæller David Fajgenbaum om i sin mere end fremragende medicinske thriller af en bog "Chasing my Cure".

Og heller ingen behandlinger hjalp tilsyneladende David Fajgenbaum, der efter yderligere fem tilbagefald, blodpropper i hjernen, en stor blødning i øjet, endnu flere krisesituationer med organsvigt, gentagne gange i koma samt behandlingsforløb med såvel Sylvant, stærk kemoterapi og steroider, måtte sande, at ingen af selv de bedste læger i hele verden kunne gøre noget for ham, og at han var døende inden for kort tid.

Men David Fajgenbaum var på ingen måder parat til at kaste håndklædet i ringen og dø.

Allerede mens han røg ind og ud af hospitaler og gennemgik stort set forgæves behandlinger hos nogle af verdens førende, men få eksperter i Castlemans sygdom, var han begyndt at forske i mulige terapier mod sin egen sygdom samtidigt med, at han gjorde sin uddannelse til læge færdig på University of Pennsylvania Medical School, tog en MBA på Wharton School i økonomi og en BS fra Georgetown University med højeste udmærkelser. Det hele oveni den MSc fra University of Oxford, som han tog som medicinstuderende på under et år, inden han blev syg.

Men det var først, da han endeligt opgav håbet om, at hans dygtige kolleger kunne redde ham, at han for alvor satte sig for at gøre det selv og udnytte sine egne intellektuelle ressourcer:

”Min historie er også en historie om, hvordan jeg kom til at forstå, at håb ikke kan være et passivt koncept. Det er et valg og en styrke; at håbe på noget kræver mere end blot at kaste et ønske ud i universet og vente på, at det sker. Håb skal inspirere til handling. Og når det inspirerer til handling i videnskab og medicin, så kan håbet blive til en virkelighed, som rækker langt ud over de vildeste drømme,” skriver Fajgenbaum, som i januar 2014 fandt frem til det middel, som har holdt ham fri af sygdom siden, nemlig præparatet Sirolimus, som ellers typisk udskrives til nyretransplanterede patienter.

David Fajgenbaum, der er en intellektuel hvirvelvind, gør detaljeret rede for metodevalg og strategier i sin videnskabelige jagt på en livreddende kur, som fortsat virker på 6. år uden tilbagefald, og han har nu viet sit liv til på tilsvarende vis at disrupte forskningen i mange andre sjældne sygdomme uden behandlingsmuligheder. Castlemans sygdom vil han have fundet kuren for inden 2025. Både for at kunne redde sig selv igen, hvis hans off-label behandling holder op med at virke, og for at redde andre.

”Vidende at jeg gør alt, hvad der er mig menneskeligt muligt for at løse den her sygdoms mysterier, inden jeg får tilbagefald, hjælper mig til at bekymre mig mindre om, når – eller tør jeg sige hvis – at det sker igen. Jeg vil ikke have nogen fortrydelser, for jeg vil vide, at jeg har kæmpet med alt, hvad jeg har i mig. Og jeg vil have nydt hvert øjeblik af denne jagt på håb og liv.”

Fajgenbaum retter en skarp kritik af den medicinske forskningsverdens svagheder i form af, hvad han opfatter som blandt andet manglende samarbejder, for mange gentagelser af forskningsforsøg, som man dybest set godt ved fra start ikke fører noget afgørende positivt nyt med sig, samt en manglende interesse i at finde ud af at udnytte de mediciner, som allerede er godkendte til andre sygdomme, end de oprindeligt er godkendte til.

Om sit fag siger han blandt andet: ”Sandheden er, at ingen ved alting, men det er ikke problemet. Problemet er, at i forhold til nogle ting, så er der ingen, som ved noget som helst, intet bliver gjort for at forandre dette, og nogle gange kan den medicinske videnskab helt direkte sagt være forkert”.

David Fajgenbaum, der i dag også er stærkt engageret i at finde en kur mod CoVid-19, er leder og administrerende direktør for et internationalt netværk, Castleman Disease Collaborative Network, sidder som yngste medlem nogensinde i fakultetsledelsen af University of Pennsylvania Medical School, hvor han også er assisterende professor i medicin og genetik, er leder af Center for Study & treatment of Castleman og inflammatory lymphadenopathies (CSTL) og chef ved Patient Impact of the Pennsylvania Orphan Disease Center.

David Fajgenbaum: "Chasing my Cure", 260 kroner

 

Knivskarp og brutalt klar bog om brystkræft er et lille litterært mesterværk

 
 
 
 
 

Ugen efter, at den prisbelønnede forfatter og poet Anne Boyer var fyldt 41 år, fik hun konstateret den særligt aggressive type triple-3-negative brystkræft.

Det har hun skrevet en uforglemmelig og vanvittig barsk bog om, som blandt andet én gang for alle forsøger at afsløre den lyserøde sløjfe som et stort umoralsk, kommercielt bedrag af kvinder.

Da amerikanske Anne Boyer, der er enlig mor, deltidsansat lektor i kunst og litteratur og forfatter til flere tidligere bøger, fik sin diagnose, var der ikke meget håb for hende at hente hos onkologerne. Men efter neoadjuverende kemoterap (kemoterapi før operation), fjernelse af begge bryster, stråleterapi og endnu en omgang kemobehandling efter operation, er hun i dag erklæret rask.

Men vejen frem til ikke mere at være døende, men en overlever, har været fysisk lemlæstende i form af ødelagte nerveforbindelser, hjerte og skader på hjernen. Selv er hun afklaret hermed, for hun valgte bevidst sin behandling trods lægers advarsler om, at hun kunne dø enten undervejs før tid eller netop blive ramt af meget alvorlige bivirkninger og senfølgevirkninger. Men hun er vred over, at mange andre kvinder ikke oplyses udførligt om senfølgeskader og efter afsluttet behandling efterlades tilbage usikre på, om det hele var prisen værd, når hverdagene er blevet smertefulde og udmattende.

I det hele taget er hun ret så vred over mange af de nye opdagelser, som hun har gjort gennem sin rejse som cancerpatient. Hun er rasende over, at amerikanske forsikringsselskaber har fået gennemført, at dobbelte mastektomier (fjernelse af begge bryster) udføres som dagkirurgi. Og hun er i særlig grad rasende på den lukrative lyserøde sløjfe og markedsdrevne kræftorganisationer, som bruger sløjfen til indsamling af penge, som hun mener sjældent kommer kvinder til gode. Indsamlinger og kampagner, som hun anklager for at hylde de stærke og seje overlevere som om, at det er et neoliberalt spørgsmål om at have en positiv attitude og ikke kræftens biologi, der bestemmer udfald af behandlinger.

Og hun er oprørt over, hvor dårligt stillet, man er som enlig forsørger i et forsikrings- og sundhedsvæsen, som forudsætter, at man både har én til at pleje og støtte sig 24/7 samtidigt med, at man er nødt til at gå på arbejde og lade som ingenting, hvis man har været syg i mere end seks måneder.

Men Anne Boyer er ikke kun vred på sit køns vegne over de amerikanske forhold for middel- og underklassens kvinder med brystkræft. Hun er også en diamantskarp analytiker af kvinders litteratur om livstruende sygdom og ikke mindst af sin samtid. Kombineret med at hun er en hæsblæsende eminent skribent, som bryder, mikser og blander de gængse litterære normer for henholdsvis erindringer, digte og journalistisk rapportering i en ekstraordinær vellykket fortløbende blanding.

Anne Boyers er køligt dissekerende, hendes intellekt dialektisk, hendes pen klinisk skarp, hendes sind poetisk, hendes væsen humoristisk, og som medicinsk memoirer er "The undying" langt, langt over gennemsnit i sin nærmest brutale klarhed og sit helt usentimentale vidnesbyrd om, hvordan en brystkræftdiagnose kan påvirke én selv, men også omgivelserne. Især når man som hun er så uheldig at have fået en af de aggressive former, hvor alle kanoner skal sættes i stilling, hvis man skal have en chance.  

Ifølge Boyer er cancerland en verden, hvor compliance bliver belønnet, men hvor kritiske spørgsmål og andre meninger er uvelkomne. Især fra kvinder mener Boyer, der har skrevet en memoir, som også gør op med de gængse medicinske memoirs, idet hun sjældent lader læseren komme tæt på sig og aldrig er privat. Hun vil ikke have læserens medlidenhed eller bare medfølelse. Hun bruger i stedet sin egen historie som udgangspunkt til at få os til at se ud på verden, og "The Undying" er et imponerende værk, som kan provokere. Men som også i sjælden grad vil berige, hvis man vil vide, hvordan en yngre kræftramt kvinde kan opfatte ikke bare sin dødelighed og så alligevel ikke snart kommende død, men også smerte, sygdom, sårbarhed, medicin, kunst, litteratur, tid, drømme, data og udmattelse i lyset af cancerbehandling i et moderne vestligt samfund.

Anne Boyer: The Undying, 334 kroner

 

Journalist om at få hjernesvulst: Har den gjort mig til et dumt svin? Jeg ved det ikke

 
 
 
 
 

Da han begyndte at forandre sig til næsten ukendelighed, var han den eneste, der ikke opdagede det, selvom han var træt, havde svært ved at orientere sig og i øvrigt ikke altid var synderlig hensynsfuld.

Først da han begyndte at miste dele af sit syn og hans kone forlanger, at han går til lægen, bliver det klart, at han har en svulst i frontallappen på størrelse med en mandarin.

”Hvornår viste de første tegn sig? Hvilke tegn er det, jeg skal lede efter, når jeg forsøger at forstå, hvordan det begyndte? Det har jo ikke gjort ondt i traditionel forstand, som hvis man har hovedpine eller brækket armen. Det har nærmere føltes som træthed, mangel på overblik og en generel følelse af at være til stede i livet på en anden måde end hidtil. Har jeg været kort for hovedet, lunefuld, utålmodig og unødigt sarkastisk? Pia siger, at jeg begyndte at forandre mig, ikke til ukendelighed, men næsten. Hun ved ikke præcis, hvornår det begyndte. Men ingen sagde noget til mig, ingen andre end Pia. Måske troede de bare, at jeg var i midtvejskrise, eller opførte mig som den boheme, jeg på en måde også var i mediebilledet? Når tumoren sidder i frontallapperne, hvor personligheden bor, har den gjort noget ved min måde at være på. Men hvad?” spørger kulturjournalist Niels Frid-Nilsen i sin bog "I en tynd tråd – om at leve med alvorlig sygdom". 

Niels Frid-Nilsen tumler i det hele taget – både før og efter en vellykket operation på Rigshospitalet – ofte med at forstå, hvem han selv er blevet efter svulstens hærgen. Rørende og ganske modige refleksioner, som er relevante ikke kun for patienter, som rammes af et meningeom, men også for patienter med andre typer for hjerneskadende sygdom – samt ikke mindst for pårørende:

”Pia og jeg gennemgår igen og igen, hvad der skete op til indlæggelse og operation. Jeg kan ikke få styr på rækkefølgen af de accelererende begivenheder, der har efterladt mig her i en hospitalsseng. Jeg spørger mig selv hver dag: Er der sket noget med min hjerne? Har den lidt skade? Har tumoren ikke bare taget min lugtesans, men også dele af min personlighed? Har den gjort mig til et dumt svin uden empati og indlevelse i andre mennesker? Jeg ved det ikke. Personlighedsforandringer er svære at håndtere, når de sker, uden at man selv ved af det. At jeg har forandret mig, uden at jeg selv opfattede det, gør mig utryg, for kan det så ske igen? Og hvad var det egentlig, der skete, da der skete nogle personlighedsforandringer? ”

Niels Frid-Nielsens beretning er på mange måder en succes-historie midt i alle sygdommens lidelser. Han mødes af et både hurtigt, menneskeligt og kompetent sundhedsvæsen, og han mister hverken sin kone eller sit arbejde i den svære tid inden diagnose og efter en barsk operation og udfordrende rekonvalescens periode. Det er ikke altid, at succes fører til større taknemmelighed, ydmyghed og større medfølelse overfor sine omgivelser. Men det har sygdomsforløbet tilsyneladende gjort for Niels Frid-Nilsen, og det er en stor del af bogens styrke, for det er ikke bare en beretning om en enkelt mands sygdom, behandling, tilbagefald og igen behandling. Han vil nemlig noget mere end bare svælge i sig selv, sin ulykke og sine held undervejs. Blandt andet vil han have os til at se på syge mennesker med større forståelse, næstekærlighed og medmenneskelighed:  

”Samværet med de andre åbner mine øjne for et særligt fællesskab blandt patienter: Sengeliggende, i hospitalstøj og uden efternavn møder jeg en verden af alvorligt syge, som på hver deres måde forsøger at overleve. Uden professionel identitet at klynge os til, pillet ned til det essentielle, mødes vi på hospitalsgangene i det, der for mange af os er vores livs værste udfordring. Her møder jeg en åbenhed, medmenneskelighed og omsorg, der rører mig dybt,” skriver han.

Niels Frid-Nielsen lægger således heller ikke spor skjul på, at han i den grad kender bagsiderne af sin tilsyneladende succeshistorie i form af tvivl, angst, usikkerhed, identitetsforvirring og ikke mindst en uvished om, hvor det hele vil ende:

” Min sygdomshistorie handler ikke om at tabe eller vinde, men om at klare mig igennem og se livet i øjnene. Der er noget andet ved al den snak om at tabe eller vinde over sygdom, der generer mig. Det ligger i meningen med metaforen, at når bare man er gjort af det rette stof, så klarer man den nok også. Men det er jo langtfra sikkert. Der er ikke altid nogen retfærdighed, når det gælder sygdom. Man kan meget nemt komme til at tro, at hvis bare man husker at spise sundt, motionere og holde sig fra alkohol og nikotin, så venter noget nær det evige liv. Men det passer jo ikke. ”

I en tynd tråd er en tænksom, klog og sympatisk og til tider direkte rørende bog, skrevet af en mand, der tydeligvist selv forsøger at leve op til den form for næstekærlighed og omsorg, som han efterlyser hos andre. Og som han også mener i højere grad skal tydeliggøres og implementeres i sundhedsvæsnets rammer i en forståelse af: ’At patienter nemlig er rigtige, levende mennesker, og derfor ikke bør reduceres til kun at være patienter i hænderne på professionelle’.

” Det betyder, at hospitaler og behandlingssteder skal indrettes efter menneskelige behov for natur, kultur og samvær. ” skriver Niels Frid- Nielsen og tilføjer:

”Tiden er inde til at gøre ophold på hospital til en oplevelse for det hele menneske og dets familie og venner”.

Niels Frid-Nielsen: I en tynd tråd – om at leve med alvorlig sygdom, Forlag: Gyldendal, pris: 249 kr

 

 

I nær fremtid kan de fleste sygdomme behandles uden en læge

 
 
 
 
 

Fremtiden ser lys ud, hvis man er patient eller bange for at blive det, for om lidt kan ethvert kig på uret og enhver tur på tønden sige mere om egen sundhed end nogen læge, lyder det fra to praktiserende læger i ny, modig bog om fremtidens lægerolle i især almen praksis.

”Teknologier som algoritmer, kunstig intelligens og sensorer er godt i gang med igen at revolutionere lægevidenskaben. For ligesom stetoskopet markerede en ny måde at tænke lægevidenskab på, kan disse teknologier også meget vel bringe helt nye perspektiver med sig. Ja, de kan komme til at påvirke hele vores syn på diagnoser og behandling. Samt ikke mindst forholdet mellem læge og patient,” skriver lægerne Michael Hejmadi og Andreas Pihl i deres bog, "Doktor Hansen har set sin sidste patient", hvori de blandt spørger:  

”I nær fremtid kan de fleste sygdomme behandles uden en læge. Så hvad skal vi egentlig med dem, lægerne? Om lidt kan patienterne klare sig selv med hjælp fra teknologi. De gider os ikke, vi selvovervurderende læger, der stadig tror, vi er Guds udsendte, skriver de to læger Michael Hejmadi og Andreas Pihl i deres netop udkomne bog, "Doktor Hansen har set sin sidste patient”.

Michael Hejmadi og Andreas Pihl roser lægefagligheden i almen praksis i høje toner: ”Verdens bedste,” kalder de sågar det daglige arbejde, som foregår her. Men ikke desto mindre mener de, at såvel almen praksis som fremtidens sundhedsvæsen bliver stillet overfor nye og kæmpe krav i kraft af, at der er flere patienter om færre ressourcer, nye teknologier og anderledes patientbehov, mener de:

”Hvis man er læge, ser fremtiden anderledes dyster ud. Ligesom nutiden i øvrigt gør det. Sundhedsvæsenet er presset. Allerede nu er der færre læger, flere sygdomme, og medicinen bliver dyrere. Vores system er godt på vej til at bryde sammen. Der er mange ting, der skal afklares i forhold til fremtidens sundhedsvæsen. Sådan er det, når det, vi i virkeligheden taler for, er en teknologisk og kulturel omvæltning af vores nuværende system,” skriver de.

Men én af en række forudsætninger for, at praktiserende læger og deres patienter kan komme tørskoede ind i den digitaliserede fremtid, er ifølge forfatterne, at både regionerne, de praktiserende læger og patienterne gør op med deres nostalgiske drømme om gode gamle Doktor Hansen, som havde tid og nærvær i rigelige mængder. Dengang hvor ingen skærme adskilte ham og patienten. Han var bare et menneske, som mødte et andet menneske.

”Doktor Hansen – Ove Sprogøes legendariske læge fra vores alle sammens Matador – er stadig den dag i dag de flestes forestilling om en rigtig læge. Denne noble og ordentlige mand. Han havde ingen kone og dermed masser af kærlighed tilovers til sine medmennesker. Han var en fast del af lokalsamfundet – en person man kendte uden for lægehuset – og han havde ingen skyggesider. Han var et etisk pragteksemplar. Og det lyder da godt. Dejligt med al den nærhed, omsorg og troværdighed. Men den fulde sandhed er, at gamle dage ikke var så gode endda. Doktor Hansen og hans virkelige kolleger var dårlige læger. I hvert fald hvis man forstår en læge som en, der er i stand til at kurere sygdom,” lyder kritikken fra Michael Hejmadi og Andreas Pihl, der videre skriver om datidens Hansen’er:

”De kunne i virkeligheden ikke stille det store op, når sygdom ramte for alvor. Bl.a. fordi deres værktøjskasse ikke indeholdt meget andet end et stetoskop. Samtidig var Doktor Hansen ikke bare enlig, han var også alene. On his own. Specialister var der ikke mange af, og forbindelsen mellem den praktiserende læge og sygehuset var næsten ikke-eksisterende. Doktor Hansen havde læst tykke bøger, men de indeholdt viden, der typisk var fem-ti år gammel. Samtidig var det næsten umuligt for ham hurtigt at afsøge litteraturen for opdateret viden.”

Det er altså således ifølge forfatterne ikke gode gamle Doktor Hansen, der skal genoplives for at få udviklet sundhed og sundhedsvæsnet. Forfatterne vil have en ny fremtidens Doktor Hansen, som formåer at favne allehånde former for nye teknologier for, at læger på den måde igen kan få tid til at rumme, rådgive og behandle deres patienter i forhold til netop disses forskellige behov.  

Men det er heller ikke digitalisering og teknologificering, som regionerne har implementeret den hidtil, der er løsningen ifølge Michael Hejmadi og Andreas Pihl. De mener, at det nuværende system er et væsen, der ’kører på pumperne, og hvor øje-til-øje kontakter mellem læger og patienter er blevet erstattet af øje-til nakke-kontakter’.

De to læger lægger ikke fingrene imellem i deres kritik af et sundhedsvæsen, som hverken behandler sine ansatte eller sine patienter empatisk, intelligent eller spor hensynsfuldt.

Men kritikken forekommer fair, er retvisende og baseret på bunker af personlig indsigt og erfaring, og Doktor Hansen er heller ikke bare ude på at sætte fingrene på ømme og betændte steder, men forsøger i også at tænde læsernes lyst til at kigge frem og begynde at fundere over, hvordan sundhedsvæsnet skal ændre de måder, hvorpå det anskuer, udvikler og anvender sit personale, sine patienter og de nye teknologiske muligheder på.

For hvorfor er det lige, at patienter altid skal vente, bevæge sig syge til lægen, være alene om deres sygdom mere end 90 procent af tiden, finde sig i, at lægen sidder med ryggen til og ikke har tid at lytte? Og hvorfor forlanges læger at kunne overkomme en konsultation på under 15 minutter, at skulle dokumentere simultant med, at patienten beretter om sine symptomer, at have overblik over et utal af systemer, hjemmesider, fax-maskiner og et kludetæppe af teknologier, som mangler kompatibilitet, eftersom de er udviklet separat uden at være tænkt sammen? spørger de to læger.

Men de miserable forhold kan ændres til det bedre, hævder Doktor Hansens moderne proselytter, Michael Hejmadi og Andreas Pihl, som opfordrer til helt anderledes tænkning.

”Vi skal tænke anderledes, gøre noget anderledes – og gerne radikalt anderledes – hvis vi virkelig vil leve op til at være et sundhedsvæsen. Anderledesheden dækker flere områder: Ny teknologi, nye arbejdsgange, nyt selvbillede – både hos lægen og patienten – nye incitamentsstrukturer og sidst men ikke mindst: nye relationer. Mellem læge og patient. Tidligere havde lægen al magt, men også alt ansvar, fordi det kun var lægen, der for alvor kunne gøre noget ved sygdommen. I dag er det anderledes. Med kroniske sygdomme er det primært patienten (og samfundet), der for alvor kan gøre noget ved problemet. Magtforholdet læge og patient imellem ændrer sig, og med det følger også en ny ansvarsfordeling, hvor patienten umiddelbart får større ansvar for egen sundhed, ”skriver forfatterne, der dog understreger, at det er altafgørende vigtigt, at fremtidens læger er opmærksomme overfor, at patienters større involvering ikke fører til, at den enkelte patient efterlades med al ansvaret.  

Michael Hejmadi, Andreas Pihl samt Frederik Lindhardt: Doktor Hansen har set sin sidste patient, Forlag: Vandkunsten 1, pris: 249 kroner på Saxo.dk 

 

Berømt forfatter retter et hadefuldt, men ypperligt skrevet angreb mod elektrochok

 
 
 
 
 

Elektrochok er til for lægernes skyld, ikke for patienterne, mener den svenske forfatter Linda Boström Knausgård, som i perioden 2013 til 2017 flere gange var tvangsindlagt og blev behandlet med elektrochok på grund af depression, mani og selvmordsforsøg.

Linda Boström Knausgårds fjerde roman "Oktoberbarn" er et rasende opgør mod psykiatere og psykiatrien i almindelighed. Men bogen er især et frontalangreb mod behandlinger med elektrochok (ETC-behandlinger), hvor patienter modtager elektrisk strøm mod hjernen for at skabe en krampe, som har til formål at lindre svære depressioner:

”Jeg var blevet udsat for strøm adskillige gange. Jeg vidste alt om behandlingen. Strømmen som de satte deres lid til. Strømmen som frelste lægerne. Strømmen som uden bivirkninger skulle medføre den lindring som ingen medicin kunne give,” skriver Linda Boström Knausgård, som er vred over, hvad hun opfatter som manglende forudgående information om behandlingerne, som var hurtigere end samtaler:

“Ti minutter en gang om ugen, ingen plads til spørgsmål. De besværlige fik højere strømstyrke. Det vidste alle," skriver hun og fortsætter:

”Først intensivt i en serie af tolv behandlinger. Det var det ord de anvendte. Et ord der neutraliserede deres virksomhed og som skulle mindske frygten for indgrebet. De sagde, at behandlingen var skånsom, at man kunne sammenligne den med at genstarte en computer. De benyttede sig vitterlig af den slags usle billeder. Det var et sprog skabt af dem der tror at man på den måde kan lindre et menneskes lidelse og de var så vant til det at et indgreb blev forvandlet til noget man glemte lige så ubesværet som sin seneste løgn.”

I Danmark modtager knap 2.000 patienter om året ECT- behandlinger mod svær depression. Teknikken er udbredt og accepteret i blandt andet Danmark og Sverige, men meget kontroversiel i visse andre lande. Forskerne er især uenige om omfanget af mulige bivirkninger, og behandlingsformen er fortsat genstand for debat. Blandt andet efter den amerikanske film Gøgereden fra 1975, hvor patienten Randle Patrick McMurphy, spillet af Jack Nicholson, får elektrochok som straf af den psykiatriske oversygeplejerske, den sadistiske Mildred Ratched, og hvori det psykiatriske system skildres som rå overmagt overfor ulykkelige eller antiautoritære mennesker.

Og Linda Boström Knausgård lader ikke Gøgereden noget tilbage at høre. Hendes kritik er her 45 år senere nærmest endnu voldsommere. Navnet Gøgereden er blot skiftet ud med ’Fabrikken” som sætter strøm til plagede menneskehjerner på samlebånd, og hun anklager psykiaterne for at udvise ligegyldighed overfor menneskelig lidelse og mener de har en skruppelløs trang til karriere på bekostning af patienters svaghed:

”De foretog tyve indgreb om dagen. Disse samlebånds-arrangementer var kronen på værket i en business uden tilsyn. Her hærgede man frit og man kunne altid forklare en afhopning med at han eller hun ikke reagerede på behandlingen. I de tilfælde talte man i stedet stolt om resultaterne. De udelukkede enhver sprække af kontakt med den virkelige verden. De var så bange for at blive undersøgt at de gav patienten skylden for alt. Hun var uhåndterlig. Han var allerede alt for fremskreden. Hun var desperat. Den gamle kvinde var kroniker og hørte til i en anden tid, hvor hun fredfyldt kunne leve sammen med andre […] Tre timers udgang i parken og en sygeplejerskes hænder som aldrig klandrede hende noget. Den tid var forbi og ingen ville have en kroniker på sin afdeling. Alle ville fremvise resultater og resultaterne fik man ved hjælp af den så populære elektrochokbehandling, der var svaret på hvert individs plager. ”

Linda Boström Knausgård har siden sin pure ungdom lidt af skiftende depressioner og manier, har diagnosen bipolar og har været indlagt på en række psykiatriske afdelinger forskellige steder i Sverige gennem årene. Forlaget kalder hendes bog for en roman, men bogens eneste optrædende personer - bortset fra sundhedspersoner og andre patienter – består af hendes forældre, den tidligere ægtemand, den verdensberømte svenske forfatter Karl Ove Knausgård og deres fire fælles børn, der alle lever i virkeligheden, samt hende selv, for hvem det største problem angiveligt er ETC-behandlingerne, som ødelægger hendes hukommelse og identitet som forfatter.

Selv beskriver hun sin psykiske tilstand sådan:

“Jeg havde en svaghed indeni og overalt i mit væsen som gjorde, at jeg opholdt mig en del på dette sted (psykiatrisk lukket afdeling, red.)"

Og det er denne 'svaghed', som hun mener, at det psykiatriske system lukrerer på uden hensyn til sine svage ofre:

”Nu ved jeg, vi anvender det til de svageste mennesker. De mennesker der ikke kan forsvare sig. De forskere, der er imod behandlingen med elektrochok, mener, at euforien i virkeligheden er et symptom på hjerneskade. Det bestrides af andre forskere. Det er en slagmark, hvor strømmen står som den klare sejrherre. I hvert fald på den del af jorden hvor jeg befandt mig. Nedbrydes hjernecellerne, som mange siger, eller gendannes de i virkeligheden hurtigere som andre siger? Den maniske hjernes celler fornys i en rasende fart og er særlig følsomme over for strøm. Det ved de sataner. Neurologer taler både for og imod og ingen ved hvordan den enkelte bliver ramt. De mest kritiske beskriver behandlingen med elektrochok som en neurologisk katastrofe. Der står striden. Alle er derimod enige om at hukommelsen påvirkes kraftigt. Alle. Det vidste jeg ikke dengang. ”

Linda Boström Knausgård er tydeligvist et dybt plaget menneske, for hvem livet altid har været mere end almindeligt tungt at bære. Og hvor svær en byrde det kan være at skulle indgå i en familie og tætte relationer, beskriver hun uhyggeligt godt i alle sine facetter.

"Oktoberbarn" er så fjernt fra at være feel-good-litteratur, som noget litterært værk kan være. Den er tung, trist og sørgelig fra begyndelsen til slutningen, hvor hun lige er blevet udskrevet til et hus, som hun har købt, men dårligt kan huske. Et hus hvor hun skal modtage sine fire børn næste dag. Børn for hvem hun nu føler et ansvar for, som hun på smertelig vis ikke har kunnet løfte i årevis. Og børn hvis værelser er nymøblerede, men hvor hun ikke aner, hvor møblerne kommer fra. Om sin manglende hukommelse skriver hun:

” Minder havde lav status på fabrikken. De ville hellere give dig fire uger med strøm, end at du skulle vakle rundt på afdelingen i månedsvis. Det var en berusende følelse for dem der arbejdede med menneskets yderkanter endelig at kunne fremvise resultater og dermed blive budt ind i det bedre selskab.”

At det faktum, at Linda Boström Knausgård overhovedet er i stand til at blive udskrevet og således måske også i stand til at tage sig af de børn, som hun nu brændende ønsker at være til stede for, måske netop skyldes hendes overståede behandlinger, indgår ikke på noget tidspunkt i hendes overvejelser. Ligesom hun heller ikke forholder sig til, at hun ikke mere er stærkt suicidal, aggressiv og decideret voldelig overfor sine omgivelser. Hun er fortsat overbevist om, at elektrochok alene er skadelige og bør forbydes:

“Lægerne der fortæller dig at behandlingen virker, men at de ikke ved præcis hvorfor. De henviser til den umiddelbare lindring hos patienten. Den der ligner eufori og tolkes som at patienten er i bedring. Hvis det var så skidegodt med strøm hvorfor er elektrochok så forbudt i mange lande? I flere delstater i USA, i Holland og Tyskland bruger man nærmest ikke elektrochok, i Italien er det forbudt. Der vil jeg flytte hen, der er jeg måske endelig i sikkerhed. Det er i Norden og i de angelsaksiske lande man lovpriser behandlingen. De fundamentalt forskellige måder at betragte et menneske på,” skriver Linda Boström Knausgård, som uanset sit polemiske sind og sin massivt manglende afstand til sig selv og sin situation er værd at læse i kraft af, at hun skriver så fuldstændig vanvittigt godt om, hvad der foregår inde i et menneske, der som hun lever - om ikke hele så i hvert fald store dele af sit liv - i skærsilden. Mange af os kan givetvis lære noget af Linda Boström Knausgård om, hvordan det kan opleves at være borderline. Men behageligt er det ikke. Om sine depressioner forklarer hun for eksempel:

”Depressionens sløve mørke, dens intet og dens vågne død, det er den der venter på mig, når jeg synker endnu dybere. Der hvor der ingen ord er, ingen samvittighed, blot den sløve morgen, middag, aften og angsten der omslutter hver celle. / Hver morgen når du vågner og skrækken når det til sidst går op for dig med hver en del af dig og hver tanke. Du er vågen.”

Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn, forlag: Lindhart og Ringhof, pris: 149 kroner