
Dea Seidenfaden, forperson for Dansk Psykolog Forening, kalder unges mistrivsel en krise i ny bog. Udgivelsen placerer sig som en stilfærdig, men tydelig opposition til Trivselskommissionen.
Psykologernes forperson i ny bog: Børn og unges trivselskrise er reel
BØGER: Dea Seidenfaden fra Dansk Psykolog Forening kalder mistrivslen blandt unge for en krise – hendes nye bog står i stilfærdig opposition til Trivselskommissionen.
Trivselskommissionen fra 2025 ønskede at undgå alarm-klokker og panikretorik. De valgte derfor ikke at italesætte en dediceret mistrivselskrise blandt unge. Dea Seidenfaden er forperson for Dansk Psykolog Forening, og hun er desværre ikke helt enig.
Psykolog-forpersonen ”vælger at bruge ordet krise, for jeg mener faktisk, at vi er forpligtet til at se mistrivslen som en krise,” skriver hun i indledningen af sin bog, som hun kalder ’Mysteriet om unges mistrivsel’ og i undertitlen ´en lille bog om et stort problem´.
Den udbredte mistrivsel har muligvis et element af mystik, som titlen lægger op til. Men den lille bog laver et meget nyttigt oprids, der beskriver nogle klare grunde til, at praktiserende læger, børne- og ungepsykiatrien og PPR-afdelinger landet over er pressede.
Dea Seidenfaden udpeger fem megatrends: Curling-forældre, teknologien, skole(reform), det skrantende behandlingssystem – og COVID-19 har derudover kastet benzin på bålet, hvad omtrent samtlige af de øvrige trends angår. Den sidste megatrend er en anelse mere diffus og går på fællesskab og samhørighed på tværs af samfundets socioøkonomiske klasser:
”Når middelklassens unge også får alvorligt brug for hjælp, presser det de mest udsatte unge. Udsathed, fattigdom og minoritetsstatus er fortsat de mest betydningsfulde faktor for mistrivsel,” skriver den psykiatriske specialpsykolog, der har arbejdet i Region Hovedstadens psykiatri, Røde Kors og Københavns Kommunes socialforvaltning.
Formidling med hvilepuls
Dea Seidenfaden er også selv mor til tre børn og kender fra sit liv alle spørgsmålene og konflikterne om skærme, sociale medier og muligvist overbeskyttende "børnevælde”, som antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen har skildret i en øretæveindbydende bog af samme navn. Her og der kunne jeg ønske mig, at Dea Seidenfaden også ville læne sig lidt mere ud med fare for at tage nogle tæsk. Hun skriver og formidler stoffet med en ro og inde balance, der sikkert er prisværdige træk hos den trænede terapeut. Men det er også – uenigheder med Trivselskommissionen eller ej – en meget diplomatisk bog, som her og der grænser på det halvkedelige, selv for en læser, der er far til mindre børn og potentielt kan få bogens spørgsmål ind på livet senere.
Bogen er bedst, når den ikke kun refererer undersøgelser og forskning. ’Mysteriet…’ løfter sig i de passager, hvor Dea Seidenfaden også trækker lidt på sin egen opvækst i Næstved. Hvor anderledes en verden, hun voksede op i, selvom der blot står året 1979 på hendes dåbsattest.
Forstyrrende forstørrelser
Dea Seidenfaden fortæller et sted, hvordan psykolog-kolleger opfordrer hende til at gå på DR’s Aftenshowet eller en lignende platform for at udbasunere budskabet om en ung generation, der har fået det for dårligt. Hendes bog er et meget sindigt, stilfærdigt og sympatisk bud på et sådant opråb. Men jeg håber, at hun fortsætter med at debattere og går på TV, hver gang muligheden byder sig. Den her bog kan næppe rykke det store på egen hånd.
Og så har jeg haft en helt personlig mistrivsel under læsningen, der bunder i et redaktionelt valg: At benytte forstørrede citater, også kaldet quote-outs, inde i en bog, hvor der blot er tale om forstørrede gengivelser af brødteksten, bliver forstyrrende og giver en fornemmelse af gumpetung gentagelse. Det fungerer i en avis, hvor man skal skabe flest mulige indgange til den enkelte artikel, men i en bog som den her giver det ikke rigtig mening.
Dea Seidenfaden: ’Mysteriet om unges mistrivsel: En lille bog om et stort problem’ er udkommet på Gyldendal i 2025, vejledende pris 249,95 kroner
- Oprettet den .
