| | | | | |
 


DR har lavet knaldgod dokumentarserie fra Rigshospitalet

 
 
 
 
 

TV: DR’s sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, åbner i seks dramatiske og medrivende programmer dørene til det ellers lukkede samfund, Rigshospitalet.

Et reportagehold fra DR har gennem 4 måneder i 2021 og ind i 2022 fulgt hverdagene på Rigshospitalets Traumecentret, afdelingen for neurokirurgi, hjertemedicin og logistik, hvor man som seer især følger traumelederen Emilie, hjernekirurgen Rune, sygeplejersken Julie, portøren Michael og logistikchefen, Jan, der i årtier har været kongen over det helt særlige univers nede i Rigets næsten uendelige antal kældre og gangsystemer, som udgør hjertet i den store arbejdsplads med flere end 12.000 ansatte.

Der er ingen autoritative speaks, ingen journalistiske interviews, ingen klip til Peter Qvortrup Geisling, og intet er opstillet eller rekonstrueret i de seks programmer, Med livet i hænderne. I stedet er reportageholdet fluen på væggen, der følger med, når der sker noget.

Og sker noget, det gør der. Hele tiden. Vi er for eksempel med da neurokirurgen, Rune, midt i en stor hjerneoperation må opleve, at hans udstyr pludselig ikke virker, når hans patient udvikler skizofreni som en bivirkning af hans måske, måske ikke 100 procent perfekte operation, da han første gang skal lazer-operere et barn, seks-årige Anna Bell i håb om, at hun kan slippe for sine daglige anfald af epilepsi, og da han må have en ekspert fra USA fløjet ind for at hjælpe med en svær hjerneoperation. 

Alene portrættet over de 4 måneder af den hårdtarbejdende, dybt fokuserede og ambitiøse, Rune, som er i færd med at etablere en ny operationsform, og hvis erklærede mål er, at han med ro i sin sjæl vil kunne sige til sine patienter, at de ikke kan få bedre behandlinger i udlandet, er en faglig og menneskelig udviklingsroman i sig selv.

En anden hovedperson, der også udvikler sig med lynets hast under hverdagens tårnhøje krav og store ansvar, er sygeplejersken Julie på den medicinske hjerteafdeling. I program 1 er hun lige ankommet helt våd bag ørerne fra sygeplejerskolen og i program 6 er hun tæt på at være en fuldbefaren sygeplejerske, hvis største udfordring i anstrengelserne på at være den bedst mulige sygeplejerske synes at være for høje krav til sig selv.

Også Julie, leder af hospitalets Traumecentret, mødes med store krav, når hun og kollegaer hver dag skal forsøge at redde pludseligt truede liv, som de ofte kun har minutter til at afgøre, hvordan de skal håndtere, da de patienter, der kommer ind på centeret, svæver mellem liv og død. 

Men mange liv reddes da heldigvis også her, hvor alt handler om det diagnostiske øjes sans for hurtighed, opmærksomhed, detaljer, men også overblik, tydelig kommunikation samt beslutningsdygtighed under tidspres.  Julie er tydeligvist top-ambitiøs på egne og patienters vegne, og da hun under en øvelse får kritik for ikke at have kommunikeret en patients vigtige sygdomssymptom tilstrækkeligt klart til sit team, lyser flovhed, fortrydelse og nederlagsfølelser ud af hende.

 Vi seere kommer således tæt, endog nogle gange meget tæt, på sundhedspersonaler og patienter, men Ifølge Peter Qvortrup Geisling, er der inden, under og efter optagelser indgået meget klare aftaler med alle medvirkende, sådan at ingen er blevet trukket ind i noget, som de ikke har ønsket at være en del af. Og fotografens arbejde med at undgå visse personers ansigter er høj klasse.

Med livet i hænderne vil dog alligevel på mange måder kunne opleves som et korrektiv til den måde, som andre også anbefalelsesværdige, journalistiske DR-dokumentarer de senere år kritisk har fremstillet det pressede og dermed for ofte ligefrem patientfarlige danske hospitalsvæsens virkelighed. Geislers programmer derimod er blæst for økonomiske problemer, ledelsesstridigheder og personalemangel. I stedet er det de ansattes kernearbejde nemlig at redde og sikre deres patienters liv og førlighed, som programmerne forsøger at formidle ved at rette kameraerne mod hverdagenes fænomener fremfor at forstå hospitalerne gennem abstrakte begreber, strukturer og konflikter.

Og at lave et program primært om de ansattes verden og det liv bag murene, som vi ofte intet kendskab har til, fungerer rigtigt, rigtigt god. Ikke fordi at det ikke er på sin plads at lave kritiske programmer om svigtende økonomiske ressourcer og fejl, for det er det. Men fordi programmernes observerende tv-dokumentarisme i den meget fine og rene form, som Peter Geisling og hans hold her giver os, dokumenterer, at dybt engagerede, myreflittige, samvittighedsfulde lægers og sygeplejerskes imponerende mange positive ressourcer er en mindst ligeså stor del af det danske sundhedsvæsens virkelighed, hvor tusinder af medarbejdere dag og nat lever og ånder for at udgøre en positiv forskel.

Programmernes skildringer af sine hovedpersoners anstrengelser for at gøre det perfekte i et ikke-perfekt system og en endog ikke- perfekt verden, er ofte berigende og bevægende. Et lommetørklæde eller to kan anbefales for uden at forfalde til sensationsjageri og følelsesporno, så kommer vi alligevel nogle gange meget tæt på patienters sygdomskriser, pårørendes rædsler og  personalers nederlag i forhold til at fastholde vores liv i deres hænder. Her er sorg og glæde, kamp for liv og kamp imod sygdom og død.

Programseriens brug af et flow af ikke-iscenesat hverdagsliv organiseret i udvalgte situationer og forløb, er altid i særlig grad op til modtageren at forholde sig til og fortolke. Men man må alligevel kunne formode, at serien med dens indblik i, hvad der driver hospitalets ansatte, og hvor vigtigt det er for dem at gøre tingene rigtigt, kun kan virke befordrende for patienter og pårørendes tillid til, at sundhedsvæsnets ansatte vil dem det bedste. 

Tak og tillykke til Rigshospitalets  og DR's ansatte! 

Alle seks afsnit af ’Med livet i hænderne’ kan ses på DRTV nu. På DR1 blev det  første afsnit sendt onsdag den 13. april klokken 21.25.