| | | | | |
 


Jo, impotens, demens og dværgvækst kan godt være sjovt

 
 
 
 
 

TV: Stand-up komikeren, Simon Væver viser i sit nye talkshow på DR2, Det er ik’ sjovt, Simon, hvordan humor og dens efterfølgende latter kan gøre for eksempel dværgvækst, demens og impotens lettere at bære for de ramte og deres omgivelser.

25-årige Simon Væver, der siger, at hans mål med talkshowet helt fra starten har været at undersøge, om man overhovedet kan tillade sig at lave sjov med frygtelig sygdom, har i program 1 valgt at udsætte to impotente mænd for sine eksperimenter med humor og syges sårbarhed.

Forsøgskaninerne er den midaldrende Torben, som er blevet uoprettelig impotent efter en operation for anal- og blærekræft og den unge PTSD-ramte krigsveteran Palle, hvis medicinering gør, at han ikke kan få rejsning uden samtidig brug af Viagra.

Og Simon Væver og hans to impotente gæster må siges at gå linjen ud under humorens beskyttende vinger. I første halvdel af programmet speeddater Palle en lang række kvinder med hvem, han diskuterer, om de reelt vil have en impotent mand. Torben sprøjter sig i sin nøgne penis for åben skærm, og senere hygger Væver og Palle sig med porno og Viagra. Alt imens, at de modige og fandenivoldske herrer med deres blottede penisser taler om mandighed, slappe penisser, seksuelle præferencer og selvmord. Som en del af konceptet optræder Simon Væver i episodernes anden halvdel foran et live publikum med grove vitser baseret på, hvad han har lært af sine to gæster om aftenens tema.

I et andet program om demens møder seeren den 61-årige læge Jens, der lider af Alzheimers sygdom, men som forsøger at holde hjernen i gang med golf og fodbold samt Lone, der er gift med sin demente mand Poul Erik, som ser porno om natten, ustandseligt falder om dagen, men som også bliver fuldstændig lykkelig over at lege røver og soldater ude i skoven. Også i dette program er Simon Væver - ligesom han også er det i et tredje program med to dværge - en aktiv deltager i de sygdomsramtes hverdagsliv, inden han tager sin stand-up hat på og gør slemt grin med sine medvirkendes fysiske svagheder og udfordringer.

I samtlige programmer er både de syge, de pårørende og de i studiet øvrige indbudte gæster, hvoraf man kan forstå, at en del af dem også har de udvalgte sygdomme tæt inde på livet, i allerhøjeste grad anerkendende og begejstrede for talkshowenes afsluttende stand-up afsnit. Som Lone, pårørende til demente Poul Erik, så meget rammende for stemningen i programmerne svarer, da hun bliver spurgt indtil, hvordan hun egentligt har det med Vævers laven grovkornet sjov med ægtemanden og hans sygdom: 

”Det, som jeg kan græde over, kan jeg også grine over.”

Både Simon Væver og DR har ved lancering af programserien kaldt talkshowet for ’grænseoverskridende’. Og det er det sandt for dyden også. Og man vil også kunne diskutere, om Væver en gang i mellem kommer til at gå over stregen med en enkelt joke her og der. Men når det er sagt, må man sige, at programmerne fungerer forbløffende godt, og at Væver opnår at komme både dybere, længere og tættere på sine modige medvirkende og deres sygdomme, end det er lykkedes så mange andre tidligere tv-programmer om de netop selvsamme lidelser.

Og når det lykkes så godt for Simon Væver, som vandt det seneste DM i Stand-Up på Bremen Teater før corona i efteråret 2019 at få sine gæster og seere til at grine med og af de kroniske sygdommes forskellige tabuer, er det ikke kun fordi, han er en dygtig komiker, der har styr på sin timing, når han brænder vitser af. Det er også fordi, han som interviewer er medlevende, lyttende og empatisk på en måde, som gør, at han tydeligvist får sine medvirkende patienter til at føle sig trygge, sete og tillidsfulde. 

Og når Væver efter at have besøgt sine gæster i deres ofte komplicerede hverdag, herefter bruger sin humor i stand-upperne sker det med indfølingsevne, så humoren ikke fremstår som latterliggørelse, eller at patienterne oplever, at de ikke bliver taget alvorligt. Hans humor og sorte ironi kommer derimod til at fremstå som forsøg på at gøre svære og truende situationer lettere at bære og således også meget nemmere at tale om.

Det kan dog ikke afvises, at nogle vil kunne opfatte Simon Vævers humor som distanceskabende, useriøs og måske ligefrem sårende. Men for de medvirkende formår hans humor at skabe en nødvendig distance til nogle meget triste sygdomssituationer og bliver i kraft heraf oplysende, tabunedbrydende og livsbekræftende.

At kunne have det sjovt midt i det triste og måske lidt skamfulde burde ikke være nogen dårlig ting, og Simon Væver giver både sine gæster og os andre mulighed for en god oplevelse og skaber således et muntert og frigørende rum for forståelser og samtaler om ting, som det ellers kan være svært at både at sætte sig ind og at sætte de rigtige ord på. DR må godt slippe Væver løs på alverdens kroniske sygdomme, for han giver sine gæster deres værdighed tilbage.