Psykiater James Ford (Tom Hughes) kommer i alvorlige problemer efter en travl vagt. Foto: DR
Britisk hospitalsserie er nervepirrende som den mest brutale mordgåde
TV: Britisk TV-serie om lægesjusk og magtmisbrug er en forrygende sundhedskrimi – også i vellykket ny sæson.
Det britiske sundhedsvæsen, i daglig tale omtalt som NHS, gisper efter vejret i en grad, der får udfordringerne i det danske sundhedsvæsen til at ligne en let forkølelse. I ’Malpractice’ kommer vi med inden for og vurdere, hvor dybt sætningsskaderne går. Manuskriptforfatter Grace Ofori-Attah har erfaring som yngre læge i NHS, også i den nye sæson, der kan ses på DR, skaber hun et dirrende drama: ’Malpractice’ betegner lægesjusk eller fejl, men i denne serie er svigtene ofte grovere end enkeltstående utilsigtede hændelser.
Psykiater James Ford (Tom Hughes) kommer i alvorlige problemer efter en travl vagt, hvor han både skal mentalundersøge en nybagt mor og håndtere en psykisk syg patient. Hans forsøg på at være to steder på én gang får tragiske følger. Den unge mor udvikler en psykose og tager sit eget liv. Lægen kunne muligvis have undgået det ved at lave en mere grundig mentalundersøgelse af kvinden.
Den medicinske undersøgelsesenhed MIU, ledet af Dr. Norma Callahan (Helen Behan) og Dr. George Adjei (Jordan Kouamé), var også med i første sæson af ’Malpractice’. De giver serien en rød tråd som en slags sundhedsvæsnets svar på Mulder og Scully fra ’X-files’. Duoen igangsætter en efterforskning af James Fords handlinger og de beslutninger, han tog under pres. Ansvaret bliver kastet rundt mellem obstetrikerne og psykiaterne.
Efterforskningen afslører ikke bare potentielle fejl hos psykiateren, der har en slags Messias-kompleks, samtidig med at han udviser grov forsømmelighed. Her er også systemiske sygdomme at finde på hospitalet, der er rigt på brodne kar – her er hengemte klager og pres fra sygehusets ublu ledelse. Her er whisteblowers, der bliver presset til tavshed, og som nu lever et liv i afsondret paranoia.
’Malpractice’ udmærker sig også i denne sæson ved en kriminalistisk tilgang til sundhedsstoffet, som det behandler sagligt og ret så nuanceret. Makkerparret fra ’interne affærer’-enheden arbejder som en slags detektiver, der også følger diskret med i hinandens glæder og sorger på privatfronten.
Plottet bliver muligvis undervejs en kende for sensationalistisk selv for et kriseramt sundhedsvæsen som det engelske. Hen mod slutningen kæntrer det lidt, hvad troværdigheden angår. Man kunne have skruet 20 procent ned og haft en måske endnu mere effektfuld serie. Samtidig afrundes plottet for nydeligt: Der bliver bundet en perfekt sløjfe på alle historierne. Så rent får man nok sjældent lov at runde møgsager af i den virkelige verdens NHS. Det ændrer dog ikke på, at man følger opslugt med fra første til sidste afsnit. Også den nye sæson af ’Malpractice’ er nervepirrende som en mordgåde, samtidig med at den kalder på indignation over hensynsløst magtmisbrug. Der er langt mellem lige så gode krimier, som foregår med base på en politistation.
Anden sæson af ’Malpractice’ kan ses på DR
