Hospitalsserie fra Holbæk undgår både konflikt og kompleksitet
STREAMING: Realityserien ´Hospitalets Helte´ giver et fladt formidlet og overfladisk indblik i livet på Holbæk Sygehus.
Med ´Hospitalets helte´ inviterer Viaplay seerne med indenfor på Holbæk Sygehus. Serien er produceret af Viaplay Group og følger sundhedspersonalet på tværs af afdelinger i fem afsnit af 43 minutters varighed. Det er umiddelbart et godt udgangspunkt for at vise dagligdagen på et regionshospital, hvor behandlere hver dag navigerer mellem liv og død, skæbner og systemer. Men potentialet forløses ikke.
Serien åbner med storsvungne og næsten poetiske sætninger fra én af seriens overlæger: ”Et hospital er på mange måder et spejl af livet. Man bliver født på hospital, og mange dør på hospital – og så er der al det midt imellem.”
Indgangen til serien er lovende, men hurtigt sætter fladheden ind.
Vi møder jordemødre, overlæger og afdelingslæger i situationer med patienter, der har øresten, fodsår og hormonforstyrrelser. Det er letbenet og venligt, men også tandløst. Alle problemer og udfordringer løses nemt med et smil. Selv den døende kræftpatient er glad og tilfreds. Som seer savner man både modstand og dybde. Hvor er tårerne, rådvildheden, den ublu travlhed, der også findes på et hospital som Holbæk Sygehus?
I et enkelt klip får personalet på Medicinsk Observationsafsnit en mail om, at hospitalet er ekstraordinært fortravlet. ”Det behøver jeg ikke en mail for at vide,” siger en ansat, og alle griner, som om sundhedsvæsenets ressourceknaphed er en udfordring, man kan ryste af sig med et grin.
Lydsporet er næsten en karikatur på stemningsmusik. Dæmpet keyboardmusik, der balancerer mellem at være venterumsmuzak og en pulserende lydflade.
Er det denne muzakprægede stemning, man som personale oplever på Holbæk Sygehus i hverdagen? Næppe. Til gengæld er det nok sådan en stemning, man gerne vil have, at patienterne oplever under besøget på hospitalet. Ro på. Elevatoren kører op. Elevatoren kører ned. Her er lidt latter og klaverklimteri.
Som seer efterlades man derfor med spørgsmålet: Er dette hverdagen på et travlt hospital i Region Sjælland, der ellers ofte forbindes med personalemangel, økonomisk pres og en særlig komorbid population?
Dertil kommer fraværet af interpersonelle spændinger. Hvor er hierarkierne, de hårde sygeplejersker, de gamle lægeelefanter, der trumler hen over de nyansatte? At intet af dette dukker op i løbet af fem afsnit, vidner enten om et usædvanligt harmonisk arbejdsmiljø – eller en bevidst redigering, der vælger konflikt og uenighed fra.
Der er dog enkelte interessante lyspunkter i ´Hospitalets helte´. Serien viser blandt andet brugen af levende larver i behandlingen af diabetiske fodsår – en ældgammel praksis, som få kender til, men som igen har sin plads i moderne sårpleje. Larverne spiser op til 100 gange deres egen vægt i betændt væv, mens patienten – forståeligt – helst vil kigge væk. Det er et indblik i en nichebehandling, der med lige dele fascination og væmmelse vækker seerens nysgerrighed.
Både kameraføring og fortællestil er håndholdt. Det foregår med ro og giver nærvær i læge-patientsituationer, men fejler i at skabe dramaturgi. Der mangler redaktionel styring, der favner kompleksiteten og det grimme, som også findes på et hospital. Det efterlader seerne med et rosenrødt indtryk af hospitalslivet. Og netop det gør det svært at forstå, hvad serien egentlig vil.
Vil ´Hospitalets helte´ oplyse danskerne om sundhedsvæsenets tilstand? Det lykkes ikke. Vil den give et loyalt billede af patientforløb og behandlingsvirkelighed? Det lykkes delvist. Men i bedste fald er serien en blid introduktion til hospitalsverdenen for de uindviede. Men som portræt af et sundhedsvæsen i krise, eller som fortælling om professionel dedikation under pres, forbliver den bemærkelsesværdigt tavs.