
En kendt forfatter, en tidligere højtprofileret Christiansborg-journalist og en ung, spirende forfatter – nok ikke de mest repræsentative mennesker med en hjernesygdom, som man kan finde i den danske befolkning. Men det fungerer, fordi de er åbne om deres sygdom i hjernen.
Podcast rammer med intensitet – men kunne have haft større bredde
PODCAST: I podcasten ”En Rystet Verden” fortæller tre mænd med forskellige hjernesygdomme om at leve med en forandret hjerne. Det er gribende fortællinger om barske sygdomsforløb og om at finde en ny identitet – og samtidig være en del af et sundhedssystem, som ikke altid har forstået ens behov.
"På den anden side af depressionen er man ligesom en nyfødt. Sårbar, hudløs og supersensitiv. I starten kunne jeg ikke gå i Netto, fordi alle indtryk var for voldsomme. Jeg mærkede ting med større intensitet. Jeg havde vidt opspilede øjne. Men der var også fordele ved at være mere sensitiv i mit kærlighedsliv. Jeg er blevet mere nærværende.”
Forfatter Peter Øvig Knudsen var i gang med at skrive en bog om sin mors depressioner, da han i 2017 selv blev ramt af en svær psykotisk depression. I podcasten ”En Rystet Verden” fortæller han om sit sygdomsforløb sammen med to andre mænd, der også har oplevet at få en hjernesygdom: Journalist Anders Langballe, der i 2018 fik to blodpropper i hjernen, og forfatter Anders Frimann, der i 2020 udviklede paranoid skizofreni. Fortællingerne bliver bundet sammen af journalist og sociolog Anne Sofie Hoffmann Schrøder, der i 2018 også blev ramt af en hjernesygdom – en hjernerystelse.
Livet med en forandret hjerne
”En rystet verden” er en nystartet podcast-serie, som udgives af Dansk Center for Hjernerystelse og foreløbig er udkommet i fem afsnit. Denne anmeldelse dækker de to første særafsnit, som handler bredt om hjernens sygdomme og er udgivet i samarbejde med Hjernerådet. De resterende tre afsnit drejer sig udelukkende om hjernerystelse.
Nye tal om hjernesygdomme i Danmark viser, at lidt over hver tredje dansker lever med en sygdom i hjernen. De samlede samfundsomkostninger for personer med en hjernesygdom udgjorde i 2021 knap 56 milliarder kroner i direkte omkostninger og 173 milliarder kroner i indirekte meromkostninger – tilsammen svarende til 8 procent af bruttonationalproduktet. Bag hver diagnose gemmer der sig et menneske, der har været nødt til at lære, hvordan man lever med en hjernesygdom – og det er nogle af de mennesker, som vi møder i podcasten.
De tre medvirkende er nok ikke de mest repræsentative mennesker med en hjernesygdom, som man kan finde i den danske befolkning: En tidligere højtprofileret Christiansborg-journalist, en kendt forfatter og en ung, spirende forfatter. Men det fungerer, fordi de er parate til at fortælle åbent om, hvordan deres sygdom har ramt deres hjerne. Og om hvordan de navigerer i en ny identitet, deres kærlighedsliv, arbejdsmarkedet og ikke mindst sundhedsvæsenet med en forandret hjerne.
Anders Langballe fortæller i podcasten:
"Jeg bor i Københavns Kommune og blev hurtigt henvist til specialiseret genoptræning på Center for Hjerneskade efter mine blodpropper. Det var altafgørende for min rehabilitering. Men jeg har set mange eksempler på, at folk i andre kommuner får utilstrækkelige tilbud og stadig er stærkt invaliderede. Hvis man kun ser på det økonomisk, er det en meget dårlig forretning.”
Anders Frimann fortæller, hvordan han var indlagt to gange – først med skizofreni og senere med leversvigt:
"Første gang udskrev jeg mig selv, fordi jeg var bange for at blive en svingdørspatient i psykiatrien - én, der bliver indlagt og udskrevet igen og igen uden at komme videre. Det kan tage lang tid at finde den rigtige medicin, og i den tid lever man ikke livet. Anden gang blev jeg indlagt, fordi jeg var ved at dø af leversvigt som følge af antipsykotisk medicin. Lægerne opdagede, at jeg ikke kunne tåle medicinen. Jeg var tæt på at dø. Det har lært mig, at man selv skal tage ansvar, for lægerne ved ikke altid, hvad man har brug for."
Savner lidt mere bredde
Fortællingerne er gribende og i høj grad båret af personerne selv. Men hvis man skulle indvende noget mod podcasten, så kunne de medvirkende godt have repræsenteret flere hjernesygdomme. To af dem har en akut neurologisk sygdom (stroke og hjernerystelse) og de to andre en psykisk sygdom (psykotisk depression og skizofreni), men ingen har en neurodegenerativ sygdom, som også udgør en stor del af hjernesygdommene. Så hvis målet med podcasten har været at give et indblik i bredden i hjernesygdomme, så kunne det også have været relevant at høre, hvordan man lever med en neurogdegenerativ sygdom som demens eller Parkinsons sygdom.
Jeg savner også, at værten bringer sig selv lidt mere på banen og får de medvirkende i dialog med hinanden. For selv om deres sygdomme og historier er forskellige, så kunne de måske have fået erfaringer og erkendelser, som de kunne dele med hinanden. De kommer trods alt fra forskellige generationer med ret forskellige livssyn.
Men alt i alt er ´En Rystet Verden´ en spændende podcast, som med sine gribende personlige fortællinger bringer nye indsigter i hjernesygdomme. Den kan anbefales til alle, der har eller er i kontakt med personer med en hjernesygdom. Jeg ser frem til at høre de næste afsnit i podcast-serien om hjernerystelser.
Podcast-serien ”En Rystet Verden”: De 2 første særafsnit handler om hjernens sygdomme og de næste tre om hjernerystelse (der er planlagt i alt 15 afsnit). Produceret af Dansk Center for Hjernerystelse i samarbejde med Hjernerådet. Støttet af Offerfonden. Alle afsnit kan streames gratis på førende podcast-platforme.
