Ny podcast om populært sundhedsfænomen er både øretæveindbydende og underholdende

PODCAST: De seneste to år er radio- og TV-vært Emil Thorup gået fra at være fast inventar i Københavns natteliv til at blive bannerfører for faste sengetider, kosttilskud og Theta-bølger. I en ny podcast kaster han dom over andre mere eller mindre kendte danskeres livsstil og fortæller dem, hvordan de bør leve deres liv. Det er på én og samme tid pisseirriterende og ret underholdende at lytte til. 

Indrømmet: Jeg har et splittet forhold til Emil Thorup. Den ene del af mig har lyst til at slukke, så snart han toner frem på skærmen eller åbner munden i et podcaststudie, mens den anden del af mig er sært tiltrukket af alt, hvad han laver, og svært fascineret af hans evne til at erobre nye markeder og målgrupper. Det er vel dét, man bedst kan betegne som et had-kærlighedsforhold?

Og jeg mærker da også både hadet og kærligheden fra første sekund af hans nye podcast ’Lang levetid’. 

De seneste to år har Emil Thorup været på en (med et efterhånden frygtelig fortærsket udtryk!) rejse. Fra at være kongen af flygtige relationer og sene timer på Københavnske natklubber har han vendt sit liv 180 grader og er nu blevet bannerfører for det globale sundhedsfænomen ’longevity’. En term, der bedst kan oversættes til netop lang levetid, og som kort fortalt henviser til den moderne videnskab om, hvordan (til tider radikale) ændringer i livsstil kan være med til forlænge livet og forbedre livskvaliteten; en slags funktionel medicin i ny forklædning. 

Fordømmelsen lurer

Emil Thorup er ikke en dansk Bryan Johnson (kendt for anti-aging-projekt). Thorup har ikke delt blodplasma med sine familiemedlemmer, og han har ikke modtaget genterapeutiske behandlinger som led i et ekstremt anti-aldringsregime. Men han har omlagt alt fra kost, træning og søvn – og det har med hans egne ord gjort ham til et nyt menneske. Kort før jul udgav han en bog om sin ’longevity-rejse’, og nu er det næste naturlige skridt så en podcast, hvor kendte – og mindre kendte – danskere sætter sig i den varme stol og lader den selvudnævnte sundhedsguru kaste dom over deres liv og vaner – samt komme med bud på, hvad de skal gøre for at leve et sundere liv.

Missionen er i og for sig nobel nok: Jeg har fået det bedre, og nu ønsker jeg at hjælpe dig til at få det bedre. Men som det så ofte er tilfældet med ’nyreligiøse’ forkyndere ligger fordømmelsen konstant på lur i kulissen. Den fælde falder Emil Thorup desværre også i. Som da han i første episode har selvstændig erhvervsdrivende Mia Wagner i studiet. Hun fortæller, at hun har svært ved at holde sig fra slik, hvortil Emil Thorup replicerer med et ”Tag dig sammen, Mia!”. 

Men som det altid er tilfældet med Emil Thorup, formår han at balancere det bedrevidende og prætentiøse med et solidt strejf af selvironi – og til tider endda selvindsigt. Han er ikke bange for at indrømme, at han ikke altid overholder alle de leveregler, han stiller op for sine gæster. Og det tager brodden af den frelste attitude, som ellers nemt kunne have lagt sig som en tung dyne henover samtalerne.

Dialogen udebliver 

Så langt så godt. Emil Thorup går ikke i kloster. Han er sjov, skarp og langt hen ad vejen overbevisende i sin måde at formidle sine budskaber. Og jeg indrømmer gerne, at jeg får lyst til at se egne vaner efter i sømmene efter at have lyttet til ham.   

For mig at se når projektet imidlertid langt fra i mål. Og det skyldes ganske enkelt, at Emil Thorup i sin iver efter at give gæsten (og lytterne) en tour de force gennem egne overbevisninger langt hen ad vejen glemmer at lytte til gæsternes syn på sundhed – medmindre det er nogenlunde enslydende med det, han selv gør sig til fortaler for. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at gæsterne mest af alt er statister, der er hevet ind foran mikrofonen for at blive talt på. En slags afløb for Emil Thorups ordstrøm.

Den fornemmelse etableres egentlig fra første minut. I starten af hvert afsnit slår Emil Thorup nemlig fast, at han ikke gider at gøre sig den ulejlighed at præsentere gæsterne (de er jo bare statister!). ”Vi laver ikke sådan noget introduktion. Jeg synes, at det er så kedeligt,” konstaterer han. En aldeles unødvendig klausul, der blot bidrager til oplevelsen af, at det her er Emil Thorups soloshow. Det er ærgerligt – for det efterlader mig med følelsen af, at podcast-projektet mest af alt er blevet til for at pleje Emil Thorups image og karriere. Mere end som et reelt ønske om at diskutere sundhed og livsstil. 

Samtaleelementet udebliver. Bevares, gæsterne fortæller naturligvis om deres liv og motivationer for at gøre, som de gør. Og Emil Thorup spørger interesseret ind til detaljer om deres vaner og valg. Men det bliver aldrig en reel dialog, hvor der er plads til forskellige måder at leve livet på. For hvis gæstens livsvalg falder uden for værtens sundhedsregime, affejes de lynhurtigt med et: ”Det skal vi have lavet om på”. Eller ”Det fikser vi”. Og i de få tilfælde, hvor en gæst formaster sig til at stille spørgsmål ved Emil Thorups valg og livssyn, bliver det lukket ned rimelig prompte. Det er Emil Thorup, der tegner og fortæller om det gode liv – gæsten skal ikke begynde at male med en anden pensel!

Unødvendig spyt-gimmick

I hver episode skal gæsten tage en såkaldt SuPAR (soluble urokinase plasminogen activator receptor)-test, som efter sigende kan måle den biologiske alder. Det foregår ved, at gæsten for åben mikrofon spytter ned i en kop. Hensigten er, at gæsten efter tre måneder skal aflægge endnu en test for at se, om de interventioner, Emil Thorup har foreslået, har haft en effekt. ”You will be surprised,” lyder det fra den overbeviste vært. 

Det er ikke ligefrem kræs for øregangene at lytte til andre mennesker spytte i en kop i noget, der føles som en evighed. Havde det så tjent et reelt formål, havde det nu nok været til at holde ud – men det er desværre ikke tilfældet. For vi får ikke svar på, hvad testen viser – og vi får – af gode grunde – heller ikke svar på, om interventionerne har den bemeldte effekt. Så hvorfor bruge så mange minutter på mundvand i plastikkop? Mit bedste bud er, at Emil Thorup håber, at vi som lyttere bliver så spændte på at få resultaterne, at vi klikker ind i og køber billetter til det ’reveal-show’, han for nylig afslørede var på tegnebrættet. Så igen: Formålet bliver mudret for mig. Ønsker Emil Thorup at gøre noget godt for andre? Eller ønsker han mest af alt at mele sin egen kage?

Efter at have lyttet til samtlige afsnit af podcasten står jeg samme sted med min relation til Emil Thorup, som da jeg satte første episode i gang. Jeg er splittet. Han irriterer og fascinerer på én og samme tid. Og med den måde podcasten er tilrettelagt og forvaltet, kommer hans person til at tegne hele longevity-projektet.

Men jeg lytter jo – og jeg bliver ved med at lytte. Jeg er underholdt. Emil Thorup er en dygtig formidler. Han er overbevisende i sin kommunikation, og han har styr på det, han vil sige. Og vigtigst af alt, så formår han at grine af sig selv og lade masken falde – nogle gange i hvert fald. Hvis han havde været mere indstillet på at lytte og lade sig udfordre af gæsterne, så tror jeg såmænd, at jeg ville have strakt mig så langt som til at sige, at podcasten var inspirerende. Vi er der næsten…

Lang Levetid udkommer hver uge med afsnit af knap en times varighed. Podcasten kan findes på platformene Spotify, Apple og Podimo