
Dybt foruroligende podcast afdækker, hvordan konspirationssamfund tiltrækker syge kvinder
PODCAST: Mange af dem, som har meldt sig hos de digitale konspirationssamfund, er syge kvinder, som føler sig svigtede af den traditionelle lægestand. Det afslører den tidligere Pulitzer-vinder James Ball i ny podcast, som bruger podcast-formatet effektivt.
Pandemien har sat fut i konspirationsmiljøerne, hvor COVID-19 er fake news, hvor vaccinerne er til for at kontrollere befolkningen, og hvor læger, forskere, medicinalvirksomheder, eksperter, politikere og mainstream medier kun er ude på at mele deres egne korrupte kager. Det fortæller den tidligere Pulitzer-vinder, forfatter og journalist James Ball til den britiske avis The Guardian i en ny og mere end almindeligt interessante podcast ´The Wellness and conspiracy pipeline´, hvori han løfter slørene for sine afdækninger af et radikaliseret wellness-miljø, hvor nogle behandlere ikke skyer mange midler i deres forsøg på at rekruttere nye proselytter til deres konspirationsteorier.
James Ball, der også netop har udgivet bogen ´The Other Pandemic – How QAnon Contaminated the World´– fortæller i podcasten blandt andet om den midaldrende kvinde Jane fra Devon, som han mødte under sin research.
Jane havde været del af en jævnaldrende vennegruppe, som gennem 30-40 år havde dyrket meditation, og som i den forbindelse også havde drøftet miljøproblemer og alternativ medicin. Flere af dem opfattede hun som meget nære venner. Men da COVID kom blev vennegruppen nedlukket hjemme i Devon – bortset fra Jane, som ifølge James Ball opholdt sig i London under det første års nedlukninger:
”I London blev Jane alvorligt ramt af COVID-19 og måtte indlægges. Men alligevel ringede én af hendes nærmeste venner fra gruppen og fortalte hende, mens hun var indlagt, at hun bare skulle tage det roligt, for hun var ikke syg af COVID-19, da sygdommen slet ikke eksisterede. Her begyndte Jane at forstå, at noget havde ændret sig. Og da hun kom tilbage til Devon, parat til at genoptage sit medlemskab af gruppen, måtte hun indse, at alt var forandret. Hendes venner var blevet radikaliserede. Ikke kun omkring COVID, anti-lockdowns og anti-bundbind, men også politisk, hvor de nu udtrykte synspunkter fra det ekstreme højre i forhold til for eksempel racisme, Rusland og krigen i Ukraine, medier og så videre,” fortæller James Ball, som i podcasten indsigtsfuldt og troværdigt fører sine lyttere gennem de digitale smitteveje gennem hvilke, det globale ekstreme højre i disse år udspreder deres mentalt sygdomsfremkaldende virusser i hele verden.
Og Janes oplevelser af, hvordan hendes flinke, lidt hippieagtige venner med interesse for alternativ sundhed har forandret sig, er ikke en enlig svale ifølge James Ball, der siger, at wellness-til-konspirationsteorier-til-fascisme-pipelinen er blevet en årsag til bekymring for folk, der studerer konspirationsteorier. Ikke mindst fordi de politiske konsekvenser er ved at blive åbenbare, når for eksempel Donald Trumps tilhængere mener, at han er i færd med at udkæmpe en kamp mod sataniske pædofile ledet af blandt andre Hillary Clinton og Joe Biden, når den veganske kok Attila Hildmann i 2021 ledede et voldeligt angreb mod det tyske parlament, og når QAnon-shaman og økofascist Jacob Chansley ligeledes var i spidsen for flere end 2.000 utilfredse Trump-tilhængere og paramilitære grupper, som i januar 2021 trængte ind i den amerikanske kongres for at forhindre godkendelsen af demokraten Joe Biden som USA’s nye og 46. præsident.
Podcastens påstande om, at afstressende meditation og fredelig yoga, økologiske gulerødder, kosttilskud og modstand mod at spise dyr kan være den lige vej til pandemifornægtelse, konspirationsteorier og nedbrydning af demokratier, kan måske være svær at sluge. Og tilsvarende at visse alternative behandlere og ikke mindst kvinder indtager så stor en rolle for rekrutteringen til for eksempel den QUanon-bevægelse, som Ball anser som verdens største trussel mod landenes demokratier.
Men ifølge Ball skal vi ikke undre os så meget, for svarene skal ifølge ham blandt andet findes i en forståelse af, hvorfor nogle kvinder og visse behandlere har skiftet tilliden til den klassiske medicin og lægestanden ud med den wellnes og alternative medicin, som de herefter bebrejdes og hånes for, når gigten, de autoimmune sygdomme, de kroniske smerter og de andre plagsomme sygdomme, som især rammer kvinder, bliver for tunge at bære - og yderlig lægebehandling i øvrigt måske er enten opgivet, afvist eller vurderet som ikke-eksisterende.
James Balls tiltro til, at de kvinder, som nu finder deres livsanskuelser i den alternative verden og således måske senere i diverse konspirationsteorier, vil kunne vende tilbage til de mere mainstream og faktabårne verdensanskuelser, er desværre ikke stor. Og da det var læger og medicinalindustrier, som stod med i forreste række under pandemien, vil mistroen bestå og kan ikke imødegås med videnskabelige fakta om hverken COVID, vacciner eller masker. Det slag anser han som tabt.
Til gengæld er han mere optimistisk i forhold til, at vi som samfund fremover kan styrke vores digitale immunforsvar og derved begrænse tilstrømningen til og inficeringerne fra de konspirationsteoretiske miljøer. Blandt andet ved at frembringe langt flere og mere effektive medicinske behandlinger til kvinder:
"Hvis vi ønsker at håndtere den trend af kvinder, som søger hjælp udenfor den etablerede lægevidenskab, er det ikke kvinderne, vi skal forsøge at lave om på. Det er den etablerede lægevidenskab, som skal forpligtige sig på at blive dygtigere til at hjælpe og behandle dem.”
´The Wellness and conspiracy pipeline´ er en voldsomt interessant, men også dybt foruroligende podcast om et emne, som vil kunne få ørene på stilke hos alle, der interesser sig for sundhedsvæsen, samfund, konspirationsteorier, sociale medier og/eller demokratiudvikling. Og den bør være del af pensum for de mange sundhedsprofessionelle, styrelser og institutioner, der må formodes allerede nu at være i gang med at udvikle præventive foranstaltninger overfor en ny pandemi.
James Ball har styr på sine data og sin research, og podcasten demonstrerer, at der nok er rigtig meget god grund til, at han i mere end 10 år har vundet en lang række journalistiske priser for sin journalistik på blandt andet The Guardian og Washington Post. Han ved rigtigt meget om det, han taler om, han er dygtig til at perspektivere sin research og har meget på hjerte.
Faktisk er det lidt af en befrielse for en gangs skyld at få noget kvalificeret at vide om konspirationsteoretikere, som rækker ud over de sædvanlige sange om, at de blot er nogle ensomme, småskøre og irriterende småtumper i nød for solide og nemt forståelige fakta. For sådan er det ikke ifølge Ball. Og at det er meget mere komplekst og meget mere farligt, får podcasten formidlet på fornem vis.
At manden også er godt skåret for tungebåndet gør heller ikke noget, når han her på forholdsvis kort tid - kun godt 30 minutter – skal forsøge at få os til at forstå, hvor stærk en tiltrækningskraft konspirationsuniverset og dets voldelige impulser kan have på ifølge Ball fredsommelige, veluddannede og fornuftige mennesker, som man ellers ikke kunne forestille sig at ville gøre en flue fortræd, men som nu er helt parate til at sætte vores alle sammens helbred og demokratier på spil.