Podcast om etik og dødshjælp for alvorligt psykisk syge er alle 6 stjerner værd

 
 
 
 
 

PODCAST: Er det etisk forsvarligt at hjælpe psykiatriske patienter til at dø? Ja, mener den hollandske psykiater, specialist i medicinsk etik og lægeassisteret euthanasi for psykisk syge, Sisco van Veen i en podcast, som er et ualmindeligt vellykket eksempel på podcastgenrens styrke. 

Debatten om aktiv dødshjælp har indtil nu især handlet om terminale patienter med uhelbredelige fysiske sygdomme som for eksempel cancer, demens og ALS. Men flere lande som for eksempel Canada er på vej til i 2024 at tilslutte sig den lille håndfuld lande, der som blandt andet Belgien og Schweiz tillader aktiv dødshjælp til håbløst syge psykiatriske patienter. Og i Holland, hvor det har været tilladt i godt 20 år, vokser ventelisterne, og antallet af håbløst uhelbredelige psykisk syge, som får hjælp til at dø hvert år, stiger støt.

Men ifølge psykiater og ph.d. ved Amsterdam University Medical Center, Sisco van Veen, der både forsker og arbejder klinisk med lægeassisteret aktiv dødshjælp, og som kalder sig selv for en ’kritisk tilhænger’, er det komplekst at fastslå, hvornår psykisk lidelse er håbløs, uudholdelig eller behandlingsresistent. For derfindes ikke objektive mål, og omfanget af den psykiske lidelse i øvrigt er subjektivt variabel fra person til person.

Sisco van Veen fortæller om problematikken i en ny stærk og dybt reflekterende podcast ´They’re Severely Mentally Ill. Is It Ethical to Help Them Die?´i New York Times’s podcastserie ´First Person´, med den fabelagtigt dygtige Lulu Garcia-Navarro som vært.

Når podcasten får seks stjerner og det med kryds og slange, er det ikke alene fordi, den indholdsmæssigt er helt i top, at Sisco van Veen er en så modigt undersøgende og reflekterende forsker, og ej heller fordi journalisten Lulu Garcia-Navarro er en så sublimt velorienteret og –forberedt kompetent vært. Det er også fordi, at ´They’re Severely Mentally Ill. Is It Ethical to Help Them Die?´ er et ualmindeligt vellykket eksempel på podcastgenrens styrke nemlig at give sine lyttere adgang til et andet menneskes destillerede viden og mangeårige erfaringer på ganske kort tid. 

Det samme omfang af indblik i Sisco van Veens arbejde og hans personlige erfaringer og refleksioner kunne også have været formidlet i en dokumentar eller en bog. Men det ville have kostet tifold mere at producere og tilsvarende op til ti gange så lang tid for modtageren at konsumere. Og dette uden at budskaberne således nødvendigvis ville være blevet klarere eller bedre, end de er i denne podcast, som er en ypperlig podcast i sin bedste og reneste form.

Kig tilbage, ikke frem

Sisco Van Veen opfordrer til, at man skruer ned for den fremtidsorienterede tilgang til denne patientgruppe,  hvor lægen har sit fokus på, hvor vidt patienten måske en gang i fremtiden vil kunne få det bedre. I stedet anbefaler han, at man anlægger en mere retrospektiv tilgang, hvor man undersøger, om alt nu også er blevet forsøgt for at opnå bedre behandling og øget livskvalitet for den psykiske syge patient for således at kunne vurdere om lidelsen vitterlig er håbløst uhelbredelig:

”Dette kræver en grundig evaluering af terapeutiske tilgange, medicinering og muligvis også forbedring af den sociale situation for, at man kan afgøre, om der nu også er gjort tilstrækkelige forsøg på at hjælpe patienten, før man overvejer euthanasi som en mulighed.”

For Sisco van Veen, der arbejder i et land, hvor staten har besluttet, at legalisere dødshjælp også til psykiatriske patienter, er det trods års studier og arbejde med psykisk syge, der ønsker at dø, fortsat et personligt dilemma, hvornår han skal forsøge at guide dem til endnu en omgang nye behandlinger, og hvornår han skal give sin tilladelse til, at de kan dø:

"Inden for psykiatrien kan du aldrig sige med sikkerhed, at patienten ikke vil kunne blive bedre i fremtiden i modsætning til for eksempel terminal cancersygdom eller neurodegenerative sygdomme som ALS. Her kan vi med god grund forvente, at de nok vil dø snart. Men er det, at vi ikke kan sige det samme for psykiatriske patienter, grund nok til ikke at hjælpe dem, for når du taler med dem, kan de ikke bruge vores teoretiske diskussioner om, at vi måske vil finde en kur om 20 år til noget som helst, da det for dem blot betyder, at de skal lide 20 år mere,” siger han.

Moderen fik aktiv dødshjælp

Sisco van Veen er tydeligvist ikke kommet nemt til at blive en kritisk tilhænger af lægeassisteret aktiv dødshjælp. Hans mor, der var videnskabsjournalist, havde som tilhænger skrevet om det i flere år, og da hun fik en særlig ondartet hjernesvulst, og de tilbudte behandlinger ikke mere virkede, valgte hun også selv aktiv dødshjælp. Et valg, som han og familien støttede, hvorfor han i flere år opfattede sig selv som uforbeholden tilhænger.

En selvopfattelse, som dog kun bestod indtil den dag, hvor Sisco van Veen som helt ung psykiater kom i en personlig krise efter at have mistet en ikke-håbløs ung psykisk syg patient, der begik selvmord i starten af et behandlingsforløb:

”Det var tidligt i min karriere, og det formede min måde at tænke på, så jeg herefter var virkelig forsigtig og bange for at miste en patient til selvmord, og jeg følte, at min job jo netop var at forhindre mine patienter i at tage sig af dage. Samtidig skulle jeg tage stilling til ansøgninger om aktiv dødshjælp. Det gav mig stress, moralsk stress. Jeg ønskede ikke at medvirke,” fortæller van Veen. I stedet forsøgte han at overtale patienter til at afprøve andre mediciner og behandlingsmodaliteter, eftersom han følte, det var i strid med hans kerneværdier som læge at give efter for deres ønsker om at dø.

Men problemstillingen bliver yderligere kompleks for Sisco van Veen, efter at han senere får job på en særlig klinik på University Medical Center i Utrecht for behandlingsresistente psykiatriske patienter, der havde adskillige års oplevelser med depression og uvirksomme behandlinger bag sig.  

Mange af disse patienter ønskede at dø, og blandt dem var også en af van Veens patienter. En skizofren mand, for hvem livet i mange år havde været uudholdeligt. Trods alle former for behandlinger mod sin skizofreni og psykoterapi hørte han alligevel vuggesange, der gjorde ham helt desperat døgnet rundt. Under udredning i forbindelse med hans ansøgning om aktiv dødshjælp blev det opdaget, at han udover skizofrenien også led af OCD, og efter at være blevet medicineret med et SSRI-præparat mod OCD’en forsvandt stemmerne i løbet af en måned, og han ønskede ikke mere at dø:

”Denne oplevelse gjorde, at jeg måtte tænke mig om endnu engang i forhold til, om lægeassisteret aktiv dødshjælp nu også er sådan en god ide. Risikoen for, at det går galt, er høj,” forklarer Sisco van Veen. Han måtte også opleve, at en kvindelig patient med skizofreni, som led frygteligt af depressioner under COVID-restrektionerne, fik tilladelse til dødshjælp, selv om han stemte nej imod ud fra en betragtning om, at hun skulle givet livet en chance to måneder mere, da restriktionerne netop stod for at blive lempet.

Sisco van Veen arbejder i sin fritid på den hollandske hotline for selvmordstruede og er i det hele taget aktiv i det hollandske samfunds arbejde for at hindre selvmord, for ifølge Sisco van Veen er der nemlig stor forskel på patienter, der begår selvmord, og patienter der ønsker aktiv dødshjælp.

Skillelinjen kan måske umiddelbart forekomme meget lille mellem de to grupper, indrømmer han, men forskellen er, at patienter, der ønsker aktiv dødshjælp, ifølge ham ikke er suicidale, de ønsker ikke at dø. De ønsker alene at komme væk fra lidelsen.

Ville finde ud af sin holdning

Stillet overfor, hvad han oplevede i klinikkerne, blev Sisco van Veen efterhånden så usikker på værdien af, hvad han siden barnsben havde lært at sin mor og senere også af hendes valg af døden før tid, at han besluttede at lave sin ph.d om sine flere og flere dilemmaer for således at finde ud af, hvad han egentligt mente:

”Det var rigtig svært. Og det er det fortsat. Jeg svingede meget frem og tilbage gennem hele min ph.d-periode. Men jeg tænker, at jeg nu er landet på at være kritisk tilhænger af akut dødshjælp mod psykiatrisk lidelse,” forklarer han og fortsætter:

”Det kræver stor omhyggelighed, og der er mange tilfælde, hvor man ikke skal gøre det – eller i hvert fald være meget forsigtig. Men efter at have forsket og talt med rigtig mange patienter har jeg lært, at man også kan fejle ved at være for tilbageholdende, og hvor det at beslutte, at patienten skal vedblive at leve, er et valg, som kan skade patienterne, da det er dem, der i givet fald skal vedblive at lide. Og de lider ubærligt og voldsomt, så at sige ´nej vi vil ikke hjælpe dig til at dø på værdig vis´, kan for dem være det værst mulige resultat af de to muligheder,” fortæller Sisco van Veen. I løbet af en arbejdsuge taler han aktiv dødshjælp med tre-fem psykiatriske patienter, men gang på gang understreger han, at tilbuddet kun er relevant for en meget lille subgruppe af psykiatriske patienter.

Mange kolleger ikke dygtige nok

Sisco van Veen lægger ikke skjul på, at det kræver stor faglig ekspertise og dygtighed at afgøre, hvorvidt den psykiatriske patient vitterlig er uhelbredeligt syg, eller om der fortsat er endnu ikke afprøvede muligheder. Og mere kontroversielt: At det ikke er alle af hans kolleger, som besidder disse forudsætninger.

Faktisk lægger van Veen ikke skjul på noget som helst, men fremlægger alle sine pro et contra overvejelser på en måde, som gør, at denne podcast tilhører noget af det bedste, der er lavet om aktiv dødshjælp. Hans øje for dilemmaer og hans vilje til at dykke ned i dem, intellektuelt som følelsesmæssigt, er helt unik, og værtens evne til at følge ham op og ned af tvivlens mange stier af høj professionel klasse. Så uanset om man interesserer sig for psykiatriske eller somatiske patienter, er hans velgennemtænkte og i klinikken afprøvede pointer og refleksioner over alle hånde dilemmaer af stor værdi.

Og det samme er hans tanker om betydningen af den psykiatriske patients sociale miljø for ønsket om at dø eller leve. For eksempel anbefaler han ikke at tillade aktiv dødshjælp i USA, hvor han også har arbejdet, og hvor mulighederne for medicinsk og økonomisk hjælp er ringere end i Vesteuropa, hvorfor han ville frygte, at nogle ville vælge døden af sociale grunde.

Forbehold, som van Veen faktisk mener, gælder alle underfinansierede sundhedsvæsner, som ikke er i stand til at yde de rimeligt kvalificerede psykiatriske behandlinger, som kan mindske risikoen for, at patienterne tvinges til at vælge nødudgangen, aktiv dødshjælp.

Samtidigt med at han alligevel endnu engang ser et dilemma i egne holdninger, for hvorfor skal psykiatriske patienter først lide under mangelfuld kvalitet i behandlinger og sociale hjælpeforanstaltninger for så bagefter at forbydes at vælge den død, som i det mindste kunne befri dem for de smertelige konsekvenser af utilstrækkelighederne? En dobbelt diskriminering af psykiatriske patienter, der herefter overlades til ufattelige lidelser eller det af dem uønskede og for deres pårørende traumatiske selvmord.

 

Podcasten kan høres her