Podcastserie om drabstiltalt sosu-hjælper giver dygtig lokaljournalistik vinger

 
 
 
 
 

PODCAST: Retssagen mod en 60-årig kvindelig sosu-hjælper, som er tiltalt for et drab og syv drabsforsøg på plejecenter Tirsdalen i Randers, kører i disse dage ved retten i Randers. Det billige podcastmedie viser sin nytte, når lokale begivenheder viser sig også at være relevante for landets øvrige borgere. 

Lokaljournalisten Mads Ottes arbejde for TV2 Østjylland var i månedsvis lokalsamfundets vigtigste informationskilde til det, som byens borgere ellers kun gysende kunne fantasere og sladre om. For politiet i Randers valgte først at løfte en smule af låget i maj måned sidste år om hvorfor, at man godt to måneder tidligere, 14. marts, havde varetægtsfængslet en kvindelige sosu-hjælper for dobbeltlukkede døre. Man havde en alvorlig sag, lød det fra politiet, som offentligheden først rigtig hørte fra igen, da anklagemyndigheden i slutningen af november fremlagde et anklageskrift.

Men allerede i foråret 2022 var lokalreporteren Mads Otte godt i gang med at informere den undrende og forskrækkede befolkning om den mistænkte kvinde efter at have modtaget et tip fra en whistleblower tæt på begivenhederne bag plejehjemmets mure.

Det fremgår af den meget informative og afbalancerede podcastserie Forgiftet på plejehjem,  som består af indtil videre seks afsnit, som ifølge Mads Otte vil blive fulgt op af yderligere episoder i takt med, at sagen udvikler sig i retten, som forventes at afholde afhøringer over 12 dage. Retssagen begyndte 4. januar.

Retssagen mod den midaldrende kvinde handler i al sin komplicerede enkelthed om, at anklagemyndigheden, som fremlagt i retten den 4. og 5. januar i sidste uge, mener, at tiltalte om aftenen den 26. februar 2022 dræbte en kvindelig beboer med lægemidlet baclofen og desuden samme aften forgiftede tre andre beboere med baclofen, diazepam og mirtazapin i forskellige, men ofte dødelige blandinger. Alle fire beboere blev indlagt på sygehuset, hvor de tre blev behandlet og reddet i sidste øjeblik.

Men efter, at de tre overlevende var tilbage på plejehjemmet, forgiftede tiltalte dem ifølge politiet igen på sin aftenvagt ugen senere den 2. marts med baclofen, mirtazapin og diazepam. De tre beboere blev endnu engang indlagt og reddet. Men den 13. marts forsøgte tiltalte ifølge anklagemyndigheden atter at dræbe én af de tre, en kvindelig beboer med Alzheimers sygdom, ved at give hende en overdosis af lægemidlerne baclofen og diazepam. Beboeren blev dog igen indlagt og reddet. Tiltalte blev herefter arresteret af politiet den efterfølgende dag.

I de næsten ti måneder, der er gået siden, at kvinden blev arresteret, har myndigheder og politiet været tavse som østers af hensyn til sagens opklaring. Retssagen blev dog i sidste uge flittigt dækket af en lang række danske medier, men ikke desto mindre kan det være svært at finde hoved og hale i sagen, som enten kan være en endnu større skandale end den om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen fra Nykøbing Falster Sygehus, der i 2017 blev idømt 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter. Eller en fuser som sagen om plejehjemmet Plejebo i København, hvor en plejehjemsassistent i oktober 1997 blev sigtet for 22 drab. Men hvor politiet aldrig nåede frem til en tiltale, måtte trække alle sigtelser tilbage, rette søgelyset mod fem andre ansatte samt udbetale en stor erstatning til plejehjemsassistenten. 

´Forgiftet på plejehjem´ har i sagens natur heller ikke noget svar på, hvorvidt den tiltalte er skyldig eller ej, eller hvilke motiver der i så fald måtte ligge bag. Tværtimod er både Mads Otte hele tiden meget omhyggelig med at understrege, at kun retten kan afgøre skyldsmålet. 

Men til gengæld giver serien en lang række faktuelle oplysninger, som gør det nemmere at hitte rede i, hvad der gemmer sig bag anklageren, forsvarerens og tiltaltes påstande i retten samt ikke mindst bag mediernes overskrifter og mere eller mindre sporadiske retsreferater. Har man blot den mindste interesse i sagen, er ´Forgiftet på plejehjem´ et godt sted at blive klædt på til at følge sagen i medierne.

Programmerne

I podcastens program 1 ´Mistanken´, sendt allerede 8. juli 2022, fortæller Mads Otte om, hvordan han i kraft af sit lokale netværk i Randers kom på sporet af skandalen, om sit journalistiske benarbejde for at få sagen bekræftet, om politiets hemmeligholdelser af al information og om de faktuelle oplysninger, sundhedsjournaler og samtaler, som de pårørende til de fire forgiftede beboere deler med ham.

For Mads Otte er sagen den største, han som lokaljournalist nogensinde har været tæt på, og det samme er skandalen for hans bysbørn, så Mads Otte graver flittigt løs, godt hjulpet af sit lokalsamfund, hvor journalist og borgere tydeligvis her oplever at være i samme båd.

Og selv om det ikke er alle i byen, som mener, at han skal beskæftige sig med sagen, så lykkes det Mads Otte i kraft af sit nærmiljø, gode evner til at skelne skidt fra kanel og rygter fra fakta allerede på dette tidspunkt at få afdækket de fleste af de omstændigheder og begivenheder, som senere skal vise sig at udgøre de basale elementer i sagen. 

Program to er også fra 8. juli. ´Døden nær tre gange´, handler om, hvad sønnen Henrik Madsen kan dokumentere og fortælle om sin mor, den kvindelige beboer, som overlevede tre forgiftninger. Han fortæller blandt andet, at moren aldrig tidligere har fået nogle af de tre typer medicin, som hospitalet fandt i overdoser i hendes blod tre gange i løbet af kun tre uger. Efter den første forgiftning tænkte Henrik Madsen, at der måtte være sket en medicineringsfejl og tog fat i plejehjemmet. Først efter morens tredje forgiftning skete der noget, og han blev mødt af politi overalt, da han mødte op på hospitalets intensivafdeling.

I det tredje program, ´Den mistænkte, fortæller Mads Otte, hvad han har fundet ud af om den mistænkte. Hans beretning er begrænset af navneforbud. Men dels har han talt med mistænktes søn, som han kendte i forvejen, og dels ved man godt i byen, hvem hun er. Og han tegner indenfor lovens rammer et portræt af en tilsyneladende helt gennemsnitlig normal og pligtopfyldende kvinde, som hverken omgivelser eller familie er i stand til at tiltænke drab og drabsforsøg. Heller ikke selv om politiet fandt medicin fra plejehjemmet i hendes private bolig, at hun var den eneste på vagten i den del af plejecentret, hvor de forgiftede beboere boede, og at hun ikke var autoriseret til at give medicin, men alligevel havde opholdt sig i medicinrummet mange gange. Sønnen fortæller, hun er en uskyldig og meget kærlig hustru, mor, farmor og mormor, som nu lider voldsomt under sin uberettigede varetægtsfængsling.  

I program fire, ´Anklageskriftet – et drab og syv drabsforsøg´ har Mads Otte fået fingrene i politiets anklageskrift, som han gennemgår i detaljer. Han fortæller, at kvinden udover drab og drabsforsøg også vil blive tiltalt for tyveri af medikamenterne mirtazapin og diazepam foruden en ukendt mængde baclofen-tabletter fra plejehjemmet samt for tjenestemisbrug og besiddelse af diazepam uden gyldig recept hertil. Alt i alt 11 forskellige forhold, som gør, at anklagemyndigheden også ønsker at fratage hende retten til at virke som social- og sundhedshjælper.

I program fem, ´Dødsengel´, fortæller Mads Otte kort om de mange rygter, som svirrer i byen, efter at politiet har fremlagt sit anklageskrift. 

Herudover får psykolog, mangeårig ekspert i seriemord og profiltegner, Florence McLean adgang til at fremlægge sin udførlige viden om, hvad der kan drive sundhedsmedarbejdere til at blive seriemordere.

Et voldsomt interessant program, som giver nye og skærpede briller til læsning af mediernes retsreferater den kommende tid ved at forklare dødsengles typiske personligheder og motiver, som kan være depression udløst af traumer, ønsker om at styre liv og død og i sjældne tilfælde også medlidenhedsdrab.

At spekulere i skyld og motiv før retten har talt, forklarer Florence McLean som et naturligt, menneskeligt behov for at forstå og cope med det uforståelige. Især når man reelt intet ved.

Program 6, ´Uskyldig´, har tilrettelæggerne viet til, hvor fuldstændig galt det kan gå, hvis pressen blindt følger politiets sigtelser og som i Plejebo-skandalen udråber en uskyldig sundhedsmedarbejder til at være en skånselsløs seriemorder. En journalist fra Ekstra Bladet og en anden fra B.T. fortæller om, hvilke mekanismer der drev dem til ukritisk i mere end et år at hænge den sigtede ud som skyldig. Et program, som det også kan være godt at skrive sig bag ørerne i denne tid, når man hører om tiltalte fra Randers. 

´Forgiftet på plejehjem´ er dygtig, velovervejet lokaljournalistik af bedste skuffe. Sådan som den tit bedrives, men også ofte gemmes bag de lokale mediers betalingsmure og kommunegrænserne. Men i denne sag har det billige podcastmedie givet Mads Ottes historier vinger og dermed mulighed for at komme ud over lokalområdet gennem platformen Podtail, der siden sommer gratis har sendt serien, der i dag også kan høres på TV2 Østjyllands nyhedssite. 

Så kudos til lokaljournalisters hyppigere brug af det billige podcastmedie, når lokale begivenheder viser sig også at være relevante for landets øvrige borgere. I disse seks programmer, som er blevet til gennem seks måneder, siges hverken for lidt eller for meget. Og alt hvad der siges, er der ikke kun troværdige belæg for, programmerne er også vedkommende for os alle, for de handler om levevilkårene for nogle af vores svageste borgere.

Podcastserien Forgiftet på plejehjem kan høres HER