Sundhedsstoffet fylder blandt de Cavling-nominerede
MEDIER: Opsigtsvækkende historier om sundhedsvæsnet står centralt blandt de nominerede til Danmarks mest prestigefyldte journalistpris.
Tre journalistiske projekter er blevet nomineret til Cavlingprisen 2024. To af dem omhandler sundhed.
Blandt de nominerede er Berlingskes afdækning af skimmelsvamp på Rigshospitalet.
Ronja Pilgaard, Christian Birk og Lars Nørgaard Pedersen er navnene på de tre nominerede journalister.
De har sat fokus på, hvordan skimmelangreb igen og igen de senere år har plaget Rigshospitalet i København. Forløbet har haft store konsekvenser for nogle af patienterne, fremgår det i Berlingske.
Blandt de frygtede svampe er skimmelsvampen Aspergillus fumigatus, der årligt findes i cirka 200 patientprøver på Rigshospitalet. Det er en svamp, der kan være dødelig for svært svækkede patienter, og Rigshospitalet erkender ifølge Berlingske, at svampen kan have smittet patienter under indlæggelse.
Også Kontant-programmerne om koncernen Alles Lægehus er blevet nomineret til Cavling-prisen. Casper Lykkegaard, Morten Søgaard og Jacob Kragelund er navnene på de tre journalister bag disse programmer, der afdækkede svindel og overfakturering og blandt andet udløste en politianmeldelse fra Region Nordjylland.
Om disse programmer skrev dette medies anmelder Maria Cuculiza i sin femstjernede anmeldelse:
”Der er ingen tvivl om, at vi trænger til både en bred folkelig og en fokuseret politisk debat om fordele og ulemper ved, at udenlandske ejere stadigt oftere står for et af de mest vigtige funktioner i det danske sundhedsvæsen – nemlig at være patienternes daglige kontakt til sundhedsydelser og samfundets gatekeeper overfor de mere kostbare undersøgelser og behandlinger”
Også netmediet Zetland er nomineret for afdækningen af den historisk store minkerstatning, og det er dermed den eneste af de tre nominerede, som ikke er en decideret sundhedshistorie.
Det er Cavlingkomiteen, der udvælger de nominerede projekter ud fra de forslag, som alle har kunnet indsende til Dansk Journalistforbund. Det er også Cavlingkomiteen, der ”suverænt” afgør, hvem der ender med at modtage prisen i januar, skriver Dansk Journalistforbund på deres hjemmeside.
Cavlingprisen 2024 uddeles på Arbejdermuseet i København fredag den 10. januar kl. 15.00.