
Passionen for islandske forfattere har fulgt Helen Bernt Andersen siden barndommen.
Kræftens Bekæmpelses formand har sit atelier i naturen
KULTUR-TEMPERATUR: Helen Bernt Andersen betragter sine haver og sin passion for blomster som en slags kunstnerisk udtryk. ”Jeg har en stærk naturinteresse, og dér føler jeg mig kreativ,” siger formanden for Kræftens Bekæmpelse.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Jeg har haft mange, men den seneste var i min ferie på Rømø, hvor jeg i den forbindelse besøgte Vadehavscentret nær Ribe. Det falder smukt ind i det flade vadehav og er dækket af tagrør, så taget og facaden bliver ét. Naturen og fuglelivet gør stedet til noget helt særligt, og Vadehavet er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Jeg havde mine voksne børn og børnebørn med, og det var interessant at se, hvor optagede de blev af det hele. Indenfor er udstillingerne meget pædagogiske – man kan røre ved fisk og sten og kigge i kikkert. Jeg er altid helt høj, når jeg tager derfra.”
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Jeg anbefaler ofte islandske forfattere – jeg er nemlig halvt islænding og meget begejstret for litteraturen derfra. Jeg vender altid tilbage til Halldór Laxness, som jeg opdagede, da jeg var 12-13 år. Dengang læste jeg for første gang hans berømte bog ’Salka Valka’ – en fortælling om en ung pige, der vokser op i et barskt islandsk fiskerleje og kæmper for at skabe sig et liv. Af nyere forfattere anbefaler jeg ofte Kristin Baldursdóttir, især hendes romaner om Karitas, en pige der vokser op og selv bliver kunstner. De handler også om at klare sig og overvinde livets kampe. Jeg har lånt bøgerne ud til mange venner, og flere har købt dem selv bagefter.”
Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
”Jeg vil pege på tidsskriftet Bibliotek for Læger, som udkommer fire gange årligt. Det er verdens ældste lægetidsskrift og kombinerer historie, etik og kultur med sundhedsvæsenet. Jeg har brugt det meget i mit arbejde, fordi det tilfører en større dimension – både etisk og historisk. Tidsskriftet udgives af Lægeforeningen og redigeres af en gruppe dygtige læger, historikere og arkæologer.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Ikke i klassisk forstand. Men jeg betragter mine haver og min passion for blomster som et kunstnerisk udtryk. Jeg har en stærk naturinteresse, og dér føler jeg mig kreativ. Min mand, som desværre døde for mange år siden, malede og fotograferede, og vi levede på mange måder i et kulturelt ægteskab. Det har også præget vores børn. Jeg er hverken dygtig til at spille eller male, men jeg nyder, når noget er smukt og taler til sanserne.”
Helen Bernt Andersen, 70
- Formand, Kræftens Bekæmpelse
- Tidligere sundhedsfaglig direktionskonsulent og sygeplejedirektør, Rigshospitalet
- Uddannet sygeplejerske fra Bispebjerg Hospital i 1981, cand.cur. fra Aarhus Universitet i 2007
