Skip to main content

David Pizarro til venstre og Tamler Sommers.

Kulturkassen: To professorer diskuterer alt fra pornovaner til Borges-noveller

 

KULTUR-KASSEN

Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.

Mads Moltsen
Denne gang med
Mads Moltsen
Kulturkassen grafik

 

Jeg har to amerikanske venner, som ikke kender mig. Sådan føles det i hvert fald. Sammen har de siden 2012 beværtet podcasten ´Very Bad Wizards´, som nu er oppe på 314 afsnit, og jeg er ikke gået glip af et eneste.

Den ene hedder Tamler Sommers og er professor i filosofi på University of Houston, den anden hedder David Pizarro og er professor i psykologi på Cornell University. Sandsynligvis ved jeg mere om de to midaldrende professorer og deres holdninger til dette og hint, end jeg gør om mine egne, rigtige venner. Det er nok en oplevelse, som mange podcastfanatikere vil kunne genkende.

´Very Bad Wizards´ begyndte som en podcast om filosofi og psykologi. De første afsnit tackler emner som fri vilje, moralfilosofi, socialpsykologi, hævn og retfærdighed. Det var det, der fik mig ind i folden. Med tiden har stofområdet udvidet sig, og podcasten handler nu i lige så høj grad om film, litteratur og TV-serier. Det er det, der har fået mig til at blive hængende. Jeg har oplevelsen af, at mine interesser har udviklet sig synkront med værternes. Måske har mine holdninger det også. Måske lytter jeg for meget til dem.

Det er svært at lade være, for værterne er virkelig interessante at lytte til. Ikke at de altid har ret, det har de langt fra, og de kan være rygende uenige. Men deres analytiske evner fejler intet. Det kan være højpandet, som når de analyserer Borges-noveller. Og det kan være fladpandet, som når de taler om pornovaner. Kedeligt bliver det sjældent.

Podcasten er struktureret på samme måde hver gang. Først et segment om noget aktuelt – ofte en videnskabelig artikel og gerne en, som værterne kan gøre sig morsomme på bekostning af. En yndlingsaversion er neurovidenskab, særligt fMRI-studier, som bliver taget under kærlig behandling. Dernæst podcastens hovedsegment, hvor værterne dykker dybt og grundigt ned i ethvert emne. I det seneste afsnit er det filminstruktøren Martin McDonaghs debutspillefilm 'In Bruges', som bliver analyseret fra ende til anden.

´Very Bad Wizards´ er en podcast, der kræver noget af lytteren. Den egner sig ikke som baggrundsstøj, men har man nogle timer for sig selv, er den ideel. Med det enorme bagkatalog kan det være svært at overskue, hvordan man kommer i gang, men til nye lyttere vil jeg anbefale at begynde med et af de efterhånden mange afsnit, hvor den canadisk-amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom medvirker. Han er om muligt endnu mere vidende end de to faste værter, et ekstra skud olie i en i forvejen velsmurt maskine, og afsnittene med ham er en god lakmusprøve, hvis man er i tvivl om, om ´Very Bad Wizards´ er værd at lytte til.