Skip to main content

Merete Nordentoft, som selv medvirker i DR-dokumentaren ‘Hvem griber Sarah?’, anbefaler den som en skarp skildring af, hvordan et højt specialiseret psykiatrisk system kan svigte – selv med de bedste intentioner.

Psykiatri-formand roser tragisk DR-dokumentar

KULTUR-TEMPERATUR: DR-dokumentaren ‘Hvem griber Sarah?’ skildrer fint, hvordan et meget specialiseret psykiatrisk system kan være dysfunktionelt trods de bedste intentioner. Det mener Dansk Psykiatrisk Selskabs forperson Merete Nordentoft.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg så musicalen ’Skatteøen’ på Folketeatret med mine to børnebørn på seks og syv år noget tid tilbage. Det var en forrygende oplevelse. Musikken af Sebastian er fantastisk, og vi har gået og sunget sangene lige siden.” 

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?

”Romanen ’Den begravede kæmpe’ af Kazuo Ishiguro. Det er en fantastisk fortælling om et ældre ægtepar og en nænsom beskrivelse af sorgprocesser.”

Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”DR-dokumentaren ‘Hvem griber Sarah?’ skildrer fint, hvordan et meget specialiseret psykiatrisk system kan være dysfunktionelt trods de bedste intentioner. Det kan blive svært at være i som patient, hvis man ikke passer ind i kasserne. Enten er man for rask, eller for syg, eller man fejler noget forkert. Programmet viser meget tydeligt, hvor store menneskelige og økonomiske omkostninger det kan føre med sig. ’Uhensigtsmæssigt’ bliver et alt for svagt ord.” 

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske? 

”Jeg synger i kor, det er meget berigende. Jeg gik engang til både blokfløjte og guitar - men blev aldrig rigtig god til det. Jeg ville gerne kunne spille et instrument, da jeg synes, det er en dejlig aktivitet at have i sit liv. Derfor øver jeg også på eksempelvis xylofon med mine børnebørn, vil gerne prøve at være en rollemodel og inspirere dem til at spille for at få musik ind i vores familieliv.  Også selvom jeg altså ikke selv kan spille det helt store.”

Merete Nordentoft, 70 år

  • Forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, klinisk professor, Region Hovedstadens Psykiatri, medlem af det Det Etiske Råd, for nylig hædret med WHO-prisen Sasakawa Health Prize 2025 
  • Præsident for International Early Psychosis Association fra 2014 til 2016
  • Grundlægger af OPUS-programmet til unge med psykose i 1998
  • Cand.med. i 1982, ph.d. i 1994, dr.med. i 2007, Københavns Universitet