Skip to main content

Før hun blev hele Danmarks pandemi-ekspert, sang Lone Simonsen jazz i fritiden i Genève.

Pandemi-eksperten har haft en jazzkvintet i Genève

KULTUR-TEMPERATUR: For 25 år siden optrådte professor og pandemi-ekspert Lone Simonsen med klassiske jazznumre – såkaldte jazzstandards – mens hun arbejdede for WHO. Det står stadig for hende som en gylden tid, både som forsker og formidler.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg besøgte for nylig Folkehuset Absalon på Vesterbro for første gang. Jeg faldt pladask for det. Her mødes danskere og spiser hyggeligt sammen ved langborde. Der er også mulighed for at danse eller se film, eller man kan blot hænge ud og få en øl sammen efter arbejdstid. Det gjorde mig glad, og jeg vender tilbage næste gang med en madbillet og en god bog.”

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?

“Min all time favoritfilm er fængselsdramaet ’The Shawshank Redemption’ (’En Verden Udenfor’, red.). Det er så smuk en skildring af et venskab og om at overkomme det vildt uretfærdige. En anden af mine favoritfilm er den feministiske komedie ’Legally Blonde’ (’Blondinens hævn’, red.) – måske lidt af de samme grunde som med fængselsfilmen.”

Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Jeg er ret vild med Genstart på P1, når de påtager sig et sundhedsemne. De graver dybt, og det er sobert. Derudover er jeg også glad for videnskabssiden videnskab.dk, der formår et meget fint kompromis mellem videnskab og journalistik. De er et go-to medie for mig, og jeg er også selv hyppig bidragsyder.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Jeg har i mange år sunget meget. Et højdepunkt var, da jeg havde en jazzkvintet i Genève, hvor jeg arbejdede for WHO. Vi optrådte lidt rundt i byen på cafeer og til fester med klassiske jazz-standards. Vi spillede også en dag på gangene hos WHO og indsamlede mange penge til Kosovo og indspillede også en CD. Det er nu 25 år siden, at jeg har sunget sådan seriøst, men det står for mig som en gylden tid. Jeg må tilbage til det, når jeg får mere tid.”

Lone Simonsen, 65 år

  • Professor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø, Matematik og Fysik (IMFUFA), og leder af PandemiX Centeret
  • Modtog Forskningskommunikationsprisen i 2021 for sit virke som faglig ekspert i pandemier under COVID-19 – derudover modtog hun et ridderkors i 2023
  • Tidligere arbejdet som epidemiolog hos WHO og USAIDS i Geneve og på National Institutes of Health i Bethesda, USA, samt været forskningsprofessor ved Department of Global Health ved George Washington University
  • Uddannet cand.mag. i biologi og kemi fra Roskilde Universitet, ph.d. i populationsgenetik fra University of Massachusetts i 1991