Professor Michael Borre: Jeg ville oprindeligt på kunstakademiet

KULTUR-TEMPERATUR: Han er kendt som kræftlægernes formand i Danske Multidisciplinære Cancer Grupper. Professor og urinvejskirurg Michael Borre er også stolt far til skulptør, komponist og lyriker Mads Borre, hvis udstilling ’Fruiting Body’ kan opleves på udstillingsstedet CANTINA i Aarhus resten af oktober.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg havde for nylig det privilegium at smugkigge forud for ferniseringen af min søn Mads Borres udstilling ’Fruiting Body’. Mads er akademiuddannet, vandt i år Aarhus Art Prize SOLO og er en sand multikunstner. Udstillingen rummer kunstværker udført i harpiks med insektdele støbt i sølv, keramik og store stålskulpturer, mens selvkomponeret musik fylder rummet. Mads udgiver ved samme lejlighed en ny digtsamling. Alt sammen fantastisk flot og yderst spændende komponeret – stor respekt, Mads!”

(Læs mere om Mads Borre og den aktuelle udstilling her)

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner? 

”Jeg har senest læst Ida Jessens historiske jyske drama med træheste, slid, fattigdom og sult. Frederik d. 5. inviterede tyskere til at opdyrke heden med falsk løfte om gratis jord og skattefri indtægter. Derfor slog en autentisk, ensom tysk kaptajn sig ned det mest trøstesløse sted i Jylland og påbegyndte den umulige opgave at opdyrke heden. Tyskerne medbragte kartoflen og blev efterfølgende kaldt kartoffeltyskere – og er vist nok en del af mine egne aner. Romanen er netop blevet filmatiseret under navnet ’Bastarden’ og med Mads Mikkelsen i hovedrollen.”

Hvilken bog/film/musik vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for dit fag?

”Indenfor faglitteraturen kan der næppe være nogen mere oplagt bog at kaste sig over i efterårsferien end FADL’s ’Hvordan skaber vi fremtidens Sundhedsvæsen?’. Der er aktuelt nedsat flere kommissioner til at finde løsninger for det svært udfordrede danske sundhedsvæsen, hvor det dobbelte demografiske pres med flere ældre multisyge skal behandles og plejes af stadigt færre kvalificerede personaler. Bogen giver flere inspirerende vinkler på, hvorfor og hvordan man kan sammentænke drift, forskning, innovation og uddannelse i praksis.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Ja, jeg har som helt ung tegnet og malet en del og rejste i virkeligheden til hovedstaden i ønsket om at blive optaget på kunstakademiet. På dagen valgte jeg i stedet for medicinstudiet, hvilket jeg aldrig har fortrudt og lader nu sønnike udleve det udfordrende kunstnerliv. Min hustru Mette og jeg har i mange år samlet på billedkunst, og vi værdsætter også klassisk møbeldesign. Jeg faldt i foråret over en gammel vraget total nedslidt HJ Wegner CH28 savbuk-lænestol, som jeg egenhændigt har genoplivet – inklusiv ny teaktræsfineret ryg og sæde – det er for mig også en slags kunst.”

Om Michael Borre, 65

  • Overlæge ved Urinvejskirurgisk afdeling K på Aarhus Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet
  • Formand for DAPROCA (Dansk Urologisk Cancer Gruppe – Prostatacancer) og formand for Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)