Skip to main content

”Vores indsats har gjort Region Midtjylland til en af de førende regioner i verden, når det gælder at fremme sundheden med målrettede kulturtilbud." siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Region Midtjylland kører med kulturklatten overfor EU-Kommissionen

Region Midtjyllands mangeårige erfaringer med, at kultur fremmer sundhed, indtager fremtrædende rolle i en ny europæisk rapport om EU’s sundhedsstrategi.

Kunst og kultur kan have sundhedsfremmende effekter på stress, demens og kroniske smerter, skabe bedre patientoplevelser på hospitalerne, under behandling og under genoptræning, styrke borgernes trivsel og livskvalitet samt være del af forbyggende indsatser på sundhedsområdet. Uanset om man ung eller gammel eller er fysisk eller mentalt syg. Derfor bør kultur være en integreret del af EU’s sundhedsstrategi og et bærende element, når det handler om mental sundhed, lyder nogle af konklusionerne i en ny rapport, ´The CultureForHealth-rapporten´, som Europa-Kommissionen selv har efterspurgt og altså nu også fået.

Bag rapporten står partnerskabet CultureForHealth, der er et EU-projekt, der skal udbrede kendskabet til kultur som sundhedsfremme i Europa, og ifølge CultureForHealth ligger der flere end 137 videnskabelige studier, som undersøger linket mellem kultur og helbred, 117 studier af kultur og subjektive følelser af livskvalitet, 131 studier af kultur og borgernes trivsel og 12 studier af kulturs positive effekter under COVID-19:

”Men ikke desto mindre er denne evidens ikke almen kendt, og det er vigtigt at investere i en udbredelse af viden herom i EU, for selv om det gentagne gange er blevet påpeget i forskellige forum, at sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme er kosteffektivt, så bruger vi i EU i både det offentlige og det private kun 2,8 procent af vores totale sundhedsudgifter herpå,” fastslår rapporten, som Region Midtjylland har været tovholder på, og som har haft til opgave både at samle viden og samtidig komme med anbefalinger til EU.

CultureForHealth, der er et samarbejde mellem kultur- og sundhedssektorer i EU, er også oprindeligt søsat af Europa-Kommissionen. Med i projektet er bl.a. partnerskabet Culture Action Europe, verdenssundhedsorganisationen WHO samt en række forskere og eksperter på feltet fra blandt andet Italien, Portugal, Rumænien og Danmark, der alle kommer med klare opfordringer til, at EU for alvor begynder at tage kultur som sundhedsfremme alvorligt:

”Kultur er en vigtig ressource, hvis man anskuer sundhed mere holistisk. Gennem kultur og kunst kan vi målrette initiativer, som kan tilpasses forskellige publikumsgrupper med deres særlige behov. Uanset om disse mennesker er unge eller gamle eller en del af arbejdsstyrken. Kunst og kulturelle aktiviteter er vigtige for at fremme den positive mentale sundhed og velvære hos befolkninger, både individuelt og på et kollektivt niveau. Vores research har vist, at den tværfaglighed, tilgængelighed og personlige tilgang, som kunstbaserede og kulturelle aktiviteter giver, kan have betydelige sundhedsmæssige fordele,” skriver rapportens forfattere. De understreger også kunstens evne til at yde omkostningseffektive interventioner til komplekse sundhedsudfordringer, som måske er svære eller ikke mulige at behandle, samtidig med at kunsten letter presset på begrænsede sundhedsressourcer.

Og i Region Midtjylland, hvor regionsrådet gennem flere år har været med til at give økonomisk støtte til en lang stribe af forsøg og projekter, der kombinerer kultur og sundhed, er Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling, da også godt tilfreds:

”Vores indsats har gjort Region Midtjylland til en af de førende regioner i verden, når det gælder at fremme sundheden med målrettede kulturtilbud. Jeg er stolt af, at vores og midtjyske kulturaktørers erfaringer er bragt i spil sammen med andre fra hele Europa, for det kan være en af vejene til at løse nogle af samfundets store trivsels- og sundhedsmæssige udfordringer,” siger han.

I rapporten foreslås det også, at EU på lang sigt opretter en uafhængig organisation, der skal kunne fremme sammenspillet mellem kultur og sundhed. Men i Region Midtjylland er indsatsen allerede i tråd med anbefalingerne, lyder det fra næstformand i Udvalget for Regional Udvikling Henrik Qvist (EL).

”Som en region, der driver hospitaler, kan vi i dén grad være med til at bygge bro mellem kultur og sundhed og trække det ind i patientbehandlingen. Kultur som sundhedsfremme kan foregå i alle rammer i vores samfund, og det er klart, at vi ønsker kultur som drivkraft for mere sundhedsfremme på vores hospitaler og institutioner, for det er med til at bidrage til mere lighed i sundhed,” siger Henrik Qvist i hvis region, man har eksperimenteret med for eksempel guidet fælleslæsning for psykisk sårbare borgere, korsang for lungesyge, dans for ældre, livemusik på intensiv afdelinger, koncerter fordelt på både plejehjem, børn- og ungeafdeling og en dialyseklinik, musikalske besøgsvenner i hjemmet, litterær fødselsforberedelse for førstegangsfødende og sangtimer med mødre i risiko for at få efterfødselsreaktioner.

Og ifølge rapporten er viden om, at kunst og kultur virker sundhedsfremmende da også robust, og dens forfattere opfordrer til at komme i gang med at integrere kunsten bedre i sundhedsvæsnet:

”For eksempel var der allerede før udbruddet af COVID-19 85 millioner borgere i EU, som havde psykiske problemer. Siden da er angst og depression steget markant, og aktuelle faktorer som energikrisen og krigen i Ukraine kan forværre disse tilstande yderligere. Ud over dette har mange europæiske lande alvorlige kapacitetsbegrænsninger i deres psykosociale sundhedssystemer, ofte med lange ventelister. Europa-Kommissionen efterlyser derfor en bredere tilgang til mental sundhed, og det er af yderste vigtighed, at denne anerkender og frigør kulturens potentialer til at forbedre sundhed og velvære. Dette ikke for at antyde, at kultur er et universal middel mod sociale dårligdomme, kultur kan snare indlejres i en bredere tilgang til at håndtere dem.”