
1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd (DSR), Harun Demirtas, glæder sig til 14. februar. Da er der dansk Melodi Grand Prix (MGP). Harun Demirtas er nemlig ikke blot fagpolitisk aktiv som central leder i DSR og Din Sundhedsfaglige A-Kasse, han har også siddet som næstformand i den danske MGP-fanklub.
Sygepleje-forperson har kæmpe forkærlighed for Melodi Grand Prix
KULTUR-TEMPERATUR: 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd (DSR), Harun Demirtas, glæder sig til 14. februar. Da er der dansk Melodi Grand Prix (MGP). Harun Demirtas er nemlig ikke blot fagpolitisk aktiv som central leder i DSR og Din Sundhedsfaglige A-Kasse, han har også siddet som næstformand i den danske MGP-fanklub.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Jeg må indrømme, at jeg ikke er så god til at komme i teatret og til udstillinger. Oftest fordi det kræver koordinering og planlægning. Jeg er meget spontan, og derfor føles det altid nemmere med biograf end teater. Når det er sagt, elsker jeg Det Kongelige Teater og at komme der for at se musicals. Jeg glæder mig for eksempel rigtig meget til at se ’My Fair Lady’, som jeg gav min kæreste i julegave.”
Hvilken musik kan du anbefale til familie og venner?
”For tiden hører jeg rigtig meget Damiano David fra Måneskin. Min musiksmag kan variere rigtig meget. Jeg er for det første en stor Eurovision-fan og har siddet som næstformand for MGP-fanklubben i Danmark i nogle år, og derfor hører jeg rigtig mange Eurovision-sange. Men når det er sagt, har jeg også rødder i Tyrkiet, hvor jeg er opvokset, og det har også givet mig en stor kærlighed til det tyrkiske kulturliv. Jeg hører rigtig meget tyrkisk og kurdisk musik fra 1990’erne og 00’erne.”
Hvilken podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
”Jeg vil anbefale alle at lytte til podcasten ´Det bæredygtige arbejdsliv´, som handler om mange af de emner, der optager sundhedsfaglige om deres arbejdsliv. Derudover hører jeg mange andre podcasts, som primært er politiske, for eksempel ´Under Gulvtæppet´, ´P1 Debat´ og ´Fagbevægelsen uden filter´.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Ja! Jeg er som nævnt meget stor fan af Eurovision. På et tidspunkt blev jeg så optaget af Eurovision-vinderen fra 2009, Alexander Rybak, og hans violin, at jeg næsten blev forelsket i ham og fik et stort ønske om selv at lære at spille violin. Jeg købte faktisk en violin, men den ligger i dag i mit klædeskab – og har gjort det siden 2009. Det lykkedes mig desværre aldrig at komme i gang. Måske en dag.”
Harun Demirtas, 36 år
- Forperson i Din Sundhedsfaglige A-kasse
- 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd
- Sygeplejerske på orlov fra Neonatal-intensiv afdeling på Rigshospitalet
- Uddannet sygeplejerske fra Professionshøjskolen Metropol i 2016
