Formidlingsbog om huden kæmper med sit eget paradoks

BØGER: Formidlingsbog om huden ønsker at være et forsvarsskrift for huden som selvhjulpen, men den rummer et paradoks, som ikke bliver tilstrækkeligt belyst.

Især huden og tarmen er populære organer til populærvidenskabelige bøger i disse år. Det er derfor ikke nyt territorium, som journalist og hudplejeproducent Trine Øveraas vil indtage med formidlingsværket ’Huden kan selv – et forsvar for menneskets største organ’.

Det er en guide, der er skrevet næsten som en slags dannelsesrejse: Man er med på sidelinjen, mens den dansk bosatte nordmand læser sig ind på emnet og interviewer en række vidende eksperter og fagfolk.

Her og der tumler forfatteren dog lidt med nogle uklare valg omkring sin målgruppe og formidlingsniveauet. I samvittighedsfuld prosa forklarer hun om eksempelvis basalcellemembranen og immunforsvarets T-celler. Man kan finde passager, der lyder sådan her:

”Hornlaget har en kompliceret opbygning og indeholder lipidmolekylerne ceramider, kolesterol og fedtsyrer – plus lidt vand, hvilket er afgørende for hornlagets bevægelighed. Ceramiderne selv indeholder ikke vand. Men grundsubstansen (ceramider, kolesterol og fedtsyrer) danner dobbeltlag, som indeholder en lille smule vand mellem lipidmolekylerne.”

Det er lødig oplysning, men som lægmand skal jeg godt nok læse sætningen et par gange for at forstå, hvad der står. Derfor virker det løjerligt, når hun i andre passager skriver til læseren, som om han eller hun går i 8. klasse:

”Hudens fysiske struktur og biologiske funktion er meget kompliceret! Nu fik jeg også skrevet lidt med store bogstaver, jeg skal nok lade være med det i fortsættelsen, for det kan være ret irriterende at skulle læse VI VED STADIG IKKE ALT i gentagne versaler. Men overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger, og jeg tror, den er feset ind nu,” skriver hun et andet sted.

Usikker formidling, gode interviews

På trods af den lidt omskiftelige og usikre formidlingstone er Trine Øveraas overordnet et sympatisk bekendtskab. Men alligevel spørger man sig selv, hvorfor man læser hendes bog, når læger og fagfolk som Jerk W. Lange og Jon Anders Halvorsen har givet deres bud på formidlingsværker, og hun ofte alligevel genfortæller og refererer deres bøger.

Hun har fattet interesse for huden efter et brystkræftforløb, som efterlod hende med sart hud og forbrændinger efter strålebehandling. Og det er naturligvis en interessant pointe om huden: hvordan det altomsluttende organ spiller en rolle, også i forbindelse med sygdomme, som er langt væk fra hudlægernes område.

Trine Øveraas snakker med en toksikolog, en beauty-journalist og en biokemiker undervejs. Det er mange steder oplysende og interessant. Som saglig, interviewende journalist er Trine Øveraas ganske kompetent. Måske skulle hun have ladet sin bog være struktureret mere omkring buketten af interviews og uden formidlingen af lærebogsstof. Der er også et kritisk anliggende til stede i bogen: Trine Øveraas ønsker at udfordre hudplejeindustriens mange løfter og sætte spørgsmålstegn ved hævdvundne antagelser om aldring, hudfarve og skønhed. Som debattør af eksempelvis kosmetikbranchens mangelfulde deklareringer opnår bogen dog aldrig egentlig gennemslagskraft. Her er det mit forsigtige bud, at man er bedre tjent med eksempelvis Instagram-profilen makeupandmedicine.dk, der bliver lavet af en kommende dermatolog, ph.d. Cæcilie Johansen.

Ubelyst paradoks

Et gennemgående tema i bogen, som også slår ud i bogens overskrift, er, at huden reelt og som udgangspunkt ikke har brug for lotion, smørelse og andet, som mange af os konstant tilfører i et ønske om tilstrækkelig fugtighed og sundhed for vores rynkede ansigter og sprukne hænder. Huden kan og vil selv – vi forstyrrer den, når vi febrilsk propper alt muligt i ansigtet. Bogen skal læses som en hyldest til hudens naturlige kraft, står der på bagsiden. Det store spørgsmål bliver derfor: Hvorfor fører forfatteren selv en række hudplejeprodukter? Hun er direktør for hudplejefirmaet AiiA Care, der markedsfører sig som ”enkel hudpleje, hvor serum og creme er i ét produkt.” Bevares, hun erkender paradokset i bogen, og denne oplysning er medtaget på bogens bagflap.

Men jeg føler ikke, det bliver forklaret tilstrækkeligt, hvorfor netop hendes hudplejeprodukter vel er ok at bruge? Er der alligevel gråzonetilfælde, hvor det giver mening med en hudcreme i toiletskabet? Det kan sagtens være, at produkterne i AiiA Care er gode og relevante. Men kontrasten mellem budskabet i bogen og hudplejefirmaet burde der være lyst mere grundigt på. Det efterlader en undren hos læseren, og det kunne være interessant, hvis Trine Øveraas havde fortalt lidt mere om, hvad der har fået hende til at introducere flere hudplejeprodukter på markedet, når hun nu har skrevet en bog om, at de som udgangspunkt ikke er nødvendige.

Trine Øveraas: ’Huden kan selv – et forsvar for menneskets største organ’ er udkommet på Gyldendal og kan købes for 279,95 kroner.