Skip to main content

Lymfekræftpatient skriver børnebog med fokus på patienternes børn

BØGER: Patientforeningen LyLe har udgivet en børnebog med fokus på børnene i en familie, hvor moderen får lymfekræft. Bogen har vakt opsigt internationalt.

”Denne bog har været savnet længe,” fortæller LyLes formand Rita O. Christensen. ”Det er vigtigt at have fokus på familiens børn, når emnet er noget så alvorligt som blodkræft," siger hun til Nordic Bloodcancer Denmark, der er en hjemmeside for nordiske blodkræftpatienter. Siden er skabt i samarbejde mellem LyLe (patientforeningen for Lymfekræft, Leukæmi og MDS) og PatientAkademiet, der hører under Medicinske Tidsskrifter. 

’Luas og Lilos mor bliver syg’ er skrevet af Olivia Løvenstedt, der selv er lymfekræftpatient og mor til to piger, der er vokset op med hendes sygdom tæt inde på livet.

Bogen er først og fremmest tænkt til højtlæsning og dermed som et redskab til at tale om og sætte ord på de svære tanker og følelser som et barn med et sygt familiemedlem kan have.

Vil skabe åbenhed

Luas og Lilos mor bliver syg er skrevet i håbet om at medvirke at skabe åbenhed, tryghed og ro omkring en sygdom, som virker kaotisk og skræmmende på både børn og voksne.

Bogen består af otte kapitler, som hver bliver fulgt op af spørgsmål, der er tænkt som udgangspunkt til refleksion over egen situation for barnet.

”Vi håber, at bogen kan hjælpe barnet med at sætte ord på de tanker og følelser som kan fylde, når et nært familiemedlem bliver alvorlig syg, og vores fornemste opgave er, at give svar på nogle af de spørgsmål barnet måtte have, og sætte fokus på, at de ikke er alene om deres følelser og tanker. Og dermed gøre en sygdomsperiode, som kan virke kaotisk og skræmmende, lidt mere tryg for barnet,” forklarer Rita O Christensen.

’Luas og Lilos mor bliver syg’ kan også være en støtte for fagpersoner, som pædagoger og skolelærere, der kan bruge den som værktøj til at give barnets klassekammerater indblik i, hvad der rører sig i et barn med en alvorlig syg slægtning.

Mor til to piger

Bogen tager udgangspunkt i sygdommen lymfekræft, men kunne lige så godt handle om andre blodkræftsygdomme.

Olivia Løvenstedt der er medlem af LyLes bestyrelse, har fostret ideen om at lave en børnebog om blodkræft med LyLe som afsender. Olivia er selv mor til to piger, der er vokset op med hendes sygdom og har mærket konsekvenserne af den.

Bogen tager udgangspunkt i Olivias egen historie som mor og lymfekræftpatient. Den har i øvrigt vakt opsigt ud over Danmarks grænser, og det forventes, at den vil blive oversat til en række andre sprog.

’Luas og Lilos mor bliver syg’ er gratis og kan bestilles på LyLe hjemmeside.

Man skal dog selv betale portoen.

  • Oprettet den .