Ny bog om voksne kvinder med ADHD giver masser af gode muligheder for spejling

BØGER: Forfatter med sen diagnosticeret ADHD drømte om at kunne åbne et usynligt låg til sin hjerne, så andre kunne forstå hende bedre. Derfor har hun nu skrevet en vellykket bog, som åbner låget til ti meget forskellige kvinders verden med ADHD – til skammen, skylden, forkertheden og de små eller større detaljer, som man sjældent fortæller andre og måske endda ikke selv forstår.

Antallet af kvinder mellem 25 og 44 år, der får medicin for deres ADHD, er på et enkelt år steget med 30 procent. I 2022 var det over 38.000. At flere får stillet diagnosen, betyder ikke, at der er flere, der har ADHD, men at flere kvinder i alle aldre nu bliver udredt og får diagnosen. Typisk efter at de i årevis har døjet under ADHD’en og dens hyppige følgesymptomer såsom angst, spiseforstyrrelse, stress, depression, udbrændthed og dårligt selvværd på grund af for mange fiaskoer ude og hjemme.

Det fastslår journalist og forfatter Marie Jensen i sin nye bog ´Kvinder og ADHD´, hvori hun til en indledning fortæller, at hun selv var over 40 år, da hun blev udredt og fik sin diagnose:

"Den sene diagnose og manglende viden om piger og kvinder med ADHD har haft store konsekvenser for mig, både arbejdsmæssigt og privat. Derfor startede jeg en gruppe for kvinder med ADHD for at have en platform til at dele erfaringer og fortællinger. Jeg opdagede, at mange kvinder søgte spejling og var gået igennem livet med misforståelser og følelsen af at være forkert,” skriver Marie Jensen.

I sin bog giver hun 10 kendte og mindre kendte kvinder mulighed for at fortælle netop deres historier om ADHD og deres liv, sådan som de har oplevet det og set det med deres øjne. Psykolog Kirsten Callesen deler desuden kort og præcist ud af sine professionelle erfaringer efter i en årrække at have arbejdet med piger og kvinder med ADHD.

Danske ADHD-eksperter og sundhedsmyndigheder er enige om, at udiagnosticerede kvinder med ADHD udgør et stort mørketal, men fælles for de velvalgte og meget forskellige medvirkende kvinder er blandt andet, at de opfordrer andre kvinder med ADHD-symptomer til at blive udredte. Marie Jensen udtrykker det selv kort og kontant således:

”Jeg anser diagnoser for at være et redskab til at søge den korrekte hjælp og bedst muligt kunne tage ansvar for sit eget liv og skabe de bedste livsbetingelser. På samme måde som en kogebog, hvor det er nemmere at lave risotto, hvis du ikke laver den efter en opskrift på lasagne.” 

Også 41-årige Mette, som er uddannet speciallæge i almen medicin og arbejder på et psykiatrisk ambulatorium, hvor hun dagligt udreder og behandler patienter med ADHD, opfordrer til at blive udredt. Selv skulle hun blive 40 år, før hun tvivlende og modstræbende blev udredt og diagnosticeret, men således også kom til at forstå sig selv og dermed få det bedre efter pludseligt at være blevet ramt af en alvorlig depression udløst af udmattelse.

Både som patient og som læge kender Mette nu konsekvenserne af en ubehandlet ADHD.

”Det er trist, når man ikke får hjælp for sin ADHD, for der udvikler sig typisk andre symptomer som spiseforstyrrelse eller depression. I mit arbejde på psykiatrisk ambulatorium ser vi jo, hvordan det kan se ud som voksen, hvis du ikke har fået din diagnose. Pigerne har typisk udviklet angst og depression, drengene har typisk udfordringer med kriminalitet og misbrug. Eller omvendt eller det hele i én stor pærevælling,” forklarer Mette, der er medlem af en skjult Facebook-gruppe bestående af 188 andre læger med ADHD:

”Mange af de andre i gruppen af læger med ADHD er brændt så meget sammen, at de ikke kan arbejde på ordinære vilkår længere. Det er trist, for man kan også have gavn af sin ADHD som læge og bruge sin evne til at hyperfokusere. Det at have et godt tempo giver også en masse fordele i arbejdet som læge,” forklarer Mette. I årevis maskerede hun sin ADHD ved hjælp af sit stærke hyperfokus, som gjorde hende i stand til at arbejde solen sort i årevis. Lige indtil hun fik børn og familie, som stillede de krav til hverdagslivets helt almindelige strukturering og organisering, som mange med ADHD’s opmærksomhedsforstyrrelser og tankemylder har så svært ved at honorere, at de ofte udvikler også andre psykiske lidelser.

Bogens medvirkende har da også alle inden de fik deres diagnose lidt af psykiske symptomer og sygdomme, som de forgæves er blevet søgt behandlet for, uden at nogen gennem de første årtier fik tanken, at deres mange lidelser, problemer, sammenbrud, skilsmisser, flytninger, afbrudte uddannelsesforløb, utallige jobskift og effektløse behandlinger måske kunne forklares med ADHD. Hjerteskærende beretninger og et uhyggeligt meningsløst mønster, som forfatteren fremlægger uden på noget tidspunkt at forfalde til overdreven klynk på hverken egne eller de andre kvinders vegne.

Marie Jensen viser meget dygtigt gennem sine interviews, at ADHD har mange former og udtryk, som den faglige litteratur og forskningen endnu ikke helt har belyst, hvorfor det kan være særligt udfordrende at forstå eller få øje på især kvinder og pigers ADHD.

Og mange af bogens deltagende kvinder efterlyser da også mere viden herom. Ikke mindst om at ADHD hos kvinder kommer til udtryk på mange forskellige måder – og at det ofte viser sig på andre måder hos kvinder end hos mænd. Iværksætteren Tina siger for eksempel herom:

”Jeg må indrømme, at inden jeg selv fik diagnosen, forventede jeg, at en med ADHD var sådan en forhutlet, sølle type. En, der ikke har nogen uddannelse, er på kontanthjælp, ryger, tager stoffer. Måske drikker lidt for meget og ser lidt for meget Godmorgen Danmark.”

Også den 47-årige sygeplejerske Tilde mener, at mere viden og oplysning ville have hjulpet hende til et betydeligt lettere liv med ADHD’en: 

”Jeg ville have haft gavn af at vide, hvad ADHD er, og at jeg havde trækkene. Følelsen af ikke at slå til, være anderledes og føle sig dum har været tidligt anlagte hjernestier, som jeg resten af mit liv har forsøgt at flygte fra, modbevise eller ændre, men hele tiden fået bekræftet uden at forstå, at det var pga. min ADHD, at jeg havde det sådan,” forklarer Tilde. Hun var 17 år, da hun første gang kom i behandling for depression, og 47 år, da hun til sin forbløffelse fik diagnosen ADHD.

´Kvinder og ADHD´, som er velskrevet og nemt tilgængelig, ligger i slipstrømmen på en række nye og ofte også glimrende indenlandske og internationale populærvidenskabelige bøger om sendiagnosticerede kvinder med ADHD. Marie Jensen derimod forsøger ikke at give sig ud for at være videnskabsjournalist, men har i stedet valgt at holde et tæt fokus på at udfolde sine 10 medvirkendes meget personlige og psykologiske beretninger i dybde og detaljer. 

Et velfungerende valg som giver læseren nogle helt særlige muligheder for identifikation og spejling, hvis man selv har ADHD. Samt for genkendelse og forståelse af mønstre, hvis man er pårørende, ven eller kollega. Eller måske er en sundhedsfaglig person, underviser eller chef med professionelle berøringsflader til en pige eller kvinde med ADHD.

´Kvinder og ADHD´ vil derfor også være yderst velegnet til at åbne for samtaler, der ellers måske kan være svære om, hvorvidt man selv eller en anden måske har en uopdaget ADHD og de mange hermed forbundne vanskeligheder, som bogen gør så fint og nuanceret rede for.  

At kvinderne midt i deres fælles ADHD-diagnose og fælles forsøg på at overleve dennes udfordringer bedst muligt også er meget forskellige og tilsvarende kommer fra ligeså uens baggrunde er en yderligere styrke ved bogen.

´Kvinder og ADHD´ indfrier med sine empatiske og præcise interviews sit erklærede mål om, at flest mulige ramte kvinder skal kunne spejle sig selv i dens fortællinger og herved undgå at komme helt derud, hvor de ikke kan overkomme deres liv mere. Og i stedet få hjælp i tide fremfor hele tiden at slå sig på det, som de har svært ved eller simpelthen ikke kan, fordi tankemylder, impulsivitet og problemer med struktur gør, at deres hjerne er på konstant overarbejde.

Marie Jensen: ´Kvinder og ADHD´, udkommer 24. september på Dansk Psykologisk Forlag og koster 299 kroner