| | | | | |
 


Mesteren af begavede finurligheder skriver underholdende bog om kroppen

 
 
 
 
 

BØGER: Der findes tusindvis af ting, der kan slå os ihjel, og vi undslipper dem alle på nær én, skriver den britisk-amerikanske forfatter, Bill Bryson, der i stedet for at skrive en guidebog til et sted på kloden, har sat sig for med sædvanlig underfundighed at guide sine læsere rundt i deres egen krop.

Bryson har tydeligvis ikke den store tiltro til sine læseres paratviden om kroppen og måske heller ikke overdrevet tillid til deres interesse for at gnave sig i igennem de 450 sider som det digre værk "Kroppen" består af: 

”Vi tilbringer vores liv i denne varme klump kød, men tager den nærmest totalt for givet. Hvor mange af os ved bare nogenlunde, hvor milten sidder, og hvad den gør? Eller kender til forskellen på sener og ledbånd? Hvad lymfekirtlerne bruger dagen på? Hvor mange gange om dagen vil du tro, at du blinker? Fem hundrede? Tusind? Du aner det selvfølgelig ikke. Nå, men du blinker fjorten tusind gange om dagen – så mange gange, at dine øjne er lukket 23 minutter af dine vågne timer. Og dog behøver du aldrig tænke over det, for hvert eneste sekund af hver eneste dag udfører din krop et bogstaveligt talt utælleligt antal opgaver – en kvadrillion, en nonillion, en oktillion, en decilliard (de er rigtige tal); under alle omstændigheder et tal, der langt overstiger vores fatteevne – uden at det kræver et sekunds opmærksomhed fra din side,” skriver Bryson, der fortsætter sine anstrengelser for at gøre os interesserede i kroppen således:”

”I udpakket tilstand er du rent ud sagt enorm. Dine udglattede lunger ville fylde en tennisbane, og luftvejene i dem kan nå fra London til Moskva. Alle dine blodkar i forlængelse af hinanden kan nå to en halv gang rundt om Jorden. Den mest bemærkelsesværdige del af dig er DNA. Du har en meter af det pakket sammen i hver celle og så mange celler, at hvis du satte alt DNA i din krop sammen til en enkelt, tynd streng, ville den strække sig 16 milliarder kilometer, det vil sige ud forbi Pluto. Tænk engang: Der er nok af dig til at forlade solsystemet. Du er i bogstaveligste forstand kosmisk,” skriver Bryson der fastslår, at et menneske består af syv milliarder milliarder milliarder atomer (det vil sige 7.000.000.000.000.000.000.000.000.000 eller syv kvadrilliarder atomer). 

Men efter de indledende manøvrer går det løs. Fra top til tå. Indvendigt og udvendigt på stort set hver eneste kropsbid tager han fat med gammel, ny og nogle gange ligefrem glemt viden, men alligevel spændende informationer om den krop, som rent genetisk er næsten fælles og ens for os alle trods de åbenlyse forskelligheder, for som han skriver:

”Det paradoksale ved genetik er, at vi alle er meget forskellige og dog genetisk næsten identiske. Alle mennesker har 99,9 procent af deres DNA tilfælles, og dog er ingen mennesker de samme. Mit DNA og dit DNA vil adskille sig fra hinanden tre til fire millioner steder, hvilket er en lille andel af helheden, men nok til at udgøre store forskelle mellem os. Inden i dig har du også omkring 100 personlige mutationer – bidder af genetiske instruktioner, der ikke helt svarer til nogen af de gener, du har fået fra den ene eller den anden af dine forældre, men som er dine helt egne.”

At komme igennem Brysons mange sider er på mange måder en lystig og munter affære. Men det vil for de fleste også være en berigende oplevelse af interessante fakta, for han har i sit eminente researcharbejde været imponerende dybt og grundigt nede i mange vidt forskellige medicinske og biologiske aktuelle videnslommer på jagt efter både den mest retvisende moderne viden og de mest overraskende vinkler og detaljer. Og så skriver han bare ustyrligt veloplagt og pædagogisk i en grad, som enhver biologilærer, forfatter eller andre fagfolk med ønsker om at kommunikere til en bredere skare om mere komplekse emner må misunde ham. Det er ikke uden grund, at han gang på gang har ligget på de internationale top-ti lister over faglitterære bøger gennem de seneste 20 år.

Blandt én af de informationer, som han studser over, og siden udfolder på sin typiske Brysonske måde, er, hvor tynd vores huds overhud er. Det sker efter, at en kirurg i et dissektionslokale skræller et stykke hud på omkring en millimeters tykkelse af armen på et lig. Om hudstykket, der var så tyndt, at det var gennemsigtigt, sagde kirurgen: „Der," sagde han, „sidder al din hudfarve. Race er ikke mere end det – en flig af overhuden.“  

Den erkendelse sætter gang i Bryson, som herefter opsøger en kvindelig professor, Nina Jablonski, der lige præcist har brugt sit liv på at blive specialist i hud og racer. Og hendes kommentar var: ”Ja, det er underligt, at en så lille del af vores beskaffenhed tillægges så stor betydning. Folk opfører sig, som om hudfarve definerer karaktertræk, selvom den i virkeligheden blot er en reaktion på sollys. Biologisk findes race faktisk ikke – ingen hudfarve, ansigtstræk, hårtype, knoglestruktur eller noget andet, der kan betragtes som et definerende træk blandt folkeslag. Og se alligevel, hvor mange mennesker der er blevet gjort til slaver, lagt for had, hængt eller nægtet basale rettigheder op gennem historien alene på grund af deres hudfarve,” erklærer Jablonski, der definerer lys hud som en hud, der har mistet noget, nemlig sin pigmentering - altså en depigmenteret hud ifølge Jablonski.

En unægtelig anderledes og meget tankevækkende måde at beskrive det globale hvide overherredømmes hudfarve på.

Kroppen har gennemgående fokus på at informere sine læsere om kontroverser i biologiens historie i form af blandt andet kontroversielle medicinske eksperimenter, Nobelpristageres stjålne medicinske erkendelser og den medicinske verdens tendenser til at latterliggøre og benægte nytænkende forskeres senere anerkendte erkendelsesmæssige landvindinger – for eksempel afviste Sir James Barr, formanden for British Medical Association, hypotesen om vitaminers eksistens som „den pure opspind“.

Men man kan alligevel indimellem godt ønske sig, at Bryson havde valgt nogle gamle konflikter fra til fordel for at gå mere i dybden med andre mere nutidige. For eksempel nævner han helt overfladisk, at langt de fleste moderne farmaceutiske virksomheder er stoppet med at søge efter nye antibiotika. Men hvorfor og hvilken betydning dette har, leverer han kun overfladiske svar på.

Denne modvilje til at gå i kødet på nutidens kontroverser viser sig for eksempel også i hans behandling af de høje priser for mange af de seneste års nye biologiske, men ofte meget mere effektive terapier. Et ulighedsproblem, som han afviser at gå ind i med ordene, at ’ det jo selvfølgelig er en helt anden sag’. I en bog som "Kroppen" er dette ikke en problemstilling, som bør skydes til hjørne.

På samme måde kan det også mere end undre, at han ikke med et eneste ord nævner eksistensen og betydningen af de seneste års epokegørende forskning i tarmens mikroflora i sit 10 sider lange kapitel om tarmen. Og som dansk læser er det da lige før, at det er fornærmende, at netop han med sin optagethed af Nobelpristagere blot kalder danske Henrik Dam for ’en forsker i København, som har opdaget K-vitaminet,’ når Henrik Dam rent faktisk fik Nobelprisen herfor i 1943.

I det hele taget er det som om, at han nogle gange kommer lidt for hurtigt af sted i sin iver efter at fortælle sjove eller sære medicinske finurligheder. For eksempel skriver han om narkolepsi, at der ikke findes behandling herfor. Det var rigtigt for knap 10 år siden, men det er forkert i dag, hvor nogle typer af narkolepsi ofte behandles med stor gavn for de ramte. Så alt i alt så lider "Kroppen" af fejl og mangler, som er ærgerlige, og som burde have været fanget i en kompetent korrektur-læsning - og som i øvrigt trækker mindst en stjerne ned i et ellers på mange måder skarpsindigt, vitaminrigt og underholdende populærtvidenskabeligt værk.

 

  • Kroppen
  • Bill Bryson
  • Gyldendals forlag
  • 349,95 kroner