| | | | | |
 

Medrivende bog om fængselslæges arbejde bag tremmerne

 
 
 
 
 

BØGER: Amanda Brown har skrevet en bog om sit liv som læge gennem de seneste 10 år for fanger i nogle af Englands mest berygtede fængsler. Først i et fængsel for unge kriminelle, siden i det berømte fængsel for mænd, Wormwood Scrubs, og sidst i Europas største kvindefængsel, Bronzefield.

I den medrivende bog, The Prison Doctor, giver hun læserne adgang til ikke blot sit arbejde bag tremmerne, men også nok så meget fangernes levevilkår før og under deres fængselsophold.

Amanda Brown, havde ellers et behageligt og privilegeret liv med, hvad hun selv kalder for en hyggelig middelklasse landsbykirurgisk praksis i Buckinghamshire fyldt op med patienter, som hun var kommet til at se mere som venner end patienter, siden hun etablerede sin praksis årtier tidligere. En lægepraksis som mange praktiserende læger ville kunne misunde hende, men som hun ikke desto mindre lukkede ned som knap 50-årig i protest mod en stribe dokumentationskrav fra det britiske sundhedsvæsen i 2004, som hun fandt ødelæggende for såvel egne kvalitetskrav som for patienternes ve og vel – selv om de ville udløse ekstra bonusser.

Arbejdsløs, skræmt og panikslagen over sin egen vrede og impulsive smækken med døren takkede hun ligeså impulsivt ja til et job som fængselslæge. Båret af vrede som kun var blevet værre af, at hendes kolleger havde meddelt, at de ikke ville acceptere, hvis deres indkomst faldt, såfremt hun skulle nægte at leve op til sundhedsvæsnets nye måltal. Også selvom det oprindeligt var hende, som havde bygget klinikken op, og hendes mand som havde opført bygningen.

Men med sit ja til et helt nyt fagligt liv i anderledes barske omgivelser fik hun sig således et job, som hun indtil da ikke anede eksisterede, men som hun umiddelbart syntes lød ’interessant’, og som hun i dag opfatter som ’en velsignelse’.

I fængslerne har Amanda Brown dog fået sin sag for. Her bliver man som læge kidnappet og pryglet, hvis man er uheldig eller uforsigtig, alt i mens fangerne lever deres hverdage med sultne rotter, voldelige overfald, ulykkelige selvmord, utallige overlagte selvskader, infektionssygdomme, angst, depressioner, udbredt  stofmisbrug og strengt overholdte regimer. Og Amanda Brown har i sit arbejde været vidne til skader som for eksempel opsprættede halse, overhældning af en fange med kogende sukkervand, og fanger der har sat barberblade op i rektum. Værre skader end man ser i en gennemsnitlig splatterfilm.

The Prison doctor er således en ret enkel historie om en læge, som nægter at leve op til sine chefers skiftende regler, forlader sin praksis, tager jobs som fængselslæge og da pensionsalderen nærmer sig skriver en bog om sine oplevelser, en bog, som topper Sunday Times bestsellerliste. Men bogen er andet end blot dette, for den er i særlig grad et vindue til en verden, som de fleste af os ikke har noget kendskab til. Og til mennesker, der som oftest afskrives som kriminelle, som ikke har gjort sig fortjente til hverken støtte eller omsorg.

Men omsorg og støtte er Amanda Browns speciale, og det øser hun ud over fangerne, så godt som hun nu kan komme afsted med det under de givne rammer og uden smålig skelen til, hvorfor de fængslede er havnede bag tremmer. Seriemordere, pædofile og narkosælgere får den samme kvalitet i de lægelige behandlinger som alle andre. Hun ser patienten og ikke den kriminelle person og behandler alle med medfølelse. En empatisk tilgang til sine patienter som gør, at hun med årene har fået opbygget en betragtelig grad af tillid fra fangernes side, som betyder, at de ofte fortæller hende i detaljer om deres liv.

Og det er netop fangernes livshistorier, som gør bogen værdifuld, for Amanda Brown virker ikke som sådan specielt interessant, men det er fangerne. Især de kvindelige fanger i det store kvindefængsel Bronzefield får hun på overbevisende måde foldet ud og givet stemmer. Kvindernes beretninger griber én om hjertet, for det er gang på gang historier om, hvordan incest, seksuelle overgreb, voldtægter, seksuel tortur og blodig vold typisk i barndommen har ført dem ud i stoffer, prostitution, tyverier og dermed også til et liv ind og ud af fængslernes svingdøre.

Mange af kvinderne føler sig for første gang i deres liv trygge, når de kommer i fængsel, hvor seksuelle overgreb og vold alt andet lige ikke er daglig kost for den enkelte kvinde. Det er skrækindjagende, brutale livshistorier, kvinderne fortæller om. Og det i en grad, så det er nærliggende at få tanken, at det jo er helt galt, at disse arme kvinder ikke er i terapi og støtteforanstaltninger betalt af det samfund, som oprindeligt har været med til at svigte dem som børn. Fremfor at de er i fængsler, som ikke er egnede til at behandle deres traumer, mentale problemstillinger og misbrug. Formentligt ville det også være billigere at hjælpe disse ofte ret uskadelige stakler på fode igen. I stedet for at hive dem ind og ud af de fængsler, der reelt lige nu tit fungerer som deres eneste hjem, når de igen og igen bliver anholdt for småkriminalitet, hvis eneste formål er at få dækket deres behov for mad, stoffer og i bedste fald husly. Og hvis alligevel ikke billigere så i hvert fald betydeligt mere humant.

Om disse kvinder skriver Brown blandt andet:

"Det mest overvældende for mig er, hvor mange af disse fattige kvinder, der er blevet misbrugt og selv blevet ofre. Livet og det som har ført til, at de er i fængsel,  har for nogle af dem har været så chokerende og så tragisk, at jeg føler for dem, og jeg finder deres historier fascinerende, og jeg vil gerne prøve at være én, der er på deres side.”

Men at en stor gruppe af kvinderne er nogle sølle, forslåede væsner, er dog ikke det samme, som at der ikke også er kvinder iblandt, som er og bør være lukkede inde for livstid. Brown har således også skullet tage sig af nogle af Englands værste kvindelige mordere, inklusiv den kvindelige seriemorder, Joanna Dennehy.

Men Brown, som i dag er 64 år, er uanset de dramatiske forhold og nogle gange livsfarlige fanger aldrig bange, men lykkelig for sit arbejde, som hun ingen ønsker har om at forlade:

"Jeg føler mig i live, når jeg er på arbejde. At være sammen med disse fascinerende mennesker er forfriskende og får mig til at føle mig ung. Det er et privilegium at blive accepteret af dem og prøve at støtte dem. Det giver mig en følelse af at have værdi,” skriver Amanda Brown.