
Jesper Vraamark Elberling og bogen "Derma-venerologiske RIM".
Læge digter vellykket og humoristisk om fnat, gonorré og atopisk eksem
BØGER: Det lyder som verdens dårligste ide at skrive en lyrisk bog om hud- og kønssygdomme. Ikke desto mindre lykkes det i en ny udgivelse, der med underfundig humor og umulige rim er er helt sin egen.
I ’Derma-venerologiske RIM – en sygdoms-ABC’ rimer Jesper Vraamark Elberling sig på dreven vis sig gennem et alfabetisk rædselskabinet af ubehagelige og smertefulde symptomer, hudlidelser og kønssygdomme.
Som dette rim for bogstavet P, der fermt gennemgår de en række karakteristiske symptomer på en kendt hudlidelse, før synderen bag lidelserne til sidst afsløres.
Jeg kommer som dråber og pustler og plaques
fra de allermest tynde til de tykkeste slags
kan drysse i mængder som aske fra bål
samt være så hård som et panser af stål.
Som stearin kan jeg skrabes fra krop og fra lår
og blotte de fineste punktvise sår.
Kan sidde i hud, i negle og hår
og smerte fra led, når kroppen den går.
Min morfologi er skarp og præcis
så klar som mit navn er; Psoriasis.
Det er tydeligt, at Jesper Vraamark Elberling, der er speciallæge i dermatologi og venerologi, er på hjemmebane i de faglige termer. Når han ikke rimer og digter arbejder han som overlæge på Klinik for Hud- og Kønssygdomme på Gentofte Hospital samt som klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.
En hjælp til studerende
Bogen slår sig op på at have en uddannelsesmæssigt sigte, hvor studerende og andre fagfolk inden for feltet kan benytte rimene som huskeremser. Det fungerer ved nogle af remserne, som eksempelvis den om psoriasis, mens andre af remserne bliver mere knudrede for at få de mange symptomer og sygdomsbetegnelser til at rime.
Heldigvis er Jesper Vraamark Elberling formidabel til at få urimelige ord til at rime, og det lykkes ham at rime med ord som lymfocytinfiltration, filaggrin, lokalsteroidresponsiv og telangiektatisk. Det er godt gået, og det viser samtidig, i hvor høj grad der er tale om et værk målrettet folk, der er bekendte med medicinske fagtermer.
For hvert af de 29 bogstaver i alfabetet gennemgår Jesper Vraamark Elberling en hud- eller kønssygdom, og utroligt nok er det lykkedes at rime på samtlige bogstaver.
Q, det umuligt bogstav, beskrives således poetisk, og for lægfolk kan det kræve en googlesøgning for at finde ud af, at der er tale om peniskræft.
Når lokalsteroid er som vand på en gås
kan en hudbiopsi blive nøglen til min lås
da en kur er mulig ved min histologi
karcinoma in-situ aller Queyrat erytroplasi.
Skrevet med humor
Der må siges at være tale om en nicheudgivelse til et nichepublikum bestående hovedsageligt af fagfolk med interesse for med hud- og kønssygdomme, men den kan også læses af andre med fornøjelse. Især kønssygdommene er skrevet med stor humor og minder om, hvorfor det kan være en god grund til at udvise forsigtighed med ubeskyttet sex med en ny partner. Hør bare disse to, hvor jeg undlader at afslører synderen:
Ved sex uden gummi kan en blind passager
overskride grænser som en klam kavaler
eller
Lægger æg i kringlegange og som en anden fetichist
tiltrækkes jeg af svømmehud ved fingerinterstits
befæster hele kroppe, er strategisk imperialist
før jeg nedkalder en kløe, se, det er kvindelist
´Derma-venerologiske RIM´ er helt sin egen, og den fortjener en varm modtagelse, for bogen er morsom, underfundig og udkommer i et enkelt layout, der klæder de brutale tekster. Nogle rim ruller let hen over tungen, mens andre kræver fuldt fokus for ikke at snuble i ordene. Alle er de dog skrevet med høj faglighed og humor.
Bogen er en oplagt gaveide til dine derma-venerologi-interesserede venner, og den bør passende kunne finde en plads i venteværelserne på landets hudklinikker.
Jesper Vraamark Elberling: ’Derma-venerologiske RIM - en sygdoms-ABC’, udkommet på FADL´s Forlag, 149,95 kroner.
- Oprettet den .
