Sundhedspolitikere bør drage konsekvenser og patienter kan lære af fremragende bog
BØGER: Journalist Anne Meiniche, der har levet i tæt symbiose med det danske sundhedsvæsen siden et alvorligt trafikuheld for mere end 22 år siden, efterlyser omsorgsparathed fremfor omstillingsparathed i sin nye bog. Bogen er et fremragende indspark, som sundhedspolitikere bør drage konsekvenser af og andre patienter lære af.
I 2000 blev journalist og forfatter Anne Meiniche, hendes mand og deres fire børn torpederet af en løsreven anhænger fra en modkørende, mindre lastbil. Sammenstødet resulterede for hende personligt i en næsten overrevet hovedpulsåre ved hjertet, læsioner på lever, milt, blære og nyrer, knust bækken, lårben, ankel og knæskal, flere benbrud samt komplicerede brud på den ene arm og albue. Efter en 28 timer lang operation og fem uger på intensiv i respirator lykkedes det lægerne på Rigshospitalet mirakuløst at redde hendes liv.
Men lige siden har Meiniche været en flittig bruger af sundhedsvæsnet i form af stride strømme af mindre reoperationer, genoptræning og rehabilitering, fremgår det af hendes nye bog ´Det ser fint ud på røntgen´. Og hun bliver igen akut afhængig af sundhedsvæsnet i forbindelse med flere hofteoperationer, hvis nødvendighed oprindeligt er udløst af ulykken.
´Det ser fint ud på røntgen´, der er umanerligt velskreven, er ikke Anne Meiniches første bog om ulykken. I 2003 udgav hun ´To kaffe og en staveplade´ om ulykken, hendes datter, som også blev hårdt såret, livet som intensiv patient og om kampen tilbage til en hverdag med job, fire små børn og en krop, der fuld af reservedele var sendt ned for fuld tælling. Bogen var en succes, ikke kun blandt patienter, men også hos nogle af sundhedsvæsnets aktører, som siden ofte har inviteret Anne Meiniche til at holde foredrag og indgå i debatter og paneler om patientoplevet kvalitet i sundhedsvæsnet.
I ´Det ser fint ud på røntgen´, der også denne gang er lige relevant for patienter og professionelle sundhedspersoner, fortæller Anne Meiniche, der i dag kalder sig selv for en professionel og alt for erfaren patient, om, hvordan livet har udspillet sig siden da, og hvordan ulykken er fulgt med som en livslang ledsager.
Med til rollen som livslang patient hører ifølge Anne Meiniche blandt andet angsten for, hvornår reservedelene sætter ud. Frustrationen over ikke at blive hørt. Og frygten for, at læger og sygeplejersker, som har holdt hendes liv i deres hænder, forsvinder ud af et presset sundhedsvæsen.
´Det ser fint ud på røntgen´ er båret af ikke kun Anne Meiniches personlige og familiære erfaringer, men også hendes skarpe blik for systemanalyser. Den er derfor også fortællingen om at være patient i et sundhedsvæsen, hvor omsorgen for patienten glider længere og længere væk ifølge Meiniche. Efter mere end 20 år som patient iagttager hun, hvordan kerneopgaver i sygeplejen og omsorg for patienter er blevet skubbet mere og mere i baggrunden:
”Dygtige sygeplejersker bliver forfremmet væk fra patienterne og ind bag computerskærme til mere administrative og koordinerende jobs og får titler som projektsygeplejersker, kvalitetssygeplejersker, udviklingssygeplejersker og lignende. Det er der bedre løn, udviklingsmuligheder og mindre skæve arbejdstider i, og det skal være dem vel undt. Jeg er heller ikke i tvivl om, at sygeplejersker i de funktioner gør et vigtigt stykke arbejde, og at det er nødvendigt at udvikle på tingene, forske og uddanne. Men jeg ville alligevel ønske, at flere sygeplejersker blev "på gulvet", som de selv siger. At de fik indflydelse og forhold, der er så gode, at de ikke flygter væk fra sengene. I mine patientøjne kan de andre funktioner aldrig blive vigtigere end den direkte omsorg for patienten.
Det må også være overordentlig svært at være plejepersonale på en afdeling, hvor tingene er så pressede, som jeg oplevede det på Riget i foråret 2019. Jeg synes, det var svært at se på, at en patient, der var så dårlig som min nabo, fik en pleje, som blev derefter. Papbeholdere med lugtende opkast fik lov at stå længe på sengebordet ved siden af hende. Hun græd uden at få hjælp, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op for at hjælpe,” skriver Meiniche, der i det hele taget beskriver et sundhedsvæsen i knæ og ansatte, der kæmper med at få det hele til at hænge sammen på trods.
Anne Meiniche, der gang på gang demonstrerer stor indsigt i sundhedsvæsnet styrker og svagheder for patienter og ansatte, er på ingen måde blind for, at for eksempel masser af behandlinger er blevet bedre og mere effektive gennem de seneste år, at budgetterne er vokset, og at patienter har fået behandlingsgaranti. Men skriver hun:
”Med omsorgen er det anderledes. Den findes der ingen garanti for, og personalet, der er uddannet til at tage sig af omsorgen, føler, at de ikke har tid. Andre opgaver har højere prioritet. Mantraet i sundhedsvæsenet er i dag præcis som i 2000 "patienten i centrum". Men i alle de år, jeg har været patient, har det været så som så med at få det til at fungere i praksis”. Hun kalder den historie, hun kan skrive om sin ufrivillige reportagerejse i sundhedsvæsnet i 2019 og 2020, for ikke særlig munter:
”Med de konstante krav om effektivisering, omstillingsparathed og nedskæringer i forhold til kerneopgaven er det ikke alene blevet sværere at være sundhedspersonale. Det er også blevet sværere at være patient. Jeg oplevede, at omsorgen ofte mangler, når der er allermest brug for den. Og at der stadig mangler sund fornuft og sammenhæng. Patienten er så langt fra i centrum. Der bliver ofte ikke lyttet, og patienten bliver ikke den hårdt tiltrængte – og ganske gratis! – resurse i behandlingen, som vi ellers godt kunne bruge i sundhedsvæsenet, ” skriver hun og fortsætter:
”Som patient kunne man ønske sig, at personalet fik lov at være omsorgsparat i stedet for omstillingsparat. Min krop er stadig fuld af metalbånd, skruer og andet isenkram, som kræver vedligeholdelse, og mit besøg på Gentofte Hospital bliver næppe det sidste. Jeg glæder mig denne gang over en vellykket operation, hvor jeg har været i trygge hænder. Hvor jeg blev set og hørt. Men jeg frygter også, at vi får færre og færre af de gode historier, hvis vi bliver ved at køre i samme spor i et væsen, hvor selv det mest enkle bliver ved at være svært. Og hvor det stadig ikke er sædvane at lytte til dem, der faktisk har hospitalsskjorten på,” skriver Anne Meiniche, der tydeligvis med sin bog håber at kunne medvirke til at skubbe til forandrende forbedringer for såvel ansatte som patienter.
Og det er ikke kun det danske hospitalsvæsen, der kommer under Anne Meiniches skarpe lup. Også hvad hun har oplevet som manglende sammenhæng og koordinering mellem personale på kommuner og på behandlingssteder er ifølge hende et kæmpe problem, som skaber ulighed mellem dem, der har økonomiske og mentale ressourcer til at gå i krig med systemerne, og dem, som må give op:
”Der mangler sammenhæng i overgangene mellem systemerne. Der mangler nærhed, helhed og mod til at gøre tingene anderledes og efter patientens udgangspunkt. Der mangler opfølgning. Også her. Personalet gør oftest alt, hvad de kan, med de rammer, der nu er dem givet. Men også de bliver jo bremset, når systemerne ikke hænger sammen,” kritiserer hun.
Men Meiniche, som har en stor og dyb taknemmelighed overfor det sundhedsvæsen, der reddede hende og hendes alvorligt tilskadekomne datter, kritiserer ikke blot for at kritisere. Hun synes at veje sin ord på en guldvægt, når hun griber fat i, hvad hun opfatter som alment udbredte og generaliserbare problematiske forhold.
Som en beretning om, hvordan det er at overleve en trafikulykke, når man var, som en af hendes læger betegner det, 120 procent død, er ´Det ser fint ud på røntgen´ en aldeles glimrende bog. Men som en analyserende beskrivelse af, hvordan det kan opleves at være patient i et nødlidende dansk sundhedsvæsen på kanten, er bogen et fremragende indspark fra en nærmest professionel patient med alt for stor erfaring, som sundhedspolitikere bør drage konsekvenser af og andre patienter lære af.
For eksempel tjener det hverken sundhedsvæsnets økonomi, de sundhedsprofessionelles kvalitet i arbejdet eller patienters ve og vel, at arbejdspresset på hospitalerne er blevet så stort og nærheden til patienterne så lille og fjern, at det, at patientens symptomer umiddelbart ser fine ud på røntgen, helt overtrumfer patientens åbenlyse lidelser og klare fornemmelser af, at noget er helt galt.
Anne Meiniche: ´Det ser fint ud på røntgen´ er udkommet på forlaget Linjeskift og koster 129,95 kroner
- Oprettet den .