Ny bog guider med sort humor til, hvordan man har det dødskægt på hospitalet

BØGER: Hvis man vil lære mere om, hvordan man taber 10 kilo, bedre skjuler sit hentehår og i øvrigt tjener styrtende på aktiemarkedet uden at løfte en finger, så viser ny bog hospitalspatienter, hvordan de skaber sig rigdom, spas og ballade trods en langvarig og ellers opslidende indlæggelse.

I sommeren 2015 fik den dengang knap 45-årige erhvervsøkonom og direktør Lasse Toft en massiv hjerneblødning fulgt af en hospitalserhvervet bakteriel meningitis, der betød, at han først var 10 dage på intensiv og herefter måtte opholde sig næsten seks måneder på forskellige hospitaler og rehabiliteringssteder.

Et halvt år var opslidende lang tid for Lasse Toft, der nu har udgivet en mental overlevelsesguide ´70 ting du kan lave, mens du er indlagt på hospitalet´som han håber kan hjælpe til for en stund at grine og glemme deres skader, sygdomme og skavanker:

”Jeg var de,t man i lægeterminologi kalder "han er godt nok på skideren ham der". Jeg overlevede dog, men herefter fulgte det halve år på forskellige hospitaler. Til trods for venligt og kompetent personale var det svært ikke at få hospitalskuller,” beretter Lasse Toft, der om baggrunden for bogen blandt andet fortæller:

”En dag besøgte en ven mig på hospitalet, og jeg fortalte om det meget pinlige og særdeles grænseoverskridende toiletbesøg jeg havde brugt dagen på. Når man er lam i kroppen efter en hjerneblødning, så er et toiletbesøg meget omfattende og betyder, at halvdelen af afdelingens personale skal løfte, skubbe, hejse, heppe på og tørre. Alt sammen meget pinligt og ikke ligefrem en selvtillidsbooster. Min ven syntes, det var meget morsomt og foreslog straks, at jeg skrev en bog om det. Jeg afslog med den begrundelse, at når først jeg slap ud af hospitalet, ville jeg aldrig mere have noget med det at gøre.”

 

Men i januar 2022 fik Lasse Toft COVID-19, blev igen rastløs og besluttede sig for at udnytte tiden til at give den gas med en humoristisk og opløftende bog til indlagte patienter, der som ham selv havde erfaret det, er i risiko for at få “hospitalskuller”:

”Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste våben mod hospitalskuller var at lave så meget sjov med personalet og min egen situation som overhovedet muligt. Når man er indlagt, er det vitterligt den bedste medicin,” forklarer Lasse Toft,

I ´70 ting du kan lave, mens du er indlagt på hospitalet´ har Lasse Toft samlet en række forslag til, hvad man kan gøre for at undgå hospitalskulleren. Ved hvert forslag er en beskrivelse af, hvad man konkret skal gøre, samt nødvendige rekvisitter og hjælpemidler. Et eksempel på sjov og spænding er legen, pilleroulette:

”Pilleroulette er for den hærdede og langtidsindlagte. Måske også for den indlagte, som bare er træt af livet. Du skal bruge dine piller – gerne opsamlet fra flere dage.

Du skal også bede nogle af de øvrige patienter fra din afdeling om at gemme deres. Dette kræver naturligvis, at du finder patienter på din afdeling, der har en fuldstændig dødsforagt, eller som har det bedst med mindst et ben i kisten. Find et ugeneret hjørne af hospitalet. Der skal I sidde i en rundkreds med jeres bunke af piller foran jer. I midten skal der være en flaske, der ligger ned. Nu leger I “Den som flaskehalsen peger på”.

Ved første spin viser flaskehalsen, hvem der skal tage pillerne. Næste gang viser den, hvilken bunke piller der skal tages. Den, der først kaster op, skal til udpumpning eller genoplives, har vundet.”

 

Et andet indslag kan ifølge Lasse Toft være at klæde sig ud som døden:

”Dette forslag vil garanteret give dig timevis af munter underholdning. Du skal nok have en medsammensvoren til at skaffe de nødvendige remedier.

Du skal bruge følgende: en sort kappe med hætte, en le og en kalender. Iført den sorte kappe og med leen i den ene hånd og kalenderen i den anden går du nu rundt på stuerne. Du vil hurtigt opdage, at på nogle stuer behøver du slet ikke sige noget, men blot træde ind på stuen for at høre et opgivende skrig.

På andre stuer bliver du måske nødt til at tage kalenderen frem, bladre lidt i den og så sige med en let hæs stemme: “Godaften (indsæt patientens navn). Jeg kan se, vi har en aftale i morgen. Du behøver ikke spise din morgenmad …”

Det gode ved dette forslag er, at du ikke er begrænset til stuerne på din egen afdeling. Gå gerne rundt på resten af hospitalet og spred frygt, så er der nemt en hel dags underholdning i det.

Skulle du blive sulten midt på dagen, da tag et smut forbi personale- 18 kantinen. Tag en runde omkring bordene og tag den mad, der ser bedst ud. Bare rolig – ingen vil stoppe dig. Hvis der alligevel skulle være en modig/ dumdristig person, der prøver, løfter du blot din pegefinger mod personen og siger med en let hæs stemme: “Snaaaart.”

 Et tredje forslag for at højne morskaben lyder: 

At spille død er meget simpelt, idet du ikke behøver nogen hjælpemidler. Du behøver ikke engang at stå ud af din seng. At spille død kan være brugbart i situationer, hvor du får gæster, du ikke rigtig gider.

Det kan også bruges for lige at se, om personalet overhovedet lægger mærke til dig og gider forsøge genoplivning. Endelig er det en super nem måde at udspionere personalet på.

Hvis du hører snak som: “Nu har den gamle idiot på stue 4 taget billetten,” så ved du godt, at du måske ikke er afdelingens mønsterpatient alligevel.

Du spiller nemmest død ved bare at blive i din seng. Stræk det ene ben ud over sengekanten. Lad det ene øje være næsten lukket, og det andet halvt åbent. Hvis du har et billede af din kære på natbordet, så hav dette i hånden (dette kan give respekt på afdelingen, idet du valgte at holde et billede af din kære frem for at ringe på klokken i dine sidste sekunder).

Gem eventuelt en lille stump mad fra din frokost, som du kan tygge og spytte halvvejs ud af munden 24 og ned på maven (ja, det er lidt ulækkert, men skal det se ægte ud, så må du være parat til at gå hele vejen).

Du kan selvfølgelig også spille død andre steder på hospitalet som: elevatoren, personalestuen, på gangene og ved receptionen – brug gerne fantasien.

Men ved hvert forslag er der desuden ofte, hvad Lasse Toft betegner som en “fodnote”, hvori han forklarer sin egen erfaring med netop dette forslag – såfremt at det er et forslag, som han personligt selv har afprøvet under sin indlæggelse eller på anden måde har en klar holdning til.

Til et forslag om at iværksætte en international Hospitalsolympiade i discipliner som for eksempel ´hvem kan holde sig fra toilettet i længst tid efter at have spist en skefuld afførende Dulcolax´, ´hurtigst bløde fem liter´ og ´hurtigst fylde sin kateterpose´, skriver han i den tilhørende fodnote

”Jeg fik aldrig arrangeret en international Hospitalsolympiade, men det ene hospital, jeg var på, havde en dag arrangeret en slags mini-handicap-OL.

På det tidspunkt var jeg ikke særligt meget værd, så det vildeste, jeg kunne tage mig sammen til, var en slags rullestols-mini-bowling. Ud over dette skulle jeg sammen med nogle andre patienter digte en sang og lave en kage.

Det var dog rart at lave noget helt 119 andet for en dag, og hvis ikke dit hospital gør sådan noget, så må du tage tøjlerne og sørge for, at det sker.

En Hospitalsolympiade kan nemt strække sig over flere dage. I disse dage kan du måske “glemme” din skade/sygdom og måske næsten føle dig som et menneske igen.

Ifølge Lasse Toft er hans mission at vise ikke mindst den indlagte, der ikke kan tåle flere sukkerchok eller udstå synet af flere hendøende buketter, hvordan man overlever en indlæggelse på hospitalet med livsgnisten i behold. En livsgnist, som han mener for eksempel også kan næres ved, at man husker omtanken for andre:

Som indlagt i længere tid kan man alt for let blive et selvisk røvhul. Dette med god grund. Det er jo ikke for sjov, at man er indlagt. Måske er man vitterligt dødssyg. Du vil dagligt blive målt og vejet og få en vurdering af, om du gør fremskridt, eller om det er tid til at få bestilt den kiste.

Jeg var ved at falde i denne kategori, da min første tid handlede om mental overlevelse, og efterfølgende var der 100 % fokus på træning. Jeg kunne kun se, hvor min egen næsetip endte. Først efter nogle måneder var jeg nok ovenpå til at kunne spørge min hustru om, hvordan hun havde det.

Min hustru havde jo i princippet haft en lige så grim oplevelse som mig, idet hun pludselig stod næsten alene tilbage med fire børn og stadig skulle passe arbejde. Jeg kunne se den store forskel, det gjorde, at jeg for en gang skyld spurgte til hende, og at jeg kunne forstå hendes udfordringer.

Dette simple spørgsmål gjorde, at vi begge hver for sig kunne kæmpe videre med vores nye forfærdelige hverdag. Det virker. Du må kalde denne leveregel, hvad du vil, men det hjælper at hjælpe andre.

Du har alle undskyldninger for ikke at hjælpe andre givet din svækkede tilstand på hospitalet. Omvendt er det nok mere nu end nogensinde, du har brug for at række ud og hjælpe en anden. Kan du ikke det, så kan du i det mindste være høflig og venlig over for personalet og dine gæster.

Lasse Toft: ´70 ting du kan lave, mens du er indlagt på hospitalet´, er udkommet på Byens forlag og koster 219 kr.

  • Oprettet den .