Jens Lundgren bag den bedste danske bog om pandemien

BØGER: Professor i infektionssygdomme, Jens Lundgren, fortæller til en journalist, hvordan han har oplevet at være i begivenhedernes centrum under pandemien, og det er der kommet en klog, usentimental og informationsrig bog ud af.

Da en ny coronavirus i slutningen af 2019 med lynets hast spredte sig fra en inficeret hesteskoflagermus til hele kloden, blev Jens Lundgren som professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalets Afdeling for Infektionssygdomme hurtigt hvirvlet ind i centrum af den største pandemi siden influenzapandemien ’den spanske syge’ for hundrede år siden, fremgår det af hans nye bog ´Vild virus Bag kulissen i kampen mod smitte´ om sit mangeårige professionelle liv med virus.

I det første halvår af coronapandemien stod Lundgren, der er international anerkendt ekspert i HIV, selv som overlæge ved sygesengen hos dødssyge patienter med alvorlig covid-lungebetændelse samtidigt med, at han kom til at fungere som rådgiver for især Sundhedsstyrelsen, men også regeringen og Folketinget, der alle også havde gavn af hans sideløbende nære samarbejde med den øverste pandemigeneral i USA, Anthony Fauci, og dennes nærmeste topforskere.

”Normalt er håndtering af smitsom sygdom en sundhedsfaglig, koncentreret diskussion blandt få lægelige specialer, men epidemisygdomme er enormt interessante, for pludselig bliver det noget, alle går op i. Ledelserne på hospitalet, medierne, politikerne, hele befolkningen. Og alt starter med: Er jeg selv i risiko? Er mine nærmeste i fare? Hvad sker der? Det er jo det, folk vil vide,” fortæller Jens Lundgren til sundhedsjournalist Lars Igum Rasmussen, hvis knap 400 sider grundige værk blandt andet bygger på interviews med Lundgren, mails, sms-korrespondancer, bøger, dokumenter, aktindsigter, videnskabelige artikler samt avisartikler i denne vellykkede bog, hvis ambition er at vise, hvad der egentligt er sket fra pandemiens begyndelse til nu, og hvad vi måske har lært til næste gang.

Og noget af det, som vi forhåbentligt har lært ifølge Jens Lundgren, er at være meget bedre forberedte på de næste epidemier og pandemier, så man ikke igen skal starte fra, hvad han mest af alt beskriver som et blafrende nulpunkt:

”Under en pandemi er de ledelsesmæssige aktører sjældent klædt på til at forstå, hvad pokker det egentlig er, sådan nogle som mig prøver at sige. Engang var afstanden mellem hospitalsgulvet og toppen ikke så stor, fordi det var uddannede læger med mange års erfaring, der styrede hospitalerne som direktører og øverste ledere. Men sådan har det ikke været i årtier. Og hospitalstoppen refererer til et politisk niveau over sig, regionerne, hvor der absolut heller ikke er mange læger,” fortæller Jens Lundgren, der ikke lægger mange fingre imellem, når han i bogen riser og roser nogle af pandemiens førende aktører – heriblandt egne chefer, regionerne, Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet, WHO og sågar statsministeren, som han i øvrigt vist vældigt godt kan lide. Selvom han også revser regeringens håndtering af de danske mink, som han finder faglig spinkel og forhastet.

Lundgren er ikke imponeret af de danske hospitalers beredskab og slet ikke af Region Hovedstadens manglende evner til at forstå eller sætte i værk. Hans egen ledelse, Rigshospitalets direktion, er han heller ikke så voldsomt imponeret af. Man opfattede for eksempel hans tidlige input med erfaringerne fra Milano og Wuhan som noget ’overgjorte’, fortæller Lundgren. Den dag i dag undres han over, at han ikke blev mere centralt involveret i regionens eller Rigshospitalets forberedelser til et muligt udbrud med en ny virus, der skabte alvorlig lungebetændelse, når nu lungebetændelse var hans kernekompetence.

Lundgren er i det hele taget mere end almindelig åbenhjertig i sin kritik af sundhedsmyndigheder og politikere i de tilfælde, hvor han mener, at de ikke har vist rettidig omhu i forhold til at beskytte borgere og sundhedspersonaler mod COVID-19. For eksempel i forhold til den 2. bølge i efteråret/ vinteren 2020 og i forhold til 3. bølge med Delta- og Omikronvarianten i vintermånederne 21-22, hvor han begge gange for døve øren advarede om, at smitten ville komme igen, og man derfor skulle begynde at forberede sig, mens man endnu kunne:

”Blandt andet fordi jeg vurderede, at hospitalerne havde et problem med personalet, der var nedslidt efter første smittebølge. Mange havde det psykisk svært med de oplevelser, de havde haft i foråret. Mange personaler havde aldrig før set patienter med alvorlige lungebetændelser; de var hovedkulds blevet kastet ind fra andre afdelinger og havde stået ved siden af folk, der blev kvalt til døde. Mange blev selv syge, og nogle af dem fik så alvorlige senfølger, at de ikke kunne vende tilbage til arbejdet,” siger Jens Lundgren og fortsætter:

”Men det blev aldrig rigtig anerkendt eller italesat som et organisationsproblem og som noget, hospitalerne skulle tage ansvaret for. Det var ’nok bare’ sygeplejerskerne, der var svage, og var de nu ikke også blevet smittet derhjemme? Hospitalerne havde sendt dem i krig, men var ligeglade med dem, da fjenden var væk. Det skabte modvilje,” siger Lundgren, der også kritiserer politikerne for at ’gamble’ med borgernes helbred, efter at minksagen satte lus i skindpelsen og statsministeren ikke mere kunne skaffe politisk flertal for sit tidligere forsigtighedsprincip:   

"Smitten steg, mens alle snakkede om mink. Al den fokus på den ulovlige aflivning af mink og på massegravene til de millioner af døde pelsdyr stjal opmærksomheden fra, at regeringen også var på vej til at blive udfordret af den stigende coronasmitte. Hele minksagen fjernede desværre regeringens fokus fra den evidente smittestigning – det er jeg helt overbevist om. Minksagen bidrog dermed også til, at den anden bølge blev højere, end den ellers ville have været. Nogle borgere tabte tiltroen til nytten af at overholde tiltag og restriktioner samtidig med julen og dens mange arrangementer. Det var ingen god kombination,” siger Jens Lundgren.

Jens Lundgren har tidligere været stort set ukendt i de danske sundhedscirkler uden for infektionsmedicinen, men fremstår i bogen som en tung spiller i pandemiens kulisser. Foruden at han rådgav sundhedsmyndighederne, arbejdede med patienter og dagligt tonede frem i nyhedsmedierne for at fortælle om den nye trussel, var han også forskningsleder for den globale lægemiddelafprøvning af nye antistofbehandlinger mod COVID-19 og ledede herudover den europæiske del af den lægemiddelafprøvning, der førte til det første videnskabeligt dokumenterede præparat mod COVID-19, nemlig remdesivir:

”Remdesivir-studiet var på mange måder kulminationen på mit arbejdsliv. Det studie var formentlig hverken blevet gennemført i et af de mange europæiske lande eller i Danmark, hvis ikke jeg havde haft min forhistorie i samarbejdet med mine amerikanske kolleger på NIH og alle mine europæiske samarbejdspartnere fra HIV-tiden,” forklarer Jens Lundgren, der siden maj 2020 har været global forskningsleder for USA’s regerings studier af monoklonale, neutraliserende antistoffer og andre virusdæmpende midler for indlagte covid-patienter i projektet ACTIV-3:

”ACTIV-3 har siden da brændt over én milliard kroner af. Det er grænseoverskridende at få ansvaret for at forvalte så mange penge. Men forhåbentlig er der god grund til, at en halvskaldet dansker får lov til at være global forskningsleder og betroet så mange af de amerikanske skatteyderes dollars,” siger Lundgren, der fra pandemiens start har været i daglig tæt kontakt med sine siden 1980’erne mange internationale forsknings- kontakter og netværk for hele tiden at sikre sig den sidste nye viden om bekæmpelsen af Covid-19.  

At verden oprindeligt blev taget så grundigt på sengen af corona, tilskriver Lundgren dels, at man i vesten var for sen til at forstå forskellen på SARS og COVID-19’s smitteveje samt italiensk inkompetence i forhold til at opdage, at man havde en lungebetændelses-epidemi kørende:

”Italienerne havde overhovedet ikke styr på det. Epidemien var fuldkommen gået under radaren, og der havde formentlig været samfundssmitte i flere regioner af landet siden begyndelsen af februar, måske allerede i januar eller december. Og det er helt klassisk: Er man ikke opmærksom og misser de få første tilfælde, går det galt. Når du så har tilstrækkeligt mange og får lagt to og to sammen og lavet de rigtige test, så er ham inde på stue 5 pludselig også smittet – og bum, så eksploderer det,” siger Jens Lundgren.

´Vild virus´ er nok den endnu bedste danske bog, som er skrevet om pandemien, for Jens Lundgren er en god fortæller, der er stærk i detaljer og til overblik. Ligesom han også har et fint blik for, hvornår det har almen værdi at løfte slørene til hemmelighederne i de lukkede kulisser, og hvornår vi ikke behøver at høre om hans slagsmål, hvis de kan opleves som værende af meget personlig karakter. Det, han fortæller os, er det, som han synes, det er vigtigt, at vi ved, da han er af den overbevisning, at fuld information og åbenhed er vigtig i pandemibekæmpelse. 

At Lundgren også har en så tæt tilknytning til kolleger i Europa og USA nuancerer desuden ikke blot hans syn, men også læserens perspektiver på de mange diskussioner, der har været i årenes løb om alt fra epidemikontrol, smitteopsporing og testindsatser til betydningen af de forskellige varianter, vacciner, op- og nedturene i lægemiddelforskning, sundhedspersonalers ofre og politiske fraktioners stigende uenigheder.

Så vil man have styrket sin hukommelse eller indsigt i, hvad det er der i den grad har vendt op og ned på livet de seneste tre år, er ´Vild Virus´ i den grad værd at gribe ud efter, for rigtigt mange ting sættes på plads her én gang for alle.  

Men trods sin kritik er Lundgren dog også fuld af lovord til den danske indsats:

”Danmark undgik de altødelæggende smittebølger, andre lande har sloges med. Borgerne har stået sammen mod virus, oplevet afsavn, tab, uenigheder og usikkerhed, men klaret den. Danmark er i en global coronasammenhæng en af de klareste stjerner på himlen,” siger han og fortsætter:

”Det, der gør mig allermest stolt af det danske samfund og vores alles håndtering af covid-pandemien, er, at vi faktisk formåede kollektivt at ændre adfærd, så vi brød smittekæder. Vi oplevede afsavn, vi bragte alle store som små ofre, vi gjorde det, vi burde gøre, selvom det ikke var sjovt, selvom vi hadede det, og vi gjorde det ikke nødvendigvis for vores egen skyld, men for andres. Vi gik sammen og beskyttede dem, der havde brug for vores beskyttelse og hjælp, fordi vi kunne se, det var nødvendigt. Jeg synes faktisk, at det har været enormt imponerende. Det må jeg sige. Vi har en befolkning, der lytter, der er klog, oplyst, følger med, orienterer sig, tænker selv og er betænksom og hensynsfuld. Skal man tale om samfundsværdier, så viste pandemien mig et dansk samfund, jeg gerne vil leve i.”

Jens Lundgren og Lars Igum Rasmussen: "Vild virus Bag kulissen i kampen mod smitte" er udkommet på Politikens Forlag og koster 300 kroner