| | | | | |
 


Manu Sareen giver modige børn med ADHD en vigtig, kritisk stemme

 
 
 
 
 

BØGER: Børn og helt unge med ADHD og ADD fortæller i ny bog af Manu Sareen åbent om hvor vanskelig sygdommen er, og om hvor ringe skolerne er til at identificere og hjælpe dem, selv om de viser tydelige tegn på mistrivsel.

Forhenværende socialminister Manu Sareen har fået en ny mission. Først var det politik, siden var det frigivelse af medicinsk cannabis, og nu er det bedre forhold for børn og voksne med ADHD, som han har kastet sig over efter, at han selv som 50-årig fik diagnosen ADHD. Et engagement som i år har givet Manu Sareen tjansen som landsformand for ADHD-foreningen, efter at han sidste år udgav bogen ´Hører du overhovedet efter´ om hans egne personlige erfaringer med at blive diagnosticeret med ADHD som voksen og alle de ting, der følger i kølvandet på en diagnose.

I Manu Sareens netop udkomne og seneste bog ´Der er for meget i mit hoved´ er det børn og unge med ADHD, som er genstand for, hvad han selv kalder for sit nye’ kald’, nemlig at skabe bedre vilkår og større viden. Et kald som betyder, at han udover sit formandskab også i det daglige coacher børn, unge og voksne med ADHD/ADD.

Manu Sareen, der er slået af, hvor lidt forholdene har forbedret sig for børn og unge siden, han selv var et u-diagnosticeret barn med ADHD for godt 45 år siden, har i sin bog inviteret 15 børn mellem 8 og 17 år til at fortælle om deres liv i skolen, i fritiden og derhjemme. Og det er der kommet en rigtig god bog ud af, for nok har vi de seneste år hørt en del om børn med ADHD. Men det har ofte været fra professionelle behandlere - og ikke som her direkte fra børnenes egen mund.

Men med ´Der er alt for meget i mit hovede´ giver Manu Sareen børnene en vigtig stemme, for han viser, at børnene faktisk er utroligt præcise til at sætte ord på, hvorfor det kan være så helt urimeligt trist og opslidende at være dem. Især før diagnosen, men også efter.

Børnene fortæller knivskarpt og uendeligt rørende om, hvordan det er altid at få skæld ud, altid at blive misforstået og altid få skylden for ulykker og ballade. Og de fortæller om at have myrer i kroppen, om at have en hjerne der er som en firsporet motorvej med modgående trafik, angst, depression, søvnproblemer, træthed og sorg over at være anderledes.

Men børnene er ikke kun ofre, for de har også overraskende klare og præcise bud på, hvordan skolen, lærerne, forældre og andre voksne kunne hjælpe dem, hvis disse blot forstod ADHD bedre. Mange udtrykker desuden lettelse og glæde over deres medicinske behandlinger mod uro, hyperaktivitet og impulsivitet, nogle få har ingen gavn eller tør det ikke, mens en sidste og betragtelig gruppe lever i et dilemma, for medicinen hjælper dem ganske vist, men samtidigt er den også er et bevis på, at der er noget galt med dem, at de ikke er som kammeraterne. 

Ifølge Manu Sareen har det været livsforandrende for ham at få stillet diagnosen ADHD for således at forstå sig selv bedre. Og var han blevet udredt tidligere i livet, mener han, at det ville have sparet ham for mange nederlag som barn og som voksen. Og han identificerer sig tydeligvist med børnene og deres glæder, sorger, potentialer og vanskeligheder. En balance mellem det personlige, børnene og det generelle som må kunne være svær for en nydiagnosticeret, og som han da heller ikke altid helt mestrer lige godt. 

Men bogen er dog ikke bare Manu Sareen og børnene. Enkelte forældre og fire eksperter indenfor ADHD og ADD medvirker også. Mest relaterbart og spændende er bidraget fra professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet Per Hove Thomsen, idet han forholder sig til hvert barns fortælling, som han perspektiverer meget, meget fint, så hver fortælling ikke kun kommer til at handle om det enkelte barn, men også om hvad andre børn med ADHD generelt oplever. Og sådan at den prisme, som netop Manu Sareen ser barnet igennem ikke kommer til at stå for meget alene.

Når Manu Sareen flere gange i bogen udtryk for sin forundring over, at der trods fremskridt på området alligevel ikke er sket mere, siden han selv var barn, kan man kun undres med ham. Ikke mindst når man læser børnenes beretninger om for eksempel deres skolegang og lærernes manglende evner til at skelne mellem flabetheder og ADHD. 

Flere af børnene går for eksempel ikke i skole, men venter i årevis på hjælp til specialskoler eller klasser for børn med særlige behov. Og de, der går i skole, kommer ofte udmattede eller ydmygede grædende hjem hver dag, selv om de gerne vil både kammeraterne og lære nyt. Og de børn, der har særlige kreative evner eller er i stand til at hyperfokusere og således lære nyt ekstraordinært hurtigt, synes der heller ikke rigtigt at være særlige tilbud til, så disse særlige talenter ikke går til spilde. 

Bogens hovedbudskab er således, at mange børn med ADHD må kæmpe sig igennem hver eneste dag. Det er ikke glade børn, der fortæller om et lykkeligt liv og en god barndom. Det, der fylder mest for børnene, er bebrejdelser, skæld ud og misbilligende blikke. Og på den måde er bogen et vigtigt, men smertefuldt vidnesbyrd om, at for mange børn med invaliderende ADHD- symptomer diagnosticeres for sent, og at for mange af dem får alt for lidt hjælp og støtte, selv om de har en diagnose.

´Der er alt for meget i mit hoved´ er en letlæst, tiltrængt og meget informativ, men også på børnenes vegne trist bog, som det var på høje tid, at nogen skrev til børn med ADHD/ ADD, deres forældre og andre pårørende, skolelærere, sundhedsprofessionelle og socialarbejdere, der alle her får mulighed for at vide mere og forstå bedre, hvad der er på spil for børn og unge med alvorlige symptomer fra ADHD og ADD. 

Manu Sareen: ´Der er alt for meget i mit hoved – børns fortællinger om at leve med ADHD og ADD´, er udkommet på People’s og koster 249,95 kroner.