| | | | | |
 

Blandt den lille håndfuld af internationalt kendte interviewede i bogen er blandt andre Anthony Fauci, amerikansk immunolog og direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases og regeringsrådgiver.

Inspirerende bog om dén bestemte patient, som gjorde en afgørende forskel for læger

 
 
 
 
 

BØGER: Den internationale bestseller "That One patient" er hjertegribende og inspirerende for både læger og patienter. Den fortæller i form af interviews med primært læger om den helt særlige patient, hvis forløb der har berørt dem på måder, som de ikke havde forventet, men som netop derfor har ændret deres syn på sig selv, deres arbejde og livet for altid.

Den hollandske journalist Ellen de Vissers bog "That One patient" begyndte som en artikelserie, der mest af alt bare skulle fylde spalteplads under sommermånedernes agurketid i en af ​​Hollands største aviser, de Volkskrant.

Men avisens sundhedsjournalist Ellen de Visser, der således havde fået til opgave at interviewe især læger, men også enkelte sygeplejersker og andet sundhedspersonale om den ene patient, der havde ændret deres syn på arbejde eller liv for altid, forstod efter et par uger, at hun havde fået fat på noget helt særligt. Både læger og læsere var nemlig begejstrede for hendes fortællinger om, hvad der kan ske, når en patient bryder igennem den professionelle empati-mur og bliver til meget mere end blot endnu en case på den professionelle "to-do"-liste.

Vi er fra litteraturen og andre medier vænnet til at høre, hvad patienter på godt og ondt mener om deres læger. Men det er mere end usædvanligt, at læger tager bladet fra munden og fortæller om betydningen af deres oplevelser med patienter. Måske fordi det er meget personligt, men måske også fordi, vi som samfund ikke er specielt interesserede i, hvordan læger følelsesmæssigt og mentalt klarer de daglige konfrontationer med deres patienters sygdom, lidelse og død. Det må de virkelig selv ligge og rode med synes at være den herskende tankegang.

Men denne tavshed råder "That One patient" i den grad bod på. I 100 interviews af to-tre siders længde bliver de ellers så ofte anonyme læger synlig- og levendegjorte, og vi får som læsere indblik i, hvad der har påvirket bogens især hollandske, men også et par britiske og amerikanske læger i en grad, så de aldrig mere var de samme, som inden de mødte patient 1. 

Blandt den lille håndfuld af internationalt kendte interviewede i bogen er blandt andre Anthony Fauci, amerikansk immunolog og direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases og regeringsrådgiver. Adspurgt om en patient, som han aldrig har glemt, vælger han at fortælle om en ebolapatient, som han insisterede på selv at passe to timer dagligt. Af denne patient, som overlevede, lærte han en hel ny og mere effektiv måde at behandle ebola på, som senere kom resten af verdens ebola-patienter til gode. 

En anden læge fortæller, hvordan en meget syg, men også meget tapper patient lærte ham at værdsætte simple ting som at drikke kaffe med sin kone og tilbringe tid med venner. 

En tredje læge lærte ikke at dømme patienter efter, at han havde irriteret sig over så megen tid og mange ressourcer, som hans kolleger brugte på at bringe en kvinde tilbage til livet, selv om hun angiveligt havde pådraget sig sine livstruende lidelser ved at have forsøgt selvmord. Da hun langt om længe blev i stand til at tale, viste det sig, at hendes tilstand ikke skyldtes et selvmordsforsøg, men at hendes mand havde forgiftet hende med henblik på at myrde hende. Lægen, der den dag i dag skammer sig over sin fordømmende adfærd, der i princippet kunne have kostet hende livet, skiftede herefter helt attitude: 

”Uanset et menneskes alder, profession eller tidligere medicinske erfaringer har alle ret til behandling.”

Ellen de Visser har også medtaget to beretninger om covid-19, hvoraf den ene handler om den anonymitet og isolation, der opstod på intensivafdelinger mellem læger, der var pakket ind fra top til tå i beskyttelsesudstyr og de meget syge patienter: 

”Deres øjne er alt, hvad jeg kan huske, vidt åbne øjne afspejlende deres frygt for, hvad der skulle komme. Jeg så dem gispe efter vejret, omgivet af fuldstændig fremmede klædt i rumdragter, der brugte ord, de ikke kunne forstå, bag plexiglasvisirerne, Vi kunne ikke gøre noget for at dæmpe deres frygt eller lindre deres ensomhed,” forklarer lægen, der her lærte betydningen af nærvær. 

For flere af lægerne er den patient, som har haft størst betydning, en patient, som de har påført fatale hændelser. Én af lægerne stoppede og gik over i et andet fag, en anden siger, at han blev en bedre læge af det, og en tredje blev total arbejdsnarkoman og kontrolfreak. Dybt bevægende, tankevækkende og helt usentimentale beretninger, som griber om hjertet. Det er ikke kun patienter, som kommer gevaldigt til skade i sundhedsvæsnet. 

Selv om nogle af bogens fortællinger og etiske dilemmaer er mere spændende end andre, og selv om et par af de medvirkende får lov til ene og alene at bruge lejligheden til at prale med, hvor dygtige de selv mener, at de er, så består "That One Patient" grundlæggende af rigtigt mange hjertegribende vidnesbyrd, som vil kunne læses med udbytte af læger og patienter, som Ellen de Visser formår at få til at mødes i inspirerende krydsfelter, som forekommer lige relevante for patienter og sundhedspersoner i al deres dybe mellemmenneskelighed. 

Mange patienter, der med denne bog måtte læse lægerne over skulderen, vil dog måske nok studse over, hvor ofte lægerne fortæller, at det, som deres patient har lært dem, er, at det ikke altid er lægen, som er den, som bedst ved, hvad der er bedst for patienten. At hvad der kan synes acceptabelt eller måske ligefrem godt for lægen, kan nogle gange være uudholdeligt og helt uden for skiven for patienten. For hvordan kan det være, at disse læger har skullet gennemgå så ofte ligefrem traumatiserende oplevelser for at forstå, at de ikke nødvendigvis altid besidder nøglen til den bedste beslutning, hører til et af de spørgsmål, man som læser stiller sig selv – uden i øvrigt at få et svar.

Eftersom mange af bogens beretninger stammer fra Holland, hvor eutanasi (aktiv dødshjælp) er lovligt, handler flere vidnesbyrd om patientmøder og beslutninger i den forbindelse. Og det kan måske forekomme uvedkommende, men faktisk er lægernes redegørelser herfor utroligt interessante og lærerige. Og også her kan paternalismen spænde ben for den rigtige beslutning, uanset om den består i at godkende eller give en afslag på en anmodning om at få lov at dø med lægelig hjælp.

Blandt de interviewede læger fylder fortrydelse i forhold til overbehandling ligeså meget, som den gør i forhold til forsømt behandling, og gang på gang konkluderer de medvirkende læger og de enkelte sygeplejersker, at det er umuligt at gøre sig til dommer over et andet menneskes beslutninger og opfattelse af livskvalitet:

”At være en god læge handler om andet og mere end blot at behandle folk – det handler om at hjælpe folk. Og at hjælpe mennesker betyder også at have viden om, hvornår man ikke skal behandle dem,” fortæller en læge, at han har lært af sin patient." 

That One Patient" er hurtigt læst med sine godt 100 kapitler, hvor forfatteren dygtigt har skåret ind til kernen i de velskrevne beretninger. Men bogen kan også med fordel læses langsomt i små bidder, for langt de fleste interviews inspirerer til eftertanke og refleksion over temaer, der ofte - om end i måske forskellige forklædninger - trænger sig på i de livsvigtige møder mellem lægen og dennes dødsens alvorligt syge patienter.

Ellen de Visser: "That One Patient", koster 198 kroner hos Saxo.dk