Den her velskrevne bog skal gravide først læse efter fødslen

BØGER: Efter være gået ni dage over termin og have haft veer i to døgn, forvandles drømmen om at give sin baby den perfekte start på livet sig til et nådesløst hospitalsmareridt fyldt med overgreb, afmagt, angst, blod og bræk. Det sker i en ny umanerligt velskreven roman, der er værre end en gyser.

Selv om forfatteren Liv Nimand Duvås nye roman "Mødrenes Hus" om at føde i det offentlige sundhedsvæsen, er umanerligt velskreven, så er det nok alligevel ikke lige den roman, som man skal gribe ud efter, hvis man mangler en gave til en gravid. For Duvås fortælling om Rosa og hendes omsorgsfulde kæreste Gilberts fem dage lange ophold på diverse fødegange, er nemlig værre end en gyser og må kunne skræmme livet af enhver, der står foran en fødsel.

Det skulle ellers have været så godt. Rosa og Gilbert har fra første lægetjek besluttet at benytte muligheden for at få flyttet de regionale midler til en privat fødeklinik med kendt jordemoder og angiveligt sikre og trygge omgivelser med vægt på naturlige fødsler:

”Alt for ikke at skulle nedkomme på hospitalet, hvor det ene familiemedlem efter det andet har ligget i de sterile senge og ændret sig for øjnene af hende,” begrunder Rosa.

Men trods smertefulde veer, den lille private fødekliniks fødekar på den lyserøde stue, glødepærer og stearinlys, gratis chokolader og omsorgsfulde personaler, går fødslen ikke rigtig i gang, og klinikken må give op og anbefaler en hurtig overføring til det nærliggende offentlige hospitals fødeafdeling:

“Bagefter hjælper jordemoderen Rosa i tøjet, håret er stadig vådt.

“Det skal nok gå,” siger hun, “det tager højst fire minutter at køre derop.”

Men det er ikke køreturen, Rosa frygter. Det er alt det, der skal ske bagefter og bagefter det. Hun har ikke lyst til at forlade klinikken og samtidig føles det som en lettelse at lægge sig ind på bagsædet, at overlade ansvaret til et andet system,” fortæller Rosa, der sammen med Gilbert de følgende fem dage er prisgivne dette andet system.

Et offentligt fødesystem, som er endnu værre, end Rosa oprindeligt forestillede sig, og hvor varme hænder er erstattet af konstante henvisninger til pjecer og brochurer, hvor sundhedspersoner er mere optagne af egne sociale aktiviteter kolleger imellem, hvor ingen sundhedspersoner har styr på hendes journal, men hvor morfinen flyder for et godt ord. En morfin, som gør hende ikke blot vind og skæv, men også syg, uden at der dog er hjælp at hente fra personalet, da hun ulykkelig, smerteplaget og forgiftet vakler rundt på gangene om natten i sine morfintåger:

“Endelig kommer sygeplejersken ind på den mørke stue. Hun trykker på kontakten, men al elektricitet på denne afdeling virker til at være blevet afkoblet.

“Nå, hvad så … skulle du ikke sove?” spørger hun og gnasker højlydt på sit tyggegummi. “Du har spurgt efter mig, er det rigtig forstået?”

“Øh ja,” hvisker Rosa og koncentrerer sig om ikke at kaste op, “jeg har … jeg har fået det lidt dårligt.”

“Okay … Altså, hvordan dårligt?”

Rosa kaster igen op. Hun kan se på sygeplejersken, at hun synes, det er ulækkert. Hun står bare og kigger,” forklarer Rosa som gang på gang bliver bedt om selv at tørre sin morfinbræk op, og som i øvrigt gentagne gange opfordres til selv at rengøre gulve, møbler, toiletter og håndvaske, når Rosas krop har afgivet opkast, urin, blod etc.

En efterfølgende epiduralblokade anlagt uden synderlig information og empati af en forjaget anæstesilæge fremmedgører fødslen yderligere for Rosa:

”Den nederste del af kroppen er følelsesløs. Der er en lettelse og en sorg. Anæstesilægen har taget noget fra hende, som hun aldrig får igen. De forstår det ikke, det var jo ikke veerne, hun ikke kunne tåle, men morfinen. Hun kommer ikke til at kunne tilgive dem. Er dette her måske ikke et hospital? Burde de ikke vide noget om medicin og doseringer?

Grafen på skærmen viser, at veen nu er på sit højeste. Rosa kan ikke mærke noget. Epiduralen virker. Anæstesilægen iler videre til næste patient.

Der går en time. Der går flere timer. De skruer op og ned for veerne, op og ned for epiduralen i overensstemmelse med udviklingen i grafens svingninger på skærmen. Der er også en graf over barnets hjerterytme. Gilbert sidder klistret til skærmen. Rosa lukker øjnene. Der er ikke brug for hende længere. Nu, da hun alligevel ikke kan mærke noget, kan de gøre med hende, hvad de vil.”

Hun er blevet et stykke kød, som alle tager lunser af.

Til sidst bliver Rosa forslået et kejsersnit. Hun har fået lige lovlig meget medicin, fostervandet er grønt, og barnets hjertelyd er faldende. Hun opereres, men selv om hun udmærket forstår at værdsætte, at såvel barnet som hun selv er overlevet, føler hun, at hun har fejlet, og at alt er taget fra hende. Selv barnet, som hun må aflevere, mens hun i nattens løb får maveskind, og livmoder syet sammen igen:

”De gyldne timer er forbi, de første vågne timer, som de til fødselsforberedelsen har fået at vide er de vigtigste timer i barnets liv, at det er her, barnet bør fyldes med hud-til-hud-kontakt, den vigtigste, kærligheden, roen, at det er her, moren skal knytte sig til barnet, barnet skal knytte sig til moren, det er disse første timer, der skal skabe fundamentet for resten af barnets liv. Det er dette første tab, som Rosa nu forstår, at hun for altid kommer til at skulle kompensere for.”

Men "Mødrenes hus" er ikke kun en intelligent, vild, uafrystelig, realistisk beretning om en ung kvindes traumatiske erfaringer og forsøg på opgør med en moderne graviditet- og fødselskultur båret af underbemandede fødselsafdelinger. Liv Nimand Duvå lader også Rosa i sin morfinrus udforske et kulturelt alternativ til det moderne ensomme moderskab, hvor kvinder er alene om graviditet, fødsel og barsel.

Hjulpet af sin bedstemor finder Rosa på eventyragtig vis vejen til utopia, nemlig "Mødrenes hus", hvor alle kvinder i al deres mangfoldighed efter fødslen hjælper hinanden med at bære det nye moderskab:

“Nogle af os kastede os i armene på hinanden, for vi var så desperate efter noget, efter andre, ja, egentlig efter hvad som helst, og uden modstand gled vi ind i husets rytme.

Andre af os var mere tilbageholdende, nikkede høfligt og satte os et afsides sted ude i atriumhaven, sad og lyttede til de andres fortællinger. Men når børnene skreg, eller når mælken løb til, så det nev i brystvorterne, eller når en efterve pressede vores livmoder ud i uformelige positioner, blev det selv for de af os, som forsøgte at være diskrete, svært at holde sig i baggrunden og ikke fortælle om vores fødsler, vores graviditeter, vi gentog historierne, igen og igen, med fokus forskudt, indtil vi til sidst ikke kunne kende forskel på de historier, vi havde hørt, og dem, vi gang på gang havde fortalt om os selv.”

Men hvor "Mødrenes Hus" måske kan være unødigt angstfremkaldende for kvinden, som endnu ikke har født, så kan den til gengæld være en hjælpende hånd, når fødslen er overstået, for Liv Nimand Duvå er en fabelagtig skribent, og hendes dramatiske afdækning af de modsatrettede krav som stilles til gravide, fødende og barslende kvinder nådesløs og præcis.

I dag bombarderes vordende og nye mødre med informationer om vigtigheden i alt, hvad man gør og ikke gør og de forfærdelige konsekvenser, som alt dette har for barnets liv. Men samtidig er der meget lidt i vores produktionsfokuserede samfund, som understøtter muligheden for at leve op til alle disse mange krav om perfektion. Sundhedsvæsnet har travlt, de individuelle fødsler har trange vilkår, og når man med lynets hast bliver sendt hjem fra fødegangen til barslens isolation, er det med et par velmenende, men tomme ord om bare at prøve sig frem.

At undersøgelser gang på gang har vist, at nye mødre ofte føler sig ensomme og forkerte bør ikke undre. Men indtil vi som samfund gør noget ved forholdene, har de nybagte mødre med Duvås røntgenblik fået mulighed for at spejle deres følelser af ensomhed, forkerthed og skam i "Mødrenes Hus" og derigennem måske kunne trøstes ved, at de ikke er alene om disse følelser, at det ikke er dem der er i færd med at spille personligt fallit, men at det i høj grad er vores strukturelt betingede isolation og tabte kultur omkring moderskabet, der befordrer disse oplevelser.

Liv Nimand Duvå: "Mødrenes Hus", er udgivet af Gyldendal og koster 199,95 kroner