| | | | | |
 


5 toptips til sommerferielæsning

BØGER: Hvad enten du skal slænge dig i hængekøjen eller flyve på langfart, så er der intet som en god bog til at fordrive den lange ferie. Her er Maria Cuculizas bud på fem sundhedsbøger, du bør overveje som sommerferielæsning.

Eminent bog om forskers kamp for sin mands liv

 
 
 
 
 

Den hårrejsende og sandfærdige beretning om en forskers kapløb med døden for at redde sin mand fra en multiresistent bakterie bør blive sommerferiens største læseoplevelse -  uanset om man er til thrillers, tragedier, kærlighedsromaner, gysere eller medicinske fagbøger.

Epidemiolog og professor Steffanie Strathdee og hendes mand, professor i psykologi, Tom Patterson, begge ansat på Medical University of California, San Diego, er på ferie i Egypten, da han pludselig får, hvad der ligner turistmave, indleder den eminent gode  bog, The Perfect Predator.

Ægteparret er kendte specialister i hiv og aids i fattige lande, og hun desuden professor i globale infektionssygdomme, og hun giver ham et antibiotikum, som de begge tidligere med succes har brugt under deres mange arbejdsrelaterede rejser i den tredje verdens sundhedspolitiske brændområder.

Men denne gang bliver ægtemanden ikke frisk, men i stedet akut kritisk syg.  Han er inficeret med hvad, WHO beskriver som værende en af verdens mest farlige multiresistente bakterie, A.Baumanni. Og han går fra det ene septiske chok efter det andet og er på dødens rand i koma i månedsvis på grund af gentagne organ multisvigt. Trods at han er i hænderne på nogle af verdens bedste specialister, som giver ham – deres ven og kollega-  den mest optimale overvågning, pleje og behandling, der findes. Indtil de efter fem måneders kamp indser, at de må give op overfor bakterien, der spreder sig ubønhørligt.

Men hustruen, Steffanie Strathdee, nægter at opgive sin mand og tager sin forskerhat på og går på nettet for at lede efter andre behandlingsmuligheder. Her støder hun på gammelkendt viden om, at bakteriofager inficerer bakterier og er i stand til at dræbe bakterier uden at ødelægge menneskelige celler. En behandlingsform som uddøde med opfindelsen af penicillinet. Og trods frygt for alligevel at kunne komme til at skade sin mand yderligere, beslutter hun sig for at gå efter at få denne gamle terapiform genoplivet og afprøvet som en sidste chance. Ved hjælp af kolleger, forbindelser og ægteparrets status i forskerverdenen lykkes det hende i løbet af tre uger at få mobiliseret læger i og udenfor USA, de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA, forskere og hærens marinebiologiske afdeling i at identificere, finde og afprøve netop det virus, som i teorien skulle kunne dræbe netop ægtemandens behandlingsresistente bakterie.

Orkestreringen af hele den komplicerede medicinske manøvre lykkes få timer op til, at ægtemanden forventes at udånde. Tom Patterson injiceres med virus og overlever efter otte ugers behandling og mod alle odds. Virussen havde destrueret bakterierne og samtidigt styrket effekten af de antibiotika, som han fortsat blev behandlet med. Blandt andet på grund af nye bakterielle inficeringer.

The Perfect Predator er en mere end almindeligt effektiv page-turner, som magter at fortælle ikke bare en bevægende kærlighedshistorie om voksen kærlighed og samhørighed og et ægtepars møde med en bakterie, der var resistent over for alle tilgængelige antibiotika samt hastværket med at finde en alternativ behandling for at redde Patterson's liv. Den handler mindst ligeså meget om jagten på nye behandlingsmetoder, og ikke mindst er den fuld af videnskabeligt funderede advarsler mod den alvorlige trussel, som de resistente bakterier udgør for hele verdenssamfundet indenfor ganske kort tid. En trussel som formentligt er endnu mere afgørende for vores overlevelse end klimaforandringer ifølge forfatterne.

Som epidemiolog med speciale i smitsomme sygdomme og associeret dekan for global epidemiolog,i Epidemiologisk institut, ved UC San Diego undrer og skammer Steffanie Strathdee sig i dag over, at heller ikke hun selv tidligere har taget de resistente bakterier mere alvorligt i sit arbejde. Hun har svært ved at acceptere overfor sig selv, at hendes mand skulle næsten dø, før hun lærte at tage de trusler alvorligt, som hun i dag er rædselsslagen over at forstå omfanget af, og hun arbejder i dag med at afdække videnskaben bag virusterapi. Blandt andet som leder af det første bakteriofagterapi center i USA, som åbnede sidste år efter, at rygterne om Tom Patterson's overlevelse havde spredt sig i landets videnskabelige kredse.

  • The Perfect Predator 
  • Steffanie Strathdee og Tom Patterson
  • 296 kroner

 

Forfatter Peter Øvig Knudsen giver et hjerteskærende indblik i depressioners brutale væsen

 
 
 
 
 

Da forfatter og journalist Peter Øvig Knudsens mor døde, jublede han. Endelig blev han befriet for sin opmærksomhedskrævende, aggressive, selvoptagne, konstant bebrejdende, men også stærkt depressive mor, der altid så sig selv som et offer. Da han kort efter hendes død - vred og uforsonlig - begynder at undersøge hendes liv og sygdom for at skrive en bog om hende, får han selv en alvorlig depression, der også sætter ham helt ud af spillet.

Og bogen, "Min mor var besat", er er da også skrevet som to bøger i én. Første halvdel er en dokumentarisk beretning om, hvordan det er at vokse op med en psykisk syg mor, men samtidigt også et portræt af hans forældres generation, som voksede op og nåede at stifte familie, inden ungdomsoprøret og kvindebevægelsen forandrede Danmark fra sidst i 60’erne. Peter Øvig Knudsen graver i morens utallige psykiatriske journaler, taler med hendes læger, veninder og fælles familiemedlemmer. Samtidigt med at han og søsteren også er øjenvidner til morens mange lidelser og manipulerende afmagt op gennem deres opvækst.

Ud af forfatterens tilbundsgående graven kommer et usentimentalt, men dybt smerteligt og knugende portræt af en måske chanceløs kvinde, hustru og mor. Men også en tankevækkende beskrivelse af en generation af kvinder, som omgærdede af ligusterhækkenes pæne stilhed led alvorlige kvaler i en brydningstid, kun dulmede af alkohol og ikke mindst stesolider og andre former for lægeordinerede psykofarmaka.

At det lykkes Peter Øvig Knudsen at lave et så tilsyneladende velbalanceret portræt af en mor, på hvis grav han dansede i euforisk glæde, og en mor, som han har brugt så mange ressourcer på at overleve ved at holde hende på afstand, er ikke så lidt af en både menneskelig og professionel bedrift. Man forstår både, hvorfor han var nødt til at hade hende og i årevis beskylde hende for urimeligt og egocentrisk at trække offerkortet fremfor at yde omsorg for sine børn, og man forstår samtidigt hendes lidelser og uformående hjælpeløshed.

Men Peter Øvig Knudsen magter ikke kun at beskrive sin mors vaklende sind. Han formår også i bogens anden halvdel at beskrive udviklingen i sin egen svære depression, som overmander ham, da han er i fuld gang med at researche sin mors liv, så man som udenforstående får mulighed for at forstå det også for ham selv nærmest uforståelige: Nemlig den svære depressions altopædende forgiftning af sindet. Og det er lige fra dens start som et lidt nedsat energiniveau over dårlig nattesøvn til en buldrende paranoid og livstruende depression, som totalt forgifter livsglæden, og i stedet drukner ham i en ordløs og grundløs angst i en grad så det nu er ham, der ikke kan præstere i familien på grund af angst og paranoia.

Fra foråret 2017 og frem til efteråret kæmper Peter Øvig Knudsen ved hjælp af blandt andet psykologer, psykiatere, fysioterapeuter, venner og alternative terapier mod sin depression, som til sidst ved venners hjælp, men mod hans egne ønsker bringer ham til Rigshospitalets lukkede afdeling og en række behandlinger med elektrochok, som endelig hjælper ham.

Peter Øvig Knudsen sander i bogen, at alvorlige depressioner er en brutal og livstruende sygdom, som man efter hans mening dybest set slet ikke fatter det rædselsfulde omfang af, hvis man ikke selv har været syg:

“I hvert fald har jeg aldrig oplevet en egentlig forståelse slå igennem, selv ikke hos nære venner eller kærester, når jeg med mange ord har forsøgt at levendegøre oplevelsen, hvis ikke de selv har oplevet en depression. Mens ganske få ord kan være nok til at tænde genkendelsens blik hos et fremmed menneske, som har gjort sine egne erfaringer,” erklærer Øvig Knudsen.

Peter Øvig Knuden har med sin solidt researchede, modige og mere end almindeligt velskrevne bog givet os andre en mulighed for dog alligevel at forstå noget af depressioners uforståelighed.

  • Min mor var besat
  • Peter Øvig Knudsen
  • Gyldendals forlag
  • 299,99 kr.

 

Lille perle af en bog om klog og uklog anvendelse af sundhedsdata

 
 
 
 
 

De trænede kliniske erfaringer må ikke tilsidesættes til fordel for data og ønsker om det datadrevne sundhedsvæsen, advarer professor Klaus Høyer i sin lille perle af en bog om klog og uklog anvendelse af sundhedsdata.

I bogen, Hvem skal bruge sundhedsdata - og til hvad?" demonstrerer Høyer stor respekt for den viden og inspiration, som kan høstes fra sundhedsdata. Ja han er tydeligvist ret vild med sundhedsdata. Men det skal være gode og kuraterede sundhedsdata, og de skal bruges rigtigt. Ellers kan de være farlige for sundhedsvæsnets og dets patienter, påpeger han, som i 2017 modtog EliteForsk-prisen for sine analyser af sociale og etiske aspekter af ny teknologi i sundhedsvæsenet. 

Ifølge Klaus Høyer befinder det danske sundhedsvæsen sig midt i en verdensomfattende dataeksplosion, som består ikke kun af danske registerdata og andre af sundhedsvæsnets indrevne og akkumulerede sundhedsdata, men også af de mange flere sundhedsdata på hver enkelt borger, som indsamles af private kommercielle firmaer som Facebook, Amazon, Apple, IBM og Google. Private aktører som i dag er dem, der har flest data på borgerne, eftersom næsten alt, hvad vi foretager os, efterlader dataspor, som kan sige noget om vores sundhed. Og "Hvem skal bruge sundhedsdata - og til hvad?" handler da også om de udfordringer og muligheder, som denne enorme vækst i sundhedsdata giver:

”Mantraet i det danske sundhedsvæsen i disse år er, at vi skal indsamle flere data på flere mennesker og bruge dem til flere ting. Målet er at blive mere datadrevne, men hvad vil det egentlig sige at være datadrevet? Hvad gør de mange data – og lysten til at bruge dem – ved organiseringen af behandling og sundhedsvæsenets drift? Og hvad skal forholdet være mellem de data, sundhedsvæsenet producerer, og den dataeksplosion, der omfatter alle de øvrige dele af borgernes liv, og som private aktører kontrollerer? Det er spørgsmål, som både brugere af og ledere i sundhedsvæsenet bliver nødt til at forholde sig til, skriver Klaus Høyer, der i bogen giver sine bud på fordele, ulemper og andre måder at tænke sundhedsdata på end mange sundhedspolitikere og administratorer gør i dagens sundhedsvæsen:

"Hvis vi ikke bruger data, får det negative konsekvenser for folkesundheden. Omvendt er mere ikke altid bedre. Inden for medicin taler man om, at farmaceutiske produkter skal gives i rette dosis: Får patienterne for lidt, eller bliver medicinen anvendt forkert, virker den ikke, og får de for meget, kan virkningen også udeblive eller bivirkningerne blive værre end den ønskede virkning – med forkert dosis kan patienterne i værste fald dø. Det er lidt det samme med data. At finde ud af at dosere data med måde og bruge dem til de rigtige ting er den store udfordring for det datadrevne sundhedsvæsen.

Klaus Høyer har formået at skrive en eksemplarisk kort, tankevækkende og let forståelig bog på kun 80 sider om et stort, komplekst og for både sundhedspersoner og patienter uhyre vigtigt emne.

Høyer er at den grundopfattelse, at gode data kan redde liv, men kun hvis de bliver brugt rigtigtHan kalder det for en myte at tro, at alt i sundhedsvæsnet kan blive datadrevet og fastslår, at det er mennesker og ikke data, der skal drive sundhedsvæsenet. Sundhedsdata skal derimod ifølge ham bruges til at skabe bedre vilkår for at udøve den grundlæggende dømmekraft, der kommer til udtryk i en medicinsk velfunderet klinisk vurdering.

"Hvem skal bruge sundhedsdata - og til hvad?" er også et opråb til ledelsesgangene i sundhedsvæsnet, som han anbefaler at seponere nogle af deres krav om stadigt flere data i erkendelse af, at det koster tid og ressourcer at indsamle og genere data, for selv om en ny datapraksis “bare tager fem minutter”, er det rigtig mange penge, hvis det er 60.000 ansatte, der skal gøre det bare to gange om dagen, skriver Højer, der opfordrer de samme ledelser til at forholde sig mere selvkritiske overfor deres brug af data som organisatorisk værktøj.

Klaus Højer hamrer med sin bog en stor fed pæl ned igennem opfattelserne af, at der bør være data på alt, at flere data er det samme som bedre data, at store dataanalyser nærmest automatisk er bedre end et trænet klinisk øje, og at sundhedsvæsner bør drives frem af data. Sådan forholder det sig angiveligt på ingen måde, selv om sundhedsdata samtidigt er en afgørende vigtig forudsætning for bedre forskning og patientbehandling. Argumenterne pro et contra bliver fremlagt stringent, med en uantastelig kolossal indsigt og en afbalanceret troværdighed, som kan være svær at finde i disse år, hvor databegejstrede og dataskeptikere nogle gange slås, så blod og ukvemsord koger over i en grad, så det kan være svært at finde ud af, hvad der er fakta i de to lejre.

Men Klaus Højer giver os nu med sin lille 49 kroners bog og sine grundige og begavede analyser chancen for at forstå ikke kun de mekanismer, der i dag i allerhøjeste grad er med til at drive sundhedsvæsnets organisatoriske former, forskning og behandlingsmåder, men også hvilke værdier og opfattelser som henholdsvis skeptikere og begejstrede, administratorer og klinikere samt private og offentlige aktører kæmper så indædt om.

  • Hvem skal bruge sundhedsdata - og til hvad?
  • Klaus Høyer
  • Informations Forlag
  • 86 sider
  • 49,95 kr.

 

Nødvendig og nytænkende bog om sorg

 
 
 
 
 

Stor antologi om sorg i forbindelse med sygdom og død giver ikke kun et fremragende indblik i de seneste års sorgforskning, men også masser af muligheder for egen indsigt i rollerne som sørgende eller pårørende til sørgende.

Når livet nu en gang er skruet sådan sammen, at vi på et tidspunkt skal miste hinanden, giver det god mening at interessere sig for, hvordan de tab, som er forbundet med det, opleves, og hvordan vi magter både egne og andres tab. Ikke desto mindre har disse tab og den hermed forbundne sorg i årevis været omgivet af tabu og vores viden derfor begrænset.

Men forskere verden over er begyndt at grave i vores håndteringer af egen og andres sorg. Og hvad forskere er i færd med at finde ud af og sætte ord giver den nye antologi, "Giv sorgen ord", et fremragende indblik i.

"Giv sorgen ord" er på ingen måde nogen letvægter. Dels er den et mammutværk på mere end 400 sider spækket med tanker om sorg og kildehenvisninger. Og dels er det indimellem mere end almindeligt sørgeligt at læse om, hvor uformående vi kan være, når vi stilles overfor et af livets grundvilkår, og i hvor høj grad vi ofte lader sørgende i stikken trygt på afstand:

”Ikke mange af livets begivenheder sætter os på så stor en prøve som et dødsfald. For et dødsfald er ud over et tab også en påmindelse om, at vi også selv en dag skal dø. I hverdagen forsøger vi at fortrænge dette grundvilkår, som vi lever med – at vi alle en dag skal dø. Når vi oplever et dødsfald, bliver vi mindet om vores skæbne. Og det kan skræmme os. Vi kan blive så skræmte, at vi bliver mundlamme, holder os væk eller støder den efterladte fra os. Det er ikke af ond vilje eller overfladiskhed, når efterladte oplever, at venner holder sig væk, eller at naboen går over på det modsatte fortov, eller at de møder mennesker, der lader som ingenting,” lyder det i en af de i alt 28 skribents forklaringer på, hvorfor vi ikke altid opfører os, som vi måske allerhelst ville.

Men når vi angiveligt er så ordløse, som denne antologi illustrerer på næsten skræmmende vis, så skyldes det ikke mangel på berøringspunkter med egen og andres død, tab og sorg, for hvert eneste år mister omkring 2.000 børn og unge under 18 år en far eller en mor i Danmark. Godt 15.000 ældre mister årligt en ægtefælle, og ca. 67.000 voksne mister årligt en gammel forælder. Ifølge "Giv sorgen ord" rammes især ældre af vores ordløshed, idet vi opfatter tabet af ældre som naturligt og derfor ikke noget at pive over. Også selv om mange ældre for eksempel karakteriserer deres ægtefælles død som et ’livsbrud’:

”Omverdenen har en forventning om, at den efterladte ikke føler voldsom sorg. Et tab er således ikke blot et tab! Når gamle mennesker mister deres ægtefælle og fortæller om tabet, er omgivelsernes reaktion ofte: ’Det er jo den vej, vi alle skal’, ’I har jo haft mange gode år’, ’hun havde alderen til det’, ’det var godt, hun endelig fik fred’, ’I fik jo et langt liv sammen’, ’nu må du se at komme videre’. Og det betyder, at den ældre ikke ’får ret’ til at sørge i samme grad, som når et yngre menneske mister en elsket person,” lyder det i antologien, hvori den amerikanske forfatter Joan Dideon citeres for at have sagt: ’Sorg viser sig at være et sted, ingen af os kender, før vi når frem’.“

Bogen er et interessant og værdifuldt opgør med det 20.århundredes sorgmodel. Heri bliver sorg opdelt i faserne: Chok-, reaktions-, bearbejdnings- og nyorienteringsfasen, hvor filosofien er, at mennesket i sorg skal igennem faserne for at komme videre og målet, at den efterladte ved netop at komme gennem sorgens faser kan løsrive sig fra den afdøde. En sorgmodel, der ifølge forskerne er udbredt blandt professionelle og lægmænd, og som afspejles i hverdagslivet i form af kendte klichéer som: „Du skal nok komme over det“, „du skal nok komme videre“, „det skal vi ikke rippe op i“ og „nu skal vi ikke dyrke sorgen“. Men at tænke og sige sådan om sorg er forkert, og vi kommer til at svigte de sørgende på ofte skadelig vis, mener forskerne:

”Sorg forløber forskelligt fra menneske til menneske. Sorg har ikke en "udløbsdato" og fortsætter med forskellig intensitet resten af den efterladtes liv,” lyder kritikken.

"Giv sorgen ord", der rummer et fascinerende tværfagligt perspektiv på dansk forskning og viden om sorg samt den måde, som danskere opfatter og praktiserer sorgen på i hverdagslivet. Den giver på fornemmeste vis via sit udvalg af bidragsydere læseren adgang til de seneste års idégrundlag for en lang stribe forskeres arbejde med nye måder at anskue tab og sorg på - uanset om det handler om for eksempel gammel uforløst sorg, ny akut sorg, sorg efter pårørendes selvmord, forældres tab af syge børn, børns tab af forældre, egen for tidlig død på grund af livstruende sygdom, forældres død eller tab af ægtefæller.

Ifølge bogens forlag, Munksgaard, henvender antologien sig til sundhedsfaglige og frivillige, der arbejder med netværk for efterlevende. Men det er en uretfærdig begrænsning, for bogen er ligeså nødvendig, nytænkende og brugbar for alle os andre dødelige, hvorfor den også fuldt har fortjent sine fem stjerner.

  • Giv sorgen ord
  • Redigeret af Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi, Aalborg Universitet, psykolog og seniorforsker, Mai-Britt Guldin ved Aarhus Universitet og hospitalspræst på Rigshospitalet Christian Juul Busch
  • Munksgaards forlag
  • 295 kroner

     

Psykolog tager kæmpe opgør med angstbehandling

 
 
 
 
 

Vores sind bliver overophedet, hvis vi insisterer på at bearbejde og håndtere hver eneste ubehagelige følelse og tanke, som vi får, fremfor at lade psyken ordne og hele sig selv, erklærer psykolog Pia Callesen i sin bog ’Grib livet, Slip angsten.”

"Evner vi at lade de kropslige fornemmelser, tanker og følelser være i stedet for at grave i dem – også når tankerne er ubehagelige og gør ondt – så vil sindet stille og roligt selv genoprette balancerne," mener psykolog og forfatter til bogen ’Grib livet, Slip angsten - Overvind ængstelighed og bekymringer med metakognitiv terapi’,

Pia Callesen, der siger, at de traditionelle terapiformer ganske ofte holder liv i angsten og således kun gør ondt værre for patienter, har selv i en årrække tidligere arbejdet som traditionel kognitiv adfærdsterapeut, men er nu tydeligvis på en mission. En mission, der hedder Metakognitiv terapi, som hun i dag arbejder med, og som hun er overbevist om giver væsentligt bedre behandlingsresultater end andre psykoterapier. Især overfor angst og stress, men også OCD og PTSD.  

Pia Callesens teoretiske grundlag baserer sig på den britiske professor, Adrian Wells ved Manchester Universitet, som hun også selv har videreuddannet sig hos. Adrian Wells, der første gang publicerede sine teorier i 1994, mener:

”Enhver form for overhåndtering af kropslige fornemmelser af følelser og tanker og holden-øje-med farer udefra i håbet om at komme angsten i forkøbet eller til livs, kan have den stik modsatte effekt, nemlig at det holder liv i angsten. ”

Selv formulerer Pia Callesen det blandt andet således:

”Med metakognitiv terapi lærer vi at slippe angstens brændstof – tankehåndtering, bekymring, trusselsmonitorering og trang til at undvige og undgå. Ubehagelige tanker og følelser vil gennem livet melde sig larmende og voldsomme med truthorn og skralder. Derfor kan vi frygte, at vi aldrig får det bedre. At vi aldrig bliver os selv igen. Men lærer vi at lade skralderne og truthornene være og undlade at bruge vores krudt på at kæmpe med at berolige vores i forvejen selvregulerende nervesystem, kan vi blive fri for lidelsen angst. Forskningen viser altså, at selvanalysen og omstruktureringen af tanker snarere fungerer som benzin på bålet end som det vand, der kan slukke det, sådan som vi tidligere har ment”.

Når vi ængstes og bekymrer os, er det ifølge Pia Callerup, således fordi vi har vænnet os til det. Det er (bare) vaner, skriver hun, der mener, at vi skal lære at lade tanker og følelser komme og gå og lære at tænke mindre - alt imens, at man bestræber sig på at styre sin opmærksomhed over på at nyde livet der, hvor det leves, uden for én selv i den ydre verden.

”Jo længere tid man vender og drejer sine følelser og tanker, jo mere man spekulerer og rationaliserer, jo mere man holder øje med potentielle trusler, jo mere man forsøger at planlægge, at forberede sig på eller at undgå bestemte situationer eller bestemte mennesker, des større risiko har man for at udvikle angst. Det vil altså sige, at de strategier, man bruger til at holde angsten fra døren, paradoksalt nok har den modsatte effekt: De skaber og vedligeholder angsten”.

Hvorvidt at Pia Callesen og den metakognitive terapi virkelig har ret i, at sindet på den måde er selvregulerende, og at bekæmpelse af angst og stress primært handler om nogle dårlige vaner, som blot skal aflæres for de 400.000 danskere som i dag lider af angst og symptomer herpå, er svært at vide. Og at sundhedsvæsnet og psykologer i årevis skulle have gjort det hele fundamentalt forkert kan også være svært at kapere. Men det ændrer ikke ved, at bogen er rig på henvisninger til en række internationale studier og metaundersøgelser, som rent faktisk dokumenter markant bedre helbredelse ved brug af metakognitiv terapi end ved brug andre terapiformer – blandt andet mod generaliseret angst. Så markante resultater, at den engelske sundhedsstyrelse i 2015 besluttede at anbefale metakognitiv terapi mod generaliseret angst.

Bogens teoretiske grundlag og den heraf følgende kliniske praksis er velskrevet og pædagogisk og hele hendes tankesæt så vedkommende for mange, at bogen under alle omstændigheder kan anbefales til de af os, som bare nogle gange tænker og føler lidt for meget på grund af de mellem 30.000 og 70.000 tanker, minder og associationer, som hver dag flyver igennem vores hjerner og det derfra kommende ofte dybest set ubrugelige tankespind. Også selv om Pia Callesen advarer stressede, angste og deprimerede mod at bruge den som selvhjælpsbog uden professionel hjælp.

Kun fremtiden vil kunne vise, om den metakognitive terapi så også er så effektiv i forhold til syge og stress- og angstinvaliderede patienter, som Callesen hævder, at den er. Men indtil da er den yderst tankevækkende læsning og god at reflektere over.

  • Grib livet, slip angsten
  • Pia Callesen
  • Politikens forlag
  • Pis: 179,95 kr.