Velskrevet roman i modigt opgør med dansk alkoholkultur

BØGER: Den prisbelønnede forfatter og journalist, Jesper Stein, har drukket som en svamp i årevis, men med erkendelsen af, at han ikke tåler mosten mere, følger et smerteligt selvopgør og en helt ny forståelse af den danske alkoholkultur og litteraturens dyrkelse af den stærkt fordrukne, mandlige hovedperson.

Hovedpersonen Jesper i forfatteren Jesper Steins nye roman "Ædru" er en kendt og prisvindende, mandlig forfatter og journalist, der også ligesom 54- årige Jesper Stein selv, har hustru, fire børn, succes, og et alkoholproblem, der er blevet så stort, at han er nødt til at holde op med at drikke for ikke at gå endeligt til bunds i løgne og sprut.

I romanen er Jesper i gang med et otte uger langt alkoholafvænningsprogram, som Jesper Stein selv har været igennem. Nu er han - truet af hustruens ønske om skilsmisse på grund af hans hemmelige alkoholforbrug - for første gang i mange år tørlagt og ædru og rammes af en eksistentiel krise, der for ham føles værre end alkoholens rovdrift.

Konfronteret med hans tidligere svigt og løgne overfor familie, venner og sig selv kombineret med terapiens 0-tolerance overfor alkohol, er Jesper godt på vej til at gå i spåner, for er livet overhovedet værd at leve uden den alkohol, hvis virkninger han elsker, men som han også har lovet sig selv og sine nærmeste omgivelser at opgive? Et løfte han slås med, for aldrig har alkoholen føltes så forbundet med kreativitet og livsglæde som nu, og aldrig har han haft det værre - og for hvad egentligt:

“Var det behandlingen eller det at blive ædru? Hvordan kan noget være godt, når man ikke ved, hvad det er? Og hvordan man skal komme derhen? Og om det er værd at være der? Og om man kan blive der, eller om man skal tilbage igen? Til flaskerne og mørket,” fortæller Jesper og uddyber:

"Jeg kan slet ikke forestille mig det. Og alligevel ved jeg, at det er slut. Jeg har nået min bund. Der er ikke nogen vej tilbage. Så nu skal jeg være ædru. Resten af mit liv. Jeg er helt væk, når jeg tænker på det. Jeg afslutter samtalen og ser på uret. Det er ved at være tid. Hvad fanden er det hele for noget? Hvordan kom jeg herhen? Hvad går det ud på?

Jeg er jo en succes, jeg sidder ikke på en bænk og sutter æblesnaps i mig, jeg har kone, børn, venner, succes, bøger på paller, priser, oversættelser, film, hvad skal jeg her?” spørger han.

Ja, hvad skal han egentligt på dette afvænningskursus, spørger denne Jesper, der lyver himlen blå, og som gennem seks år har benyttet enhver given lejlighed til at drikke i smug efter ti år tidligere at have proklameret til såvel sine vrede hustru som omverdenen, at han nu var holdt op med at drikke i en erkendelse af at lide af sygdommen alkoholisme - som også hans mor og måske også far:

 “I mit indre, der starter benægtelsens kædereaktion: Så slemt var det da ikke, vel? Jeg har svigtet min kone, mine børn, mine nærmeste, min familie, venner, alle.

Jeg ser ned i vandets solspejl. Jeg ved, det er slut, jeg ved, at jeg er nået til vejs ende med alkoholen, jeg ved bare ikke, hvor jeg skal hen nu. Og hvordan man kommer derhen. Og hvordan der er.

Hvis jeg ikke kan komme derhen, så går alt i opløsning, så forsvinder hun, så forsvinder børnene, jeg mister min evne til at skrive, alle vender mig ryggen. Det er en slange, der æder sig selv. Jeg skal væk fra dette liv, men hvordan og hvorhen? Når jeg ikke ved hvordan og hvor, hvordan kan jeg så tro på, at det findes? Og hvis ikke jeg kan finde troen på, at jeg kan blive ædru, hvordan kan jeg så komme derhen? Lige meget hvad, så ender det med døden. Hvis det sted ikke findes for mig, så dør jeg. Så dør de eneste ting, der betyder noget i mit liv. Og bagefter dør jeg. Når man ikke har sine vigtigste ting mere, så dør man.”

Men hovedpersonen holder stand overfor alkoholens sirenesang, og sammen med ham lærer vi hans medkursister at kende. Heriblandt psykiateren der bilder sig selv ind, at hans teenager søn ikke er klar over hans alkoholproblem, selvom han dagligt kommer hjem fuld som en allike efter at have drukket i bilen, en kvindelig HR-chef, som hævder, hun kun er på kurset for at reducere sit forbrug en smule med henblik på at tabe sig skønt hun har været stangdrukken hver aften i 20 år og den unge succesrige billedkunstner som sejler rundt i en kunstverden, hvor alkohol og stoffer hyldes som kilden til kreativitet. Løgne, fortrængninger og undskyldninger pilles fra hinanden i kursisternes såkaldte ædruelighedsarbejde, som sørgeligt nok mislykkes for nogle, men også synes at lykkes for andre.

Jesper Steins analytiske, men også medfølende beskrivelser af medkursisternes kampe mod alkohol og stoffer, sig selv og i et vist omfang også deres omgivelser er indsigtsfulde, rørende og fantastiske. Hvorvidt han har mødt disse mennesker på sit kursus i virkeligheden er bedøvende ligegyldigt, for Jesper Stein har skrevet dem op til at eksistere i virkeligheden, og man brænder efter at vide, hvordan det er gået dem efter kurset.

Men endnu mere fantastisk er hans næsten hektisk, nøgne og frygtindgydende beskrivelser af den pris for at være ædru, som mange alkoholikere måske frygter mest af alt:  

“Nedenunder vil der være en virkelighed, som jeg ikke har mod til at se i øjnene. Jeg siger godt nok til mig selv og alle, der vil høre på det, at jeg er klar, men det passer ikke, jeg er ikke klar, jeg er bare bange. Jeg skal se mine svigt i øjnene, se mine nærmestes sorg og sår, al den smerte, som jeg har forårsaget. Alt det liv, som jeg syntes var okay, viser sig nu at være forkert, forløjet, uempatisk, hensynsløst, egoistisk. Jeg har gjort mennesker ondt, men jeg er jo ikke ond. Det er her, alkoholen kommer ind, siger de. Det er helt uoverskueligt for mig. Jeg kan ikke skille det ad. Alkoholisme er en sygdom, siger de. Derfor er det ikke din skyld, men det er dit ansvar. Jeg prøver at sige det en aften, da jeg vender hjem til villaen ved Amager Strand. Min kone og mine store børn er helt uforstående over for distinktionen. Skyld og ansvar. Det er bare ord. Jeg kan heller ikke finde ud af, hvad det betyder.”

En mindre del, men nok så vigtig del af fortælleren Jespers tumlen med begreberne skyld og ansvar er hans refleksioner over de mulige konsekvenser af vores danske alkoholkultur, hvor vi sjældent griber ind overfor hinanden:

”Jeg siger ikke, det er andres ansvar at gøre os ædru, men hvem skal hjælpe den alkoholiserede forfatter i en branche, hvor det er hvidvinsvejr døgnet rundt 365 dage om året? Hvilken arbejdsgiver skal nænsomt foreslå afvænning? Forfatteren selv? Det vil aldrig ske. Og forlagene skal næppe have klinket noget,” skriver Jesper Stein og fortsætter:

” I dag er jeg måske mest lidt undrende over, at de var så få. Hver gang nogen sagde fra overfor mig eller markerede en skepsis, når de så, at jeg drak igen, var der 25, der ikke gjorde. Og efterhånden som jeg selv slækkede på forsigtigheden og drak mere og mere offentligt, var det ikke bare med undren, at jeg noterede den manglende påtale, men med en ekstatisk sejrsfølelse, jeg var tilbage på banen efter at have været slået helt ud af spillet. Jeg var jo en mand, der havde været i dameblade og aviser blot få år før og erklære, at jeg var alkoholiker, jeg fortalte det til alle. Og nu var jeg i havnet i tavshedens slaraffenland. Med et fyldt rødvinsglas i hånden, som jeg ikke en gang behøvede at skænke op selv,” fortæller Jesper, der samtidigt med at han ikke ønsker at blive en tørlagt partyspoiler alligevel til en reception føler trang til opgør med den danske laissez faire holdning til alkohol:  

”Men jeg har lyst til at smide med sten og smadre det hele, for jeg føler lede ved at være i en sammenhæng i et samfund, hvor vi skal synes, at det er kært, at en 110 kilo svedigvarm og glinsende mand er usammenhængende og bankestiv. Jeg kan mærke mit smil som en dårligt klæbende smiley, der illuderer maske i det narrespil, vi opfører omkring alkoholen og dens ofre; folk, der falder for øjnene af os hver eneste dag, mens vi lader som ingenting, vi oplever dem udleve deres mangel på kontrol, deres afhængighed, deres langsommelige dræning af alt liv, indtil de har et reb af lort, de kan hænge sig selv i.”

Men tilværelsen som ædru kaster ikke kun fortælleren Jesper ud i et opgør med sig selv og vores livsstilskultur omkring alkohol. Han tager også nogle gevaldige livtag med litteraturens og den øvrige kunstverdens udbredte anprisning af alkohol og stoffer som kreativitetens nødvendige muse og hjælper. En løgn som han også selv passioneret har abonneret på:

”Jeg har dyrket billedet af forfatteren, der skaber i smerte og fortvivlelse, den mandlige arketype, der forskanser sig på et hotelværelse med sprutflasker og smøger og angst og dæmoner. Og opfører sig som et røvhul over for alt og alle, særligt kvinder og børn, fordi han lider. Ville nogen i dag stoppe den store beatdigter, som tog sin fem-årige datter med på værtshus aften efter aften? Eller ville vi blot betragte hende som collateral damage i digterens store kamp med sjælens mørke, på samme måde som vi i århundreder har ignoreret koner og børns lidelser i kølvandet på deres skabende ægtemænds eller fædres egorus? Hvorfor er det så svært at se gennem myten og forstå, at selv for kunstneren har det en værdi at blive fastholdt i hverdagslivet og indgå normale relationer, at det er usundt at få lov at løbe linen ud i alkoholiseret selvsvælgen, at der ikke i sig selv kommer kvalitet ud af at dyrke myten om den lidende kunstner,” fortæller han og fastslår, at han ikke kender nogen, hvis værk er blevet dybere og større, efterhånden som alkoholen åd sig ind på dem, men i stedet mange, hvor det modsatte er tilfældet. 

Det har ikke skortet på ros til Jesper Stein, da han skrev i alkoholens tåger. Men at man og han kan lave modig, grænseoverskridende og livsvigtig kunst med ypperlige litterære kvaliteter uden alkoholens hjælp, er "Ædru" med sine nådesløse og sprogligt vibrerende beretninger om nødvendigheden af selvindsigt og et dedikeret ædruelighedsarbejde et lysende bevis på. Han matcher fint sine whiskydrikkende mandlige crime noir-idolers berømte penne uden, at han selv behøver at skrive på alkoholens dampe.

Det er svært at lægge Ædru fra sig, for romanen er en iskoldt afsøgende og på samme gang brændende varm beretning om alkoholikernes mange fælles mønstre, og den næsten umenneskeligt svære kunst det er at holde sig ædru, når man først har været fanget ind i sygdommen alkoholismes selvbedrageriske fangearme, som er så ubønhørligt vanskelige at vride sig fri fra igen.

Jesper Stein: "Ædru", er udkommet på Politikens forlag og koster 300 kroner