Søren Ulrik Thomsen i bidskt og beskt opgør med psykiatrien

BØGER: Psykiatrien lever fortsat i middelalderen, anklager poet og forfatter, Søren Ulrik Thomsen i skarpt, detaljeret og udforskende erindringsessay, som tager udgangspunkt i hans nu afdøde mors syv år med nytteløse elektrochok, medicineringer og mange indlæggelser i psykiatrien.

I ethvert menneskes liv er der et sted, der viser sig at have været det vigtigste. Vi er måske ikke altid lige helt klar over, hvor det er, men hvis vi tænker over det, vil vi finde det, mener forfatter, Søren Ulrik Thomsen. For ham selv er det Store Kongensgade 23, 4. Sal i København City, som hans forældre og tre brødre flyttede til fra Stevns, da han var 16 år gammel, og hvor hans mor samtidigt var psykisk syg i form af en alvorlig depression.

Det er i dette hus i Store Kongensgade, at han placerer, hvad han selv kalder for ’passerens spids’:

”Punktet, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum”. 

Og han er nu tilbage i punktet, stedet, for det var her i Store Kongensgade, at han opdagede den for ham fantastiske storbys vidunderlige frihed, som han senere kom til at prise i sin omfattende og succesrige poesi. Men det var også her, at han, der ellers i årtier har delt ud af sit livs intimiteter, blev så hårdt ramt af sin mors sygdom, at han endog i dag har svært ved at skrive herom.

Men nu, 65 år gammel og i sit snart livs efterår, tager Søren Ulrik Thomsen bladet fra munden i essayet Store Kongensgade 23 og trodser sin indre modstand. For selv om han fortsat er blufærdig omkring sin mors lidelseshistorie, der da også til dels forbliver uforklaret, så har han et regnskab med psykiatrien, som han gerne vil have gjort op. Specielt nu, hvor hendes død har givet ham friheden til frit at slå til Søren mod et behandlingssystem, der spildte morens og familiens liv med ’syv års virkningsløs psykiatri’:

”At være psykiatrisk patient har selvsagt aldrig været muntert, men med alle de radikale indgreb og kure, der nu blev tilgængelige, som f.eks. lobotomi (det hvide snit), ECT (elektrochok, red.) og behandling med hallucinogener og tunge psykofarmaka, trådte man med det tyvende århundrede for mig at se ind i psykiatriens middelalder, undskyld udtrykket. Men det har brændt på tungen i fyrre år.”

Søren Ulrik Thomsen understreger, at han ikke er på et ’moralistisk naturlighedskorstog’, og at han helt sikkert anerkender, at psykofarmaka kan være nødvendig for i akutte situationer og kortere perioder at afværge selvmord eller neddæmpe farlige aggressioner og uudholdelig angst. Men han er uenig i hele psykiatriens selvforståelse:

”Det er noget langt mere grundlæggende end disse midlers indlysende pragmatiske nytteværdi, jeg anfægter, nemlig at de skulle kunne kurere selve årsagen til psykisk sygdom,” erklærer han og fortsætter:

”For selvom det så skulle være sandt, at psykisk sygdom kan konstateres som en dysfunktion i disse neurotransmittere – the usual suspects – betyder det jo ikke, at denne defekt nødvendigvis er sygdommens tilgrundliggende årsag.

Når det er så magtpåliggende for psykiatrien at henføre det psykiske til det somatiske, og dermed i mine øjne kommer til at lede det forkerte sted, skyldes det nok ikke mindst fagets evigt frustrerede ambition om at blive anerkendt som ægte evidensbaseret videnskab og fuldgyldig del af den medicinske republik i stedet for kun at være tålt som de rigtige lægers halvstuderede fætre fra landet.”

Først da en psykiater begynder rent faktisk at tale med moderen, slipper hun ud af sygdommen, fortæller han om sin mor, der herefter levede et virksomt og muntert liv i mere end 40 år uden psykiske symptomer.

“Langtfra at være rationel virker den psykiatriske verden præget af en kulørt overtro på, at behandlingerne bliver mere videnskabelige, hvis de involverer kemikalier og apparater, blodprøver og talværdier i tabeller.”

At Søren Ulrik Thomsens spidsfindige hån og dybe foragt for psykiatrien ikke blot er en opportunistisk eller efterrationaliserende kritik, fremgår af essayet, der indledes med et citat fra den østrigske forfatter Peter Handkes bog 'Ulykkelig og uden ønsker" om sin mors selvmord. En bog, som Søren Ulrik Thomsen læste som 20-årig, og som han allerede dengang tænkte, at han ville skrive sin version af på et tidspunkt. 

Men hans mor ønskede ikke, at man talte om hendes syv onde år i psykiatrien, da hun levede. Men vreden har ulmet hos Søren Ulrik Thomsen:

”14. marts kort efter midnat døde min mor. Det er blevet tid at besøge Store Kongensgade 23 igen,” skiver han blandt andet i essayets indledning, hvori der også står:

"Pludselig fik jeg i min afmægtige vrede trang til at skrive noget om min mor."

Og det er denne vrede, som her får luft mange år senere:

”Hvordan psykiatrien, eller rettere: psykiateren, gerne ser sig selv, fik jeg et yderligere indblik i, da jeg i de internationale psykiatriske tidsskrifter, jeg fandt på Universitetsbiblioteket, stødte på medicinalfirmaernes reklamer for psykofarmaka, som typisk viste en mandlig psykiater, der i patriarkalsk vælde tårnede sig op bag et tungt mahogniskrivebord, foran hvilket en anderledes sølle og forpint patient sad og vred sig. Det tankevækkende er, at den målgruppe, som disse reklamer henvender sig til, jo er ingen andre end psykiaterne selv, så annoncens advokeren for et bestemt produkts positive virkning på patienten altså samtidig er en reklame for den falliske fuldkommenhed, der følger med magten til at ordinere det.”

At han selv som ung led af angst i ødelæggende grad skitseres kun samtidig med, at læseren dog ikke efterlades i tvivl om, at det var refleksion og et langt og godt samtaleforløb med en psykiater og ikke medicinske behandlinger, der reddede ham fra de sår, han fik ved at have en sindssyg mor igennem alle sine teenageår:

”Og var der ingen tvivl om, at min mors sygdom spillede en afgørende rolle i den angst, som indfandt sig sammen med min pubertet, hvor denne drengs naturlige løsrivelse fra sin mor netop skulle tage fart, men i stedet holdtes tilbage af bekymring for hende, var det lige så klart, at jeg kan takke den selvsamme mors kærlighed og min fars inspirerende livsduelighed for, at jeg selv på de dårligste dage også altid har det godt,” skriver Søren Ulrik Thomsen, der er ked af, at hans mor ’ikke fik samme mulighed for skridt for sprogligt skridt at forstå grunden til sine lidelser.’”

Men essayet og passernålens stik ned i Store Kongensgade handler ikke kun om erindringer om datidens drengeliv i skygge af sin mors sygdom og den parallelle lykke ved at slippe ud af provinsen og blive Københavner ’med en susende lykkelig fornemmelse af at nu begynder livet’. I huset i Store Kongens gade krydser Søren Ulrik Thomsen ikke kun sine spor.

Lejligheden på Store Kongensgade er ikke kun en nøgle til fortiden, den er også nu som dengang i lige så høj grad en kilde til fremtiden. Og disse beskrivelser og refleksioner hører måske til bogens bedste og  allermest hjertegribende:

For hvor fremtiden dengang var musik, fester og forelskelser, er fremtiden i dag i nok så høj grad kendetegnet ved afslutninger og truet af forfald og død: 

”Fortiden falder. Foran mig”, skriver han flere gange i forbindelse med venner, bekendte og kollegers død og fortsætter sine refleksioner om aldring og den voksende dødsbevidsthed:

”Jeg frygter pludselig at synke sammen på S-togsædet en fredag eftermiddag på en af de højtliggende stationer syd for København, mens lyset fra et nærliggende industrikøkken brænder gennem novembermørket.” skriver han og fortsætter:

”Og skønt jeg ganske vist frygter hver dag det skal være at synke sammen på S-togssædet, frygter jeg også at leve så længe, at jeg til sidst sidder alene tilbage på Solhjemmet og stirrer ned i en adressebog, hvor alle de kære navne er streget ud.”

’Store Kongensgade 23’ er nomineret til Politikens Litteraturpris 2021, som uddeles til marts 2022. Men uanset har Søren Ulrik Thomsen fortjent en pris. Han viser sig endnu engang som en unik fortæller om det store i det små.

Hans bemestring af det danske sprog er dybt berigende, gammeldags og moderne på een og samme gang og også herved enestående. Hans angstfulde, men også præcise, nådesløse beskrivelser af alderdommens pris for en livsnydende og nysgerrigt tænkende og følende æstetiker brænder sig uafrysteligt fast.

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23 er udkommet på Gyldendal og koster 170 kroner