Retsmedicin skal være til gavn for de levende

 
 
 
 
Maria Cuculiza 
Din vurdering
{extravote 18}

BØGER: Retsmedicinere er andet og mere end krimiernes smågnavne, hemmelighedsfulde læger, som er under konstant pres fra utålmodige politikommisærer på jagt efter spor, der kan føre til den onde morder. Det får man indblik i i en ny bog om dansk retsmedicins historie.

At tage et andet menneskes liv har i de fleste kulturer altid været den ultimative forbrydelse, og derfor byder historien på talrige eksempler på gerningsmænds forsøg på at skjule drab. Og det er disse grundlæggende kendsgerninger, der har skabt fundamentet for retsmedicinen. Men pointerer journalist og forfatter Jakob Kehlet til bogen 100 års retsmedicin Til gavn for de levende:

”Retsmedicin er ikke til for de døde, men for de levende og deraf også bogens titel, Til gavn for de levende, som er inspireret af det latinske ordsprog, Hic Gaudet Mors Succurrere Vitae, som frit kan oversættes til: Her glæder døden sig over at hjælpe de levende. Skilte med indskriften hænger over indgangen til patologiske institutter over hele verden,” skriver Kehlet, for hvem udviklingen i retsmedicin og i samfundet som helhed tydeligvist hænger tæt sammen.

I Til gavn for de levende lægges ikke skjul på en vis træthed over krimiernes og TV-seriernes endimensionelle fremstilling af retsmedicinere, og at bogens ambition er at give et mere nuanceret og realistisk billede af retsmedicin til læsere, der kun kender til faget fra krimiserier og mediernes retsreportager. Og den ambition er klart lykkedes for Kehlet, der har valgt at beskrive retsmedicinernes indflydelse på væsentlige, samfundsbegivenheder gennem de mere end 100 år, der er gået, siden Statsobducenturet blev oprettet med en enkelt ansat på Aarhus Kommunehospital i 1916.

Retsmedicinske undersøgelser var ikke som sådan nye i 1916. Nogle af de første principper blev formuleret af Christian IV’s livlæge Henning Arnisæus (1570-1636), der slog fast, at retsmedicinske undersøgelser skulle holde sig strengt til medicinske observationer, og at retsmedicinerne skulle holde sig fra at kommentere på de juridiske problemstillinger – for eksempel skyldsspørgsmålet. Og i 1751 kom de første egentlige regler i Danmark, der satte rammerne for obduktioner i forbindelse med mord og drab. I 1871 kom den første ligsynslov, der betød, at selvmord, ulykker og dødfundne, hvor kriminelle forhold ikke kunne udelukkes, fremover skulle igennem et retsmedicinsk ligsyn, fremgår det af bogen, der dog især fokuserer på tiden efter 1916, og hvordan retsmedicin herefter har udviklet sig set med aarhusianske briller.

Kehlet gør i bogen grundigt og interessant rede for, hvordan retsmedicinen som fag har gennemgået store forandringer i løbet af de seneste godt 100 år. Fra at være ren betjening af politi og retsvæsen har retsmedicinen udviklet sig fra at være en institution, som kun beskæftiger sig med afdøde, til også at være en forskningsinstitution, der forsøger at finde løsninger på nogle af tidens aktuelle problematikker som for eksempel sikkerhed i forhold til trafik, medicin, kulilte, vuggedød og asbest.

At retsmedicinen har udviklet sig til en disciplin, der forsøger at spille en positiv rolle i form af samfundsgavnlige indsatser til gavn for de levende, demonstrerer Kehlet ved at vælge at fortælle retsmedicinens historie gennem udvalgte og markante retsmedicinere fra Aarhus. Udøvere af faget der alle har været yderst aktive debattører i forhold til væsentlige samfundsproblemer, som de blev bekendt med gennem deres obduktioner. Årti for årti og frem til i dag sætter bogen fokus på obduktioner, som repræsenterer udvalgte tendenser, som har gjort sig gældende i både retsmedicinen og samfundsudviklingen

Blandt de tendenser, som forfatteren beskriver både underholdende og ofte ganske gruopvækkende er blandt andet mødres hundredvis af årlige drab på deres nyfødte børn i 1920’erne. I 40’erne var det lægernes generøse udskrivninger af barbiturater, som blev anvendt både til selvmord og mord, der optog retsmedicinerne. I 50’erne var det 300-400 årlige dødsfald på grund af kulilteforgiftning, der i form af drab, selvmord og ulykker påkaldte sig interesse. I 1970’erne var det trafikdrab med 1213 døde årligt og konstant 5.000 trafikofre dagligt i sengene på landets sygehuse. Og i 80’erne handlede det om asbest, og mellem 110 og 120 nyfødte, som døde hvert år, efter at Sundhedsstyrelsen havde anbefalet forældre at lægge børnene på maven i stedet for på ryggen. I 90’erne og 00’erne drejede det sig om stofmisbrug og i nyere tid om identificeringer under krig og store ulykker samt om trafiksikkerhed i forbindelse med cannabis. Alt sammen forhold som retsmedicinerne har forsøgt at rette op på ved hjælp af politisk debat og pres.

Den særlige retsmedicinske prisme, som forfatteren ser Danmarks socialpolitiske historie igennem fungerer. Og kan man leve med bogens nogle gange meget udtalte lokalpatriotiske tilgang - hvilket i øvrigt ikke er så svært, for hans historier er gode - så formår han at levere værdifulde, men ofte oversete elementer til vores fælles historieskrivning, som gør os klogere på, hvor vi kommer fra. Samtidigt med at vi læsere kommer helt på det rene med, at retsmedicinere ikke bare er modstræbende gnavpotter, som skærer i lig dagen lang.

  • 100 års retsmedicin Til gavn for de levende
  • Jakob Kehlet
  • Aarhus Universitetsforlag
  • 199 kroner.

Fakta om retsmedicin

  • Retsmedicin blev oprettet som et selvstændigt institut under Aarhus Universitet i 1959, og i dag er instituttet vokset til en institution med cirka 70 ansatte. 
  • En obduktion er en ydre og indre undersøgelse af et dødt menneskes krop. Hovedprincipperne i udførelsen af en obduktion har ikke ændret sig i de 100 år, der har eksisteret et statsobducentur i Aarhus, men moderne teknologier som CT-skanning og DNA-test spiller i dag en vigtig rolle.
  • Politiet betaler årligt en kvart milliard kroner for at få gennemført retsmedicinske undersøgelser på landets tre retsmedicinske institutter i København, Odense og Aarhus. En retsmedicinsk obduktion varer cirka tre timer og koster omkring 25.000 kroner. Dertil kommer udgifter til retskemiske undersøgelser.
  • Oprettet den .