| | | | | |
 

Ny slankebog går planken ud

BØGER: Sæsonen for slankebøger er skudt i gang, så vi kan blive bikinifitte. Og slankedronningen Michelle Kristensen har også i år fundet vej til boghandlernes hylder med endnu en slankebog: Ny krop på 4 uger.

Den er dog anderledes end de fleste andre slankebøger, der mere eller mindre følger samme skabelon, nemlig først en masse forklaringer på, hvorfor netop denne eller hin slankebog vil fremkalde mirakler på rekordtid krydret med mere eller mindre falske løfter og medicinsk Mumbo Jumbo. Alt sammen efterfulgt af opskrifter på diætens fortryllende retter og eventuelle fysiske øvelser.

I stedet går Michelle Kristensen planken ud, tager konsekvensen af, at slankeindustrien er blevet en drømmeindustri, og at ingen snart kan pine flere drømme ud af at læse om smoothies, proteinpulvere og maveøvelser for et hundrede og tyvende gang. Hun har i stedet lavet en fiktionshistorie om en ung, køn, men stresset sygeplejerske på skrump, Store Sonja, som har det med at dejse om på sofaen efter arbejdstid.

Selv siger Michelle Kristensen om sin romanheltindes udgangspunkt:

”Store Sonja elsker alt med høje alkoholprocenter, hjemmebagte boller med tandsmør, wienerbrød, bland-selv-slik, pizza, pommes frites, marsbarer, m.m. Hun kan egentlig også godt lide grøntsager. Og dog. For hun ender tit med at køre en tandsmørbolle ned i stedet for at bruge tid på at snitte, hakke og skrælle de der grøntsager. Hun bliver lettere deprimeret inde i sin mund, når hun skal tygge på et smagløst stykke hvidkål, hvis det ikke må soppe rundt i dressing eller anden dip. Og alligevel drømmer Store Sonja om at få det dejligt i kroppen igen. For hun har taget en del på den sidste tid.”

Og som i en hver anden chick-lit roman har Sonja da også en bedsteveninde, nemlig veninden Michelle, som hun har kendt lige siden børnehaven. Michelle er sundhedsguro, og hun lover at hjælpe Sonja frem til et nyt, sundere og slankere liv. Store Sonja kommer på fire ugers kuren, som ..surprise, surprise... da også gør hende godt 5 kilo lettere i løbet af den lille måned. Vægttabet sker uden motion og primært i kraft af ændrede spisevaner og deraf følgende god kontrol af blodsukkeret.

Ny krop på 4 uger er en på alle måder banal, men dog klassisk chick-lit roman i den personlige og selvudleverende og tilstræbt humoristiske stil, som hører genren til. Store Sonja bor ikke i London eller New York, men dog i København med storbyens karriereræs og mange fristelser. Store Sonja er også enlig som genrens heltinder altid er, men hendes største længsel er ikke at møde kærligheden, men i stedet at tabe 10 kilo og således få det bedre med sig selv. Kærligheden kan så måske komme, når hun har nået sin drømmevægt, så på den måde efterlever Ny Krop på 4 uger alligevel i sidste ende genrekravet om hovedpersonens længsel efter kærligheden. Men først skal kropskødet spæges.

Ny krop på 4 uger er i det store hele uden bemærkelsesværdige litterære kvaliteter. Men den fungerer alligevel på sin egen særlige måde, som dybest set ene og alene er at kommunikere allerede kendte slankeråd og livsstilsforandringer i fiktiv form til kvinder, der som Store Sonja har det med at falde i og lave mentale benspænd for egne ønsker. Vaner og lettere selvdestruktive reaktionsmønstre, som mange især yngre og enlige kvinder med mere sul end ønsket på sidebenene uden tvivl vil kunne identificere sig med, når de slås mere eller mindre forgæves med den ene kur efter den anden. Eller blot drømmer om den fedtfrie krop på sofaen omringet af Netflix, pizza, chips og hvidvin.

Men der er håb forude, for faktisk er der plads til både pizza, hvidvin, chokoladeis, slanke kroppe og kærlighed på een og samme gang i romanens univers. Bare ikke hver dag. Én gang om ugen må man sende blodsukkeret op i skyerne, og falder man af hesten i løbet af ugen, så handler det om at komme op på dyret igen i stedet for at skamme sig og dernæst opgive. Og så skal man i øvrigt lære den for mange svære kunst, som det er at turde at sige nej tak, når man bliver budt. Uanset om det handler om nej til kagen på jobbet eller til drinken, når man er ude.

En fan af romanen, krimiforfatteren Sara Blædel, der har skrevet bogens forord mener:

”Det, der er anderledes ved den her bog, er, at den ikke bare handler om kostomlægning og motivation. Den handler om OS. Den handler om de gange, vi falder i, føler os mislykkede, fordi det er så svært altid at sige nej tak. Den handler om at opdage, at det faktisk godt kan lykkes at tabe sig, selvom der er plads til fest og farver indimellem. Den handler om at få lyst til at leve på en ny måde. En måde, der er overskuelig og til at gå til, og som gør, at vi stadig kan have et liv, selvom vi gerne vil have vores krop tilbage, som den var, inden de overflødige kilo satte sig så godt fast.”

Michelle Kristensen kender efter sine mange år i slankebranchen tydeligvist sin målgruppe rigtig godt, og En ny krop på 4 uger har med sin lejlighedsvis rappe dialog mellem veninderne og mange små og lettilgængelige slanketips givetvis sit publikum. Det er et godt set og sjovt greb at benytte sig af Chick-littens form og derfor ikke svært at forestille sig romanen blive slugt af målgruppen. Hvis ikke altid på sofaen, så nok på stranden sammen med is og Coca Cola - på sikker afstand af gnavegrønt og bønnepasta.

 

  • Ny krop på 4 uger
  • Michelle Kristensen
  • Politikens Forlag
  • 270 kroner