| | | | | |
 

En saglig, faglig bog om kræft - og en hyldest til videnskaben og patienterne

BØGER: Professor Michael Rørth har i samarbejde med journalist Anne Mette Steen-Andersen udgivet en velskrevet bog til patienter og pårørende om kræftbehandlingens udvikling gennem de seneste 40 år.

’Du skal ikke dø på mandag’ er ikke en traditionel selvhjælpsbog med tips og råd til at gennemgå et kræftforløb. I stedet forsøger bogen at gøre noget mere sjældent, nemlig at beskrive onkologiens udvikling i Danmark, samt ikke mindst lave en status for ikke-professionelle over den viden, der findes om kræft og kræftbehandling i dag. Hvad kan vi nu? Hvorfor kan vi det, vi kan? Og hvor bringer den viden, vi har, os hen i fremtiden? er blandt de spørgsmål, som bogen på en både vidende og pædagogisk vis stiller og også besvarer.  

“Det er mit ønske, at denne bog vil gøre dig klogere på kræft og efterlade dig med håb og tillid til både nutidens og fremtidens kræftbehandling. Det har i hvert fald været min intention med at skrive den,” skriver Rørth, der har arbejdet med medicinsk kræftbehandling siden onkologiens start i 1970’erne:

”Og i de fire årtier har jeg været vidne til en fantastisk udvikling, hvor kræft – for rigtig mange patienters vedkommende – er gået fra at være en dødsdom til i dag at være en sygdom, der kan behandles med succes. Visse kræftsygdomme kan endog kureres. I dag er der faktisk flere danskere, som bliver helbredt for kræft eller dør med en kræftsygdom, end der er danskere, som mister livet på grund af en kræftsygdom” påpeger Rørth, der opfordrer patienter og pårørende til at have tillid til dansk kræftbehandling:

”Læger, forskere og andre eksperter i det danske sundhedsvæsen ved og kan uendelig mange ting. Er du kræftpatient eller pårørende til en kræftpatient, er du bestemt i både kompetente og trygge hænder i det danske sundhedsvæsen,” lover han.

Ifølge Rørth er fremskridtene indenfor dansk kræftbehandling i dag så store, og dødeligheden nedbragt så markant, at det at få en kræftdiagnose ikke mere automatisk bør føre til angsten for at miste livet. Han finder det simpelthen ikke rationelt at sætte lighedstegn mellem kræft og den visse død og kritiserer således vores måde at tale om kræft på, som han mener bidrager til at tegne ’et unødigt grufuldt’ skræmmebillede:

”Hvor mange gange har du ikke hørt vendingen ’kampen mod kræft’ blive brugt, når læger, politikere og andre fagfolk taler om kræft? I den vending ligger en indirekte tilkendegivelse af, at det er muligt at tabe kampen. Eller sagt på en anden måde: Du skal bide fra dig og slå hårdt, hvis ikke døden skal vinde. Og har du vundet én gang, kan du aldrig vide dig helt sikker på, om kræften vender tilbage igen. Lang tid efter, at kræftsvulsten er fjernet, og den sidste dosis kemoterapi er givet, ligger døden stadig på lur,” skriver han.

Men jubeltoner over onkologiens landvindinger og kritik af kamp-retorik til trods så er Mikael Rørt ikke blind for, at behandling af kræft på ingen måde er i mål endnu:

”Der er fortsat mange spørgsmål om kræft, vi mangler svar på: Biologi, vi ikke forstår. Lægemidler og andre behandlingsformer, vi ikke har udviklet. Og ikke mindst mangler vi viden om, hvorfor nogen patienter har gavn af den medicin, vi giver dem, mens andre får bivirkninger og ikke oplever en effekt,” erkender professoren, der håber, at han med sin bog kan udruste patienter med tilstrækkelig viden og mod til at tale bedre med pårørende og sundhedsprofessionelle om angsten for den sygdom, der fortsæt dræber flere end 15.000 danskere hvert år.

Rørth tilskriver ikke onkologiens fremskridt alene videnskaben og sine mange danske og internationale kollegers indsats gennem årene. Også danske kræftpatienter hyldes:

“Som læge er det fantastisk at være vidne til danske kræftpatienters villighed til at deltage i videnskabelige forsøg. Det er en af de tungtvejende grunde til, at vi i Danmark – trods vores beskedne størrelse og indbyggertal – er med til at drive udviklingen på kræftområdet. De danske kræftpatienter fortjener i allerhøjeste grad en stor klapsalve!," erklærer Rørth.

’Du skal ikke dø på mandag’ er en saglig, faglig bog til den videbegærlige, men i princippet forudsætningsløse læser, som gerne vil være klogere på kræftens biologi og baggrunden for de nye kræftbehandlinger, som i dag ikke sjældent betyder længere livslængde og nogle gange helbredelse for en række kræftpatienter.

Blandt nogle af bogens nok mest værdifulde kapitler er for eksempel Rørth's grundige, men også letlæselige indføringer i ofte komplicerede emner som for eksempel celleforståelse, biomedicinsk genteknologi, målrettet behandling og individuelle skræddersyede kræftbehandlinger. Kapitler, som han har skrevet på baggrund af egne erfaringer suppleret med samtaler med nogle af landets førende læger indenfor de respektive områder, og som giver læseren adgang til vigtig viden, som ellers vil være svær for ikke at sige umulig at stykke sammen for mange patienter og pårørende.

 

  • Du skal ikke dø på mandag – samtaler om kræft
  • Mikael Rørth og Anne Mette Steen-Andersen
  • Forlag: People’s Press
  • Pris: 209 kr.