| | | | | |
 

Brutal bog fortæller hyggeligt om retsmedicinernes opklaring af vold, hor og mord

 
 
 
 
 

BØGER: De fleste forbinder retsmedicinere med grufulde mord og kompliceret opklaringsarbejde, og det er da heller ikke helt forkert ifølge ny bog, som viser udviklingen igennem århundreder i danske retsmedicinernes arbejde.

”Faget har mange hundrede år på bagen, og det har udviklet sig enormt. I dag kan det nogle gange virke, som om retsmedicinere er til stede overalt. Om vi ser et dokumentarprogram, om vi blænder op for Forbrydelsen, CSI eller Barnaby, eller om vi åbner en svensk krimi i bogform, får vi lov til at komme helt tæt på, når retsmedicineren udfører sit vanskelige arbejde. Fascinationen har næppe nogensinde været større. Måske fordi vi alle har det sådan, at vi altid vil lede efter et sidste svar. Vi må kende dødens årsag,” skriver de to forfattere, Markil Gregersen og Tommy Heisz, bag en fælles ny bog, Dødens Årsag.

Dødens Årsag er en glimrende, men også lysteligt grum fremstilling af Danmarkshistorien de seneste godt 300 år set fra bunden af Danmark, hvor hor, mord, barnedrab og drab på ægtefæller ved hjælp af rottegift og arsenik nærmest synes at have hørt til dagens orden.

De to forfattere, Markil Gregersen, forhenværende statsobducent og professor ved Aarhus Universitet og journalist og forfatter Tommy Heisz med speciale i den historiske dokumentariske genre, tager i fælleskab læseren med op gennem 300 år af vores i virkeligheden ikke helt så fjerne fortid, hvor vi ikke bare hører om tæsk, tortur, afbrænding af kvinder og dødsstraf som folkelig forlystelse, men også om retsmedicinens udvikling fra 1600- og frem til 1900-tallet.

Og de to forfattere kan deres kram og er et godt makkerpar, der begge kommer fra fag, hvor det går ud på at finde svar, forklaringer og årsager. Markil Gregersen har stået på hovedet i arkiver og har styr på den historiske udvikling, som han har gravet frem efter sin pension, og Tommy Heisz kan fortælle historier om fortiden, så de også giver mening for nutiden. Om grunden til, at makkerparret har valgt at fokusere på tiden fra 1600- til 1900-tallet, skriver de:

”I perioden fra de første retslige obduktioner i 1600-tallet frem til 1900-tallets moderne verden gennemgik Danmark utrolige forandringer. Landet blev oplyst. Det bevægede sig fra valgkongedømme over enevælde til demokrati. Og under industrialiseringen vendte dampmaskinerne op og ned på danskernes liv. For nu blot at nævne nogle få af de store samfundsbrydninger, perioden rummer. I historieskrivningen har disse forandringer ofte været set fra toppen af samfundet. For historikere har det altid været en af de største udfordringer at finde kilder, der kan kaste lys over almindelige menneskers liv. Det er noget af det, fortidens ligsyn og obduktioner kan bruges til i dag. De kan være med til at gøre os klogere. Sagerne kan give os svar på, hvordan og hvorfor folk gik rundt og slog hinanden ihjel, og dermed bliver de også et spejl på fortidens problemer, udfordringer og konflikter.”

Og at se Danmark ikke fra toppen, men fra bunden er da også lykkes for de to forfattere, der tydeligvist anser kriminalitet som et af de bedste redskaber til at belyse samfundets problemer, som var karakteriseret ved en kolossal fattigdom, som betød, at vold, druk og drab var udbredte løsningsmetoder for især de forarmede. For eksempel for nogle kvinder, der tvungne til at føde i dølgsmål, slog deres børn ihjel. Mindst 105 kvinder blev dømt for barnemord i perioden fra 1719 til 1805, hvor halvdelen af alle de drabssager, der kom for retten i nogle dele af landet, bestod af kvinder, som havde myrdet deres børn, skriver forfatterne og uddyber:

”I 1700-tallet var der dødsstraf for at slå sit eget barn ihjel. Og ikke nok med, at kvinderne skulle betale med deres liv; de skulle også halshugges og hovedet sættes på en stage, så det kunne sprede skræk og rædsel blandt andre unge piger, der kunne tænkes at komme på den slags løsagtige tanker. Straf var også underholdning i 1700-tallets Danmark. Det trak ofte store folkemængder til, når nogen skulle piskes eller slås ihjel. ”

I flere århundreder var det desuden god dansk skik, at man udstillede de døde kroppe på højtbeliggende rettersteder nær landevejene, så alle kunne se de straffede og halshuggede mennesker. I hvert fald indtil vinteren 1882, som blev året, hvor Danmark afskaffede offentlige henrettelser. Inden da var der overalt i Danmark etablerede skarprettere, bødler, som havde til job at halshugge danskere, som var kommet uden for dydens smalle vej. Faktisk skulle der ikke altid så meget til, før man kunne miste sit hoved ifølge Dødens Årsag. Dødsstraf blev anvendt rimeligt ofte, idet en lang række forskellige forbrydelser kunne koste en livet. For eksempel hvis man begik voldtægt, fosterdrab eller røveri eller gjorde sig skyldig i gudsbespottelse eller majestætsfornærmelse. Eller hvis man for eksempel bekendte sig til den katolske tro, lod sig hverve til fremmed krigstjeneste eller udgav sig for at være embedsmand. Også tyveri kunne medføre dødsstraf i en grad, så 20 procent af de henrettede var dømt for tyveri, fortæller forfatterne som skriver:

”Danske Lov rummer den ene passage efter den anden med eksempelvis afbrænding, drukning i sæk, hængning, hjul og stejle, hoved på stage, pisk og kagstrygning. Det stod klart, at straffe skulle have en afskrækkende virkning. Den fysiske afstraffelse og ydmygelse skulle helst finde sted i fuld offentlighed, så alle kunne blive mindet om, hvad de selv risikerede at blive udsat for, hvis de kom på kant med loven”.

Det er et blodigt og brutalt Danmark, hvor kvinder og mænd myrder deres børn, ægtefæller, konkurrenter, naboer og svigerforældre, hvis de står i vejen for en bedre fremtid enten på jorden eller i himlen hos Gud. Men det er også i disse år, at dramatiske samfundsændringer betyder, at lægekunst og retslige obduktioner ændres fra at være stort set slagterhåndværk til at være naturvidenskabeligt funderet.

Retsmedicinen var i første halvdel af 1600-tallet ikke for alvor sat i system endnu, og hvornår den allerførste retslige obduktion fandt sted, fortaber sig i følge forfatterne i historiens tåger:

”Et bud kunne være sagen om Gertrud Martinsdatters døde foster i 1630. En mand ved navn Jens Nikolai havde tildelt Gertrud adskillige slag med en stok over livmoderen, og senere var nogle af fosterets småknogler kommet ud fra hendes kønsdele.”

Først i 1645 fik Danmark sit første anatomiske teater på Vor Frue Plads i København. Teateret var udformet som et amfieteater, så alle blandt publikum kunne følge med i det hele. Heriblandt kongen, som ofte sad blandt publikum på første række, når ligene blev dissekeret. I 1700-tallet blev retslige ligsyn almindelige, men udført af velanskrevne borgere uden medicinsk indsigt. Og først fra midt i 1800-tallet begynder såvel de medicinske videnskaber og retsmedicinen at blive professionaliseret og udvikle sig frem til, hvad vi kender i dag.

Dødens årsag er en hyggelig, uhyggelig bog om et samfund født i vold og prygl, og forfatternes forsøg på at se på Danmarks sundhedspolitiske og retsmedicinske udvikling gennem prismen mord, vold, arsenik og rottegift fungerer. Det er tankevækkende, hvad vi kommer fra, og på den måde er Dødens Årsag også et vigtigt bidrag til en del af den danske historieskrivning, som mange af os aldrig har haft mulighed for at stifte bekendtskab med i skolen, fordi den ikke tidligere har været nedskrevet og gjort så let tilgængelig, som det er lykkedes for Markil Gregersen og Tommy Heisz at gøre i Dødens Årsag.

 

  • Dødens Årsag
  • Markil Gregersen og Tommy Heiszr
  • Forlag: Lindhart og Ringhof
  • Pris: 299,95 kroner